Kunne Danmark fungere i Afrika

En skribent på et debatfora spørger om det ville fungere hvis Danmark og Liberia byttede plads. Jeg mener at spørgsmålet ikke bygger på et reelt præmis. For Liberia havde ikke en samlet befolkning. Jeg skrev:

Det som har bragt Danmark velstand er at vi trods det faktum at social arv stadig har formået at få en stor andel af landets befolkning uddannet på et højt niveau. Det vil selvfølgelig nu stoppe som følge af flere regeringers jagt på at få stoppet akademiseringen og få begrænset adgangen til universiteterne til kun at omfatte dem, der fra tidlig alder færdes i omgivelser, hvor man ved hvad der skal til og som kan betale sig til privat skole eller ekstra undervisning, hvis det kniber. Så over tid vil forskning og videnstunge virksomheder flytte til lande, hvor man vægter det anderledes, men det er fremtiden.

Liberia har fra dag et haft det problem at de ikke har nydt godt af koloniseringens goder, som blandt andet indbefatter etablering af et europæisk inspireret uddannelsessystem. Det er ikke blot mit postulat, men også et udsagn fra den nu afdøde præsident af Liberia – William Vacanarat Shadrach Tubman – som sagde:

“Liberia never received the benefits of colonization.”

William Tubman: Modernizer of Liberia (DW)

Man forsøgte at bygge et moderne Liberia baseret på en uddannet elite, hvor mange drog udenlands – specielt USA på grund af landets historie, men havde en massiv andel af befolkningen, som slet ikke var uddannet og eliten støttede op om det, fordi de ville holde på goderne. Der var dog enkelte mønsterbrydere, som rejste til USA og havde aktiviteter der. En af dem var den senere præsident Charles Taylor. Problemet var at nogle af disse mønsterbrydere slog sig sammen med underklassen og de gennemførte et kup som bragte landet til forfald og det er svært at se det land rejse sig i vores levetid trods at de forsøger. For de har intet at bidrage med.

Spørgsmålet var om det var land eller folk. Danmark er et folk, der har formået at samarbejde om adgangen til uddannelse (indtil videre). Liberia blev aldrig beboet af et folk. Landet havde en befolkning bestående af eks. slave-efterkommere, som havde gået i skole, samt nogle lokale hvis formål i livet syntes at være at de skulle af tjent den anden gruppe.

Så hvis man skal sammenligne Danmark med et andet land, skal det være et hvor landets befolkning fra starten har været et folk. Det finder du vanskeligt i Afrika hvor staterne er resultatet af tilfældige streger på et kort. Det svarer lidt til at sige at Indien og Pakistan er to lande. De er kunstige konstruktioner lavet af englænderne som slog 500 stater sammen til to som nu har ligget i evig krig med hinanden siden de fik navn og Israel som også bygger på en ide under Folkeforbundet tegnet af koloniherrer, som ikke lod befolkningen stemme i mellemkrigsårene.

Er det danske embedsværk kompromitteret?

Det er ikke for sjov at Frederik Vad fra socialdemokratiet advokerer for en undersøgelse af offentlige myndigheder for at se om de er blevet kompromitteret af udenlandske og udanske kræfter.

Dels hævder en tidligere svenske statsminister det samme om embedsværket i hans land.

Tidligere svensk statsminister efter banders infiltration af politi: »Problemet findes i alle myndigheder« (Berlingske Tidende)

Dels har danske medier afdækket hvordan et land som Eritrea har skubbet sig ind og har påvirket dansk udlændingepolitik overfor flygtninge fra landet i en periode.

Det er bestemt ikke sundt at være systemkritisk i det land eller sågar i udlandet heriblandt Danmark. Derfor valgte det lidt opsigt at Danmark beskrev landet som flydende med mælk og honning i menneskeretslig forstand. Jeg tvivler ikke et sekund på at vores embedsværk gør et grundigt arbejde med at sætte sig ind i andre landes forhold. Så grundigt at vores holdning godt kan være den total modsatte af resten af verdens.
Men når det kommer til stykket, så bygger vores holdninger på research af kilder og samarbejdspartnere. Der er her at man måske kan frygte at agenter fra Eritrea vis småjobs som tolke og konsulenter for vores embedsværk kan have ført infiltrering så rapporternes konklusioner bliver forkerte.

Det er pænt alvorligt hvis fremmede magter får indflydelse på dansk politik. Danmark tilhører den yderste elite både når det gælder civilisation og tilstedeværelse af intelligens. Derfor respekteres vores holdninger så det nærmest kan sammenlignes med ærbødighed fordi andre lande godt ved at de ikke kan nå os til sokkeholderne. Derfor skal vi fortsætte med at holde vores standarder højt og sikre os at andre lande ikke får indflydelse. Vi kan undvære resten af verdenen, men de kan ikke undvære os. Jeg imødeser en undersøgelse. Det har aldrig været vigtigere.

En trist dag i dag

Jeg fik ikke løbet idag. Lige så snart jeg stod ud af sengen vidste jeg at det vil blive en trist dag. I dag er det dagen hvor en helligdag er stjålet fra os. Idag er dagen hvor regimet i København har besluttet at vi skal til at arbejde os til døde. Jeg havde så mange ting, som jeg skulle gøre idag, men det bliver ikke til noget. Jeg vil være træt, når jeg kommer hjem. Jeg ser med tristhed på en verden hvor vi skal være den befolkningsgruppe i verden som skal pines mest muligt.

Hvad har vi gjort når vi skal tåle meget hårdere livsbetingelser end noget som helst andet folkeslag på denne klode?

Jeg forstår det ikke.

Jo, regimet fyrer alle mulige postulater af, men vi kan ikke bruge dem til noget. Store Bededag er væk og det er bare en helvedes dag uden lige at prøve at overleve.

Jeg har ikke lyst til at skrive mere. Når jeg lukker øjnene i aften håber jeg at det er med modet til at tro på at de kommende dage vil blive bedre, men i sindet har jeg allerede indstillet mig på at det bedste der kunne ske ville være at jeg blev udfriet fra dette liv.

Det er bare en trist dag!

For mange overvægtige siger de

Jeg har været underhøj i mange år. Det var ikke noget som jeg tænkte over for normalbilledet på gaden ændrede sig i samme takt med hvad min krop gjorde.

Nu har man vundet kampen mod rygning, så det lå til højrefoden at man skulle finde en ny gruppe at se ned på, selvom overvægt betyder en lavere risiko for at blive en del af ældrebyrden, som bliver en stor belastning for landet fordi ingen fornuftig nok gider at få flere børn når landets fremtidsudsigter er som de er.

Jeg valgte at ændre på det og jeg er faldet 7 tal ned i mit BMI. Jeg er stadig overvægtig og skal nok nå mit mål selvom økonomien ikke tillader den medicinske vej. Jeg vil ikke pege fingre af andre for jeg ved hvor meget jeg har givet afkald på det for at nå det resultat jeg er kommet til. Blandt andet mit sociale liv som jeg har måttet nedprioritere da alkohol og vægttab ikke går godt i spænd.

Jeg synes ikke at man kan forpligte de overvægtige på nogen som helst måde, når man ser på hvad man tillader at kalde fødevarer i butikken. Jeg må tillade mig at se over at man tænker på at sætte ind mod børns overvægt. De laver ikke deres mad selv og så længe at man ikke gør sund mad til det billigste at købe, så sker der intet fordi det for de fleste af os handler om ren overlevelse når vi skal få pengene til at række.

Danmark er nu et negativ forbillede for resten af verdenen

I Japan har man et udtryk som hedder Karoshi. Det står for at arbejde sig til døde. Alligevel er debatten i Japan at de nu skal sætte farten op. Hvorfor: Fordi Danmark er blevet kendt som et land med stor effektivitet hvor at den ophøjede leder har folk som går efter dem der har gjort det godt med beskeden om at de ikke skal sætte farten ned uanset at de har skabt jobs og er blevet millionærer for samfundet kræver mere af dem.

For ikke så lang tid siden ændrede den Franske præsident Macron pensionsreglerne inspireret af Danmark og smadrede livet for sin befolkning. Hvorfor skal vi være negative forbilleder for verdenen?

Kilder:

Folk mister deres arbejde på grund af drømmere

Problem: Lastbiler støjer og forurener når de leverer varer til vores butikker. I det mindste får vi varer til vores butikker selvom vi dårligt har råd til at købe dem på grund af krigen som har gjort Danmark – som i forvejen er en af de steder på kloden, hvor befolkningen må tåle mest blot så de kan leve et anstændigt – til et endnu værre sted.

Så regeringen beslutter at drømme. “Hvad hvis vi drømmer os til at alle lastbiler kan køre på El”. Godt nok skal vi så leve med køreledninger på vejene, hvilket jeg slet ikke kan regne ud hvad det vil koste fordi rækkevidden af en lastbil på el næsten kun er 100 meter nede af vejen. I Tyskland har de derfor sat køreledninger op på motorvejen, men det har vi ikke i Danmark.

Vi vil komme til at ligne England eller det gamle SovjetUnionen. Der vil være tomme hylder når de dieseldrevne lastbiler forsvinder uden at der er opfundet et alternativ. Lastbil-chaufførerne vil følge billetsælgere på stationerne, personalet på posthusene ud i arbejdsløshedskøen. Det var de selvfølgelig ikke glade for, så de vil blokere. Den første dag var en mandag for nogle uger siden.

Jeg kom ikke til mærke det på min cykel, men for bilisterne var mandagen “business as usual”. Folk sidder altid i kø på motorvejen fordi offentlig transport i Danmark er sindsygt dyrt, så folk må tåle det og ovenikøbet plages af parkeringsvagter når de kommer frem til deres arbejde.

Regeringen har indført vejskat som realiteten vil stille vognmandsfirmaer fra udlandet bedre da de kun skal betale vejskat af det korte tidpunkt de leverer varer eller kører igennem landet. De nuværende regler for cabotagekørsel gør at leverancer til Danmark kunne leveres centralt og læses over på en større flåde af mindre varevogne, der drives af selvstændige lig som man kender fra madudbringningsfirmaerne.

Ved at tvinge en hel branche til at forlade Danmark har vi større chance for at opnå vores klimamål medmindre at stigningen i antallet af små varevogne vil udligne at der ikke kører lastbiler mellem indenlandske destinationer.

De små vognmænd har været utilfredse og havde annonceret en politisk manifestation. Det løb er nu kørt idet politiet kun gider at lave undtagelser for sportsbegivenheder som f.eks. Københavns Marathon, der vil lukke hele byen ned, men ikke for politiske manifestationer.

‘Politiet kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.’

Så det er ulovligt at holde vejen spærret på grund af en politisk protest. Noget som klimaforkæmpere gør hele tiden. Til gengæld skal folk nok blive hjemme på dagen for det pågældende marathon.

Hvad mener I? Burde politiet revurdere når vi taler om så mange menneskers levebrød? I min optik ja.

23. Epilog

Jeg sidder her i min lejlighed mange år senere med en studentereksamen i lommen som jeg godt nok ikke bruger til noget. Har I ikke ofte tænkt: Hvad nu hvis? Hvad hvis dette ikke var hændt mig? Var jeg så stadig bare et vedhæng ude i Værebroparken? Havde jeg været et ungt menneske uden ungdomsuddannelse og på kontanthjælp? Men vi kan ikke lave vores liv om. Jeg har prøvet at skrive min historie uden at få mig til at lyde som et offer. For jeg føler faktisk skyld over nogle af de valg jeg tog i mit liv inden at jeg rejste til USA. Jeg kan erkende et medansvar.

Er der skurke i denne historie? De fleste af dem er faktisk mennesker som tror at de gør en god gerning. Min mor troede at jeg skulle reddes. Angela, Chelsea og Joe gør deres arbejde for at redde børn. De unge guider på overlevelseskurset sikkert det samme og psykologen Albert troede det samme. Lægerne troede at jeg var en stofmisbruger som havde gemt stoffer på sig. Det er ikke kun i USA at man tror at folk gemmer ting i sig. Indsatte i Danske fængsler kan også udsættes for undersøgelser, hvis personalet tror det.

Men problemet var at unge ofte bliver fejlplaceret. Både i USA og i Danmark. Jeg skulle ikke have været på den kostskole eller på overlevelseskurset. Her i Danmark er aviserne fulde af historier om syge unge der har brug for behandling, som i stedet havner på opholdssteder hvor at de bliver udsat for overgreb eller bliver tævet af personalet, fordi at stedet er møntet på hårde kriminelle. Jeg nævner Herkules, Schuberts Minde og Solhaven i flæng. Alligevel bliver syge unge sendt til sådanne steder på grund af fejl hos sagsbehandlere eller andre myndigheder. Min mor betalte for en behandling og jeg fik noget som lignende en boot camp.

Overlevelseskurset er siden lukket. En dreng hængte sig, men det var den økonomiske krise og øget oplysning på Facebook og hjemmesider fra unge der havde været der lukkede kurset. Kostskolen eksisterer endnu, men en dreng døde derude fordi at der var for langt til hospitalet og en brand truede skolen så man var tæt ved at måtte evakuere stedet med helikoptere, så de byggede en ny skole tættere på byen og ændrede på optagelseskriterierne, så de unge de får i dag ikke behøver at blive behandlet som om at de var i fængsel. Goodwin’s far mistede sin status i film-branchen da han tilbød en tidligere sanger at hjælpe med hendes søn. Efter at sønnen kom hjem begik han selvmord på grund af minderne og det svigt han syntes at have oplevet fra sin familie i forbindelse med opholdet på skolen.

Jeg fandt Miriam på Facebook. Hun fortalte at hendes forældre ikke længere arbejder i branchen fordi at der ikke længere er så mange penge i det, da færre forældre vælger at sende deres børn til kurserne og skolerne. Angela er vist buschauffør i La Verkin og Chelsea er en slags SSP-medarbejder i Hurricane. De er ikke selv på nettet.

Lindsay bor fortsat i Los Angeles. Hun har to børn med Jose. Han sidder i fængsel og hun besøger ham så tit at hun kan. Hun arbejder i en slags salon med hår og manicure. Hendes tante ser efter børnene. Hun siger at hun har det godt. Hun er begyndt at tale med sine forældre igen.

Misha kom videre fra kurset til en kostskole i Vermont. Hun kom hjem igen da skolen lukkede efter en skandale hvor nogle piger havde sovet med en ansat. Hun arbejder i dag som kontorassistent og er vist single. Mickey arbejder deltids som bartender og musiker i New York. Robert har jeg ikke kunnet finde.

Far kom aldrig videre. Det var som om at det øjeblik som hans ansvar som far stoppede så fik han fri til at hænge ud med kammeraterne nede på bodegaen. Det er svært at se den person som man har set op til gennem hele sin opvækst som en slags ikon også have sine fejl og mangler. Han har stadig dårlig samvittighed over at det tog så lang tid for ham at opdage hvordan at jeg havde det i USA.

John bor stadig ude i Værebroparken med sin kone. Jeg vil ikke sige mere om det andet end at det er grunden til at jeg ikke vil udgive min beretning som bog. John’s søskende sidder i fængsel på grund af bandekonflikten og jeg er sikker på at jeg ville få tæv hvis jeg offentliggjorde John’s rigtige navn. Han begik identitetstyveri da han hackede min fars mail, men forbrydelsen kan ikke påvises. I 2006 var der ingen lovgivning om logning, så beviserne på hans indtrængen er væk. Min mor havde kopier af mails, men jeg har ikke haft kontakt med hende siden at min afviste hende.

Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til Clara City igen. Måske til en begravelse, men jeg tvivler på at jeg bliver inviteret. Julekort og alt andet kontakt stoppede i 2007 ikke bare fra min mor, men hele hendes familie. Jeg er blevet opgivet af dem og det har jeg det fint med.

Jeg tænker ofte på om Albert havde ret. Har jeg lavet mit eget lille fængsel baseret på min sociale baggrund? Her i Danmark bryder man sjælden den sociale arv. Det er børn af akademikere som ofte bliver akademikere. Hvis det er sandt ved jeg ikke om jeg nogen ville have lyst til at bryde ud af mit fængsel for jeg opdagede også hvor ubehagelig at jeg kunne være hvis jeg ville opnå i et mål og hvor let at jeg kunne bringes til at knuse et andet menneske i processen. Jeg ødelagde Robert. Den rationelle del af mit sind siger mig at det ikke var Robert som hængte sig på kurset, da det ikke passer sammen rent tidsmæssigt. Alligevel har jeg dårlig samvittighed. Har vi alle en sort side som gør os i stand til at træde på mennesker og ofre dem så vi selv kan overleve?

Det er hvad jeg faktisk er mest ked af. Det er det faktum at jeg kan blive sådan som gør at jeg ikke har lyst til at følge hvad andre mener at jeg har som potentiale til dørs. Det er status på mit liv her i året 2013. Jeg håber at I har kunnet holde ud at læse min historie og vil bære over med slå stave og slåfejl.


Siden er der gået nogle år. Vi skriver nu 2022. Mit liv har ikke ændret sig men det leves da. Jeg har et problem med autoriteter. Da mit daværende arbejdsplads indførte parkeringsfælder udenfor butikken, fordi de ikke kunne bygge butikken større på grund af planloven og derfor skulle tjene penge ved at give bøder som de delte fortjenesten af med parkeringsselskabet, valgte jeg at få nyt arbejde da jeg ikke klare blot tilstedeværelsen af parkeringsvagterne. Så måske er jeg skadet af mine oplevelser dengang, men det er for sent at gøre noget ved dem i dag.

Der mangler ikke arbejdskraft i Danmark – grib ind overfor fup istedet

Danske firmaer vil gerne importere arbejdskraft. Det er klart at de vil det, hvis de kan få arbejderne til 30 kroner i timen.

Faktum er at der ikke mangler arbejdskraft i Danmark. Der mangler vilje hos arbejdsgiverne dels at betale det som arbejderne er værd og dels at bruge tid på at lære dem op.

I Danske supermarkeder er det snart normalt at det kun er chefen og afløseren for denne som får normal løn.

Resten er:

  • Unge under 18 år.
  • Folk i Jobtræning hvor lønnen betales af skatteborgerne.
  • Folk med særlige behov.
  • Og flygtninge med specielle tilladelser til at arbejde til en lavere løn.

Det er virkeligheden i Danmark anno 2022. Det er virkelig ikke et skønt syn. Derfor lyder det falsk når virksomhederne mener at de mangler arbejdskraft.

Kilde:

Firma udlejer østarbejdere til 30 kroner i timen (Fagbladet 3F)

Tour de France var i Danmark

Tour de France kom til Danmark.

Jeg havde det på den måde at jeg nok ikke kommer til København for at se cykelløb – primært fordi jeg var på arbejde.

Jeg havde det også på den måde at det nok kunne sker en gang i min levetid at et bestemt arrangement kommer hertil så fred være med det. Jeg kunne tage fri og ligge mig under dynen den weekend. Det var noget andet hvis jeg blev generet hver weekend som når nogle fodboldstilskuere går amok på vej til eller fra stadion.

En person synes at vores land er for lille til Tour De France. Jeg var uenig med ham. Der gik ikke noget fra mig fordi nogle veje var spærret. Der gik heller ikke noget fra mig selvom det kostede millioner at have dem forbi. Vi bruger så mange penge på underlige ting. Et par til eller fra gør ikke den store forskel.

Nu har den været her. Det sker nok ikke igen i min levetid og jeg er også ligeglad.

Kilde: 

Arne til tour’en: Skrid hjem (Ekstra-Bladet)

En ny-puritansk bølge skyller ind over Danmark

Jeg sad i dag og streamede “Under the Banner of Heaven”. Jeg kom til at tænke tilbage på min tid i Utah, om vores samfund i dag og jeg er bekymret.

Et er at kvinder har oplevet et stort tilbageskridt i Afghanistan efter at Taliban er kommet til. Men TV-serien fik mig til at tænke på hvordan vi piger på overlevelsesturen blev betragtet som nogle der skulle opdrages til at tjene deres mand.

Aldrig har en øl smagt så godt som da jeg kom tilbage til Danmark. Jeg har drukket alkohol siden jeg var 14 ganske som de fleste unge. I den tid hvor verdenen var fjernet fra mig lærte jeg at sætte pris på vores frihedsgoder. Vores ytringspligt som vi burde se den frem for ytringsfrihed. Vi skal tale ned til omverdenen og lære dem over vores overlegne kultur.

Men vi skal også bekæmpe de indre farer. Ny-puritanske budskaber forklædt som forskning har medført at mange unge må vente en tid før at de kan skabe fællesskaber på deres ungdomsuddannelser. Det er en glidebane for målet for de kræfter der betaler forskere er en alkoholgrænse på 21 år og fjernelse af kaffe og te på skolerne ligeså.

Vi har måske den laveste andel af unge som stopper på ungdomsuddannelserne i verdenen. Andre steder har man etableret boot camp, man har fængslet forældrene og andre sindssyge tiltag for at holde de unge i skolen hvor man i Danmark har etableret fredagsbar og med det ene værktøj har man formået at holde de unge i skolen, så de også kommer ud erhvervsparate til et arbejdsmarkedet hvor stort set alle stillingsannoncer taler om fredagsbar som den primære årsag til at unge skal søge arbejde netop i dette firma.

“Under the Banner of Heaven” giver måske det mest nøjagtige billede af hvordan USA er i dag når vi ser på de indre linjer i familien. Det burde være et must-see TV-serie. Den almindelige borger i USA ser ikke præsidenten, senatet og kongressen som en del af deres parlamentariske system. De ser dem som en slags EU – en slags overelitær gruppering som griber ind i deres daglige liv og som de dårligt gider at deltage i valghandlinger omkring.

TV-serien vækkede så mange tanker i mig. Jeg kan kun anbefale den.