Jeg sidder her i min lejlighed mange år senere med en studentereksamen i lommen som jeg godt nok ikke bruger til noget. Har I ikke ofte tænkt: Hvad nu hvis? Hvad hvis dette ikke var hændt mig? Var jeg så stadig bare et vedhæng ude i Værebroparken? Havde jeg været et ungt menneske uden ungdomsuddannelse og på kontanthjælp? Men vi kan ikke lave vores liv om. Jeg har prøvet at skrive min historie uden at få mig til at lyde som et offer. For jeg føler faktisk skyld over nogle af de valg jeg tog i mit liv inden at jeg rejste til USA. Jeg kan erkende et medansvar.
Er der skurke i denne historie? De fleste af dem er faktisk mennesker som tror at de gør en god gerning. Min mor troede at jeg skulle reddes. Angela, Chelsea og Joe gør deres arbejde for at redde børn. De unge guider på overlevelseskurset sikkert det samme og psykologen Albert troede det samme. Lægerne troede at jeg var en stofmisbruger som havde gemt stoffer på sig. Det er ikke kun i USA at man tror at folk gemmer ting i sig. Indsatte i Danske fængsler kan også udsættes for undersøgelser, hvis personalet tror det.
Men problemet var at unge ofte bliver fejlplaceret. Både i USA og i Danmark. Jeg skulle ikke have været på den kostskole eller på overlevelseskurset. Her i Danmark er aviserne fulde af historier om syge unge der har brug for behandling, som i stedet havner på opholdssteder hvor at de bliver udsat for overgreb eller bliver tævet af personalet, fordi at stedet er møntet på hårde kriminelle. Jeg nævner Herkules, Schuberts Minde og Solhaven i flæng. Alligevel bliver syge unge sendt til sådanne steder på grund af fejl hos sagsbehandlere eller andre myndigheder. Min mor betalte for en behandling og jeg fik noget som lignende en boot camp.
Overlevelseskurset er siden lukket. En dreng hængte sig, men det var den økonomiske krise og øget oplysning på Facebook og hjemmesider fra unge der havde været der lukkede kurset. Kostskolen eksisterer endnu, men en dreng døde derude fordi at der var for langt til hospitalet og en brand truede skolen så man var tæt ved at måtte evakuere stedet med helikoptere, så de byggede en ny skole tættere på byen og ændrede på optagelseskriterierne, så de unge de får i dag ikke behøver at blive behandlet som om at de var i fængsel. Goodwin’s far mistede sin status i film-branchen da han tilbød en tidligere sanger at hjælpe med hendes søn. Efter at sønnen kom hjem begik han selvmord på grund af minderne og det svigt han syntes at have oplevet fra sin familie i forbindelse med opholdet på skolen.
Jeg fandt Miriam på Facebook. Hun fortalte at hendes forældre ikke længere arbejder i branchen fordi at der ikke længere er så mange penge i det, da færre forældre vælger at sende deres børn til kurserne og skolerne. Angela er vist buschauffør i La Verkin og Chelsea er en slags SSP-medarbejder i Hurricane. De er ikke selv på nettet.
Lindsay bor fortsat i Los Angeles. Hun har to børn med Jose. Han sidder i fængsel og hun besøger ham så tit at hun kan. Hun arbejder i en slags salon med hår og manicure. Hendes tante ser efter børnene. Hun siger at hun har det godt. Hun er begyndt at tale med sine forældre igen.
Misha kom videre fra kurset til en kostskole i Vermont. Hun kom hjem igen da skolen lukkede efter en skandale hvor nogle piger havde sovet med en ansat. Hun arbejder i dag som kontorassistent og er vist single. Mickey arbejder deltids som bartender og musiker i New York. Robert har jeg ikke kunnet finde.
Far kom aldrig videre. Det var som om at det øjeblik som hans ansvar som far stoppede så fik han fri til at hænge ud med kammeraterne nede på bodegaen. Det er svært at se den person som man har set op til gennem hele sin opvækst som en slags ikon også have sine fejl og mangler. Han har stadig dårlig samvittighed over at det tog så lang tid for ham at opdage hvordan at jeg havde det i USA.
John bor stadig ude i Værebroparken med sin kone. Jeg vil ikke sige mere om det andet end at det er grunden til at jeg ikke vil udgive min beretning som bog. John’s søskende sidder i fængsel på grund af bandekonflikten og jeg er sikker på at jeg ville få tæv hvis jeg offentliggjorde John’s rigtige navn. Han begik identitetstyveri da han hackede min fars mail, men forbrydelsen kan ikke påvises. I 2006 var der ingen lovgivning om logning, så beviserne på hans indtrængen er væk. Min mor havde kopier af mails, men jeg har ikke haft kontakt med hende siden at min afviste hende.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til Clara City igen. Måske til en begravelse, men jeg tvivler på at jeg bliver inviteret. Julekort og alt andet kontakt stoppede i 2007 ikke bare fra min mor, men hele hendes familie. Jeg er blevet opgivet af dem og det har jeg det fint med.
Jeg tænker ofte på om Albert havde ret. Har jeg lavet mit eget lille fængsel baseret på min sociale baggrund? Her i Danmark bryder man sjælden den sociale arv. Det er børn af akademikere som ofte bliver akademikere. Hvis det er sandt ved jeg ikke om jeg nogen ville have lyst til at bryde ud af mit fængsel for jeg opdagede også hvor ubehagelig at jeg kunne være hvis jeg ville opnå i et mål og hvor let at jeg kunne bringes til at knuse et andet menneske i processen. Jeg ødelagde Robert. Den rationelle del af mit sind siger mig at det ikke var Robert som hængte sig på kurset, da det ikke passer sammen rent tidsmæssigt. Alligevel har jeg dårlig samvittighed. Har vi alle en sort side som gør os i stand til at træde på mennesker og ofre dem så vi selv kan overleve?
Det er hvad jeg faktisk er mest ked af. Det er det faktum at jeg kan blive sådan som gør at jeg ikke har lyst til at følge hvad andre mener at jeg har som potentiale til dørs. Det er status på mit liv her i året 2013. Jeg håber at I har kunnet holde ud at læse min historie og vil bære over med slå stave og slåfejl.
Siden er der gået nogle år. Vi skriver nu 2022. Mit liv har ikke ændret sig men det leves da. Jeg har et problem med autoriteter. Da mit daværende arbejdsplads indførte parkeringsfælder udenfor butikken, fordi de ikke kunne bygge butikken større på grund af planloven og derfor skulle tjene penge ved at give bøder som de delte fortjenesten af med parkeringsselskabet, valgte jeg at få nyt arbejde da jeg ikke klare blot tilstedeværelsen af parkeringsvagterne. Så måske er jeg skadet af mine oplevelser dengang, men det er for sent at gøre noget ved dem i dag.
Emo Janice 