23. Epilog

Jeg sidder her i min lejlighed mange år senere med en studentereksamen i lommen som jeg godt nok ikke bruger til noget. Har I ikke ofte tænkt: Hvad nu hvis? Hvad hvis dette ikke var hændt mig? Var jeg så stadig bare et vedhæng ude i Værebroparken? Havde jeg været et ungt menneske uden ungdomsuddannelse og på kontanthjælp? Men vi kan ikke lave vores liv om. Jeg har prøvet at skrive min historie uden at få mig til at lyde som et offer. For jeg føler faktisk skyld over nogle af de valg jeg tog i mit liv inden at jeg rejste til USA. Jeg kan erkende et medansvar.

Er der skurke i denne historie? De fleste af dem er faktisk mennesker som tror at de gør en god gerning. Min mor troede at jeg skulle reddes. Angela, Chelsea og Joe gør deres arbejde for at redde børn. De unge guider på overlevelseskurset sikkert det samme og psykologen Albert troede det samme. Lægerne troede at jeg var en stofmisbruger som havde gemt stoffer på sig. Det er ikke kun i USA at man tror at folk gemmer ting i sig. Indsatte i Danske fængsler kan også udsættes for undersøgelser, hvis personalet tror det.

Men problemet var at unge ofte bliver fejlplaceret. Både i USA og i Danmark. Jeg skulle ikke have været på den kostskole eller på overlevelseskurset. Her i Danmark er aviserne fulde af historier om syge unge der har brug for behandling, som i stedet havner på opholdssteder hvor at de bliver udsat for overgreb eller bliver tævet af personalet, fordi at stedet er møntet på hårde kriminelle. Jeg nævner Herkules, Schuberts Minde og Solhaven i flæng. Alligevel bliver syge unge sendt til sådanne steder på grund af fejl hos sagsbehandlere eller andre myndigheder. Min mor betalte for en behandling og jeg fik noget som lignende en boot camp.

Overlevelseskurset er siden lukket. En dreng hængte sig, men det var den økonomiske krise og øget oplysning på Facebook og hjemmesider fra unge der havde været der lukkede kurset. Kostskolen eksisterer endnu, men en dreng døde derude fordi at der var for langt til hospitalet og en brand truede skolen så man var tæt ved at måtte evakuere stedet med helikoptere, så de byggede en ny skole tættere på byen og ændrede på optagelseskriterierne, så de unge de får i dag ikke behøver at blive behandlet som om at de var i fængsel. Goodwin’s far mistede sin status i film-branchen da han tilbød en tidligere sanger at hjælpe med hendes søn. Efter at sønnen kom hjem begik han selvmord på grund af minderne og det svigt han syntes at have oplevet fra sin familie i forbindelse med opholdet på skolen.

Jeg fandt Miriam på Facebook. Hun fortalte at hendes forældre ikke længere arbejder i branchen fordi at der ikke længere er så mange penge i det, da færre forældre vælger at sende deres børn til kurserne og skolerne. Angela er vist buschauffør i La Verkin og Chelsea er en slags SSP-medarbejder i Hurricane. De er ikke selv på nettet.

Lindsay bor fortsat i Los Angeles. Hun har to børn med Jose. Han sidder i fængsel og hun besøger ham så tit at hun kan. Hun arbejder i en slags salon med hår og manicure. Hendes tante ser efter børnene. Hun siger at hun har det godt. Hun er begyndt at tale med sine forældre igen.

Misha kom videre fra kurset til en kostskole i Vermont. Hun kom hjem igen da skolen lukkede efter en skandale hvor nogle piger havde sovet med en ansat. Hun arbejder i dag som kontorassistent og er vist single. Mickey arbejder deltids som bartender og musiker i New York. Robert har jeg ikke kunnet finde.

Far kom aldrig videre. Det var som om at det øjeblik som hans ansvar som far stoppede så fik han fri til at hænge ud med kammeraterne nede på bodegaen. Det er svært at se den person som man har set op til gennem hele sin opvækst som en slags ikon også have sine fejl og mangler. Han har stadig dårlig samvittighed over at det tog så lang tid for ham at opdage hvordan at jeg havde det i USA.

John bor stadig ude i Værebroparken med sin kone. Jeg vil ikke sige mere om det andet end at det er grunden til at jeg ikke vil udgive min beretning som bog. John’s søskende sidder i fængsel på grund af bandekonflikten og jeg er sikker på at jeg ville få tæv hvis jeg offentliggjorde John’s rigtige navn. Han begik identitetstyveri da han hackede min fars mail, men forbrydelsen kan ikke påvises. I 2006 var der ingen lovgivning om logning, så beviserne på hans indtrængen er væk. Min mor havde kopier af mails, men jeg har ikke haft kontakt med hende siden at min afviste hende.

Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til Clara City igen. Måske til en begravelse, men jeg tvivler på at jeg bliver inviteret. Julekort og alt andet kontakt stoppede i 2007 ikke bare fra min mor, men hele hendes familie. Jeg er blevet opgivet af dem og det har jeg det fint med.

Jeg tænker ofte på om Albert havde ret. Har jeg lavet mit eget lille fængsel baseret på min sociale baggrund? Her i Danmark bryder man sjælden den sociale arv. Det er børn af akademikere som ofte bliver akademikere. Hvis det er sandt ved jeg ikke om jeg nogen ville have lyst til at bryde ud af mit fængsel for jeg opdagede også hvor ubehagelig at jeg kunne være hvis jeg ville opnå i et mål og hvor let at jeg kunne bringes til at knuse et andet menneske i processen. Jeg ødelagde Robert. Den rationelle del af mit sind siger mig at det ikke var Robert som hængte sig på kurset, da det ikke passer sammen rent tidsmæssigt. Alligevel har jeg dårlig samvittighed. Har vi alle en sort side som gør os i stand til at træde på mennesker og ofre dem så vi selv kan overleve?

Det er hvad jeg faktisk er mest ked af. Det er det faktum at jeg kan blive sådan som gør at jeg ikke har lyst til at følge hvad andre mener at jeg har som potentiale til dørs. Det er status på mit liv her i året 2013. Jeg håber at I har kunnet holde ud at læse min historie og vil bære over med slå stave og slåfejl.

---

Siden er der gået nogle år. Vi skriver nu 2022. Mit liv har ikke ændret sig men det leves da. Jeg har et problem med autoriteter. Da mit daværende arbejdsplads indførte parkeringsfælder udenfor butikken, fordi de ikke kunne bygge butikken større på grund af planloven og derfor skulle tjene penge ved at give bøder som de delte fortjenesten af med parkeringsselskabet, valgte jeg at få nyt arbejde da jeg ikke klare blot tilstedeværelsen af parkeringsvagterne. Så måske er jeg skadet af mine oplevelser dengang, men det er for sent at gøre noget ved dem i dag.

22. Hvad der videre skete i Danmark

Efter det endelige brud med John var det som om at jeg også brød med verdenen. Jeg startede i folkeskolen igen. Jeg fik lov til at starte på 9. klasse en gang til, da mit fravær året før havde været massivt. Jeg havde planlagt at gå på et 10. klassecenter for at få tid til at tænke over hvad jeg ville da vi fik et brev fra mors advokat.

Hun ville gå efter forældremyndigheden hvis jeg ikke tog på en kristen efterskole i Danmark. Hun havde fundet en efterskole som arrangerede bibellejr om sommeren. Det var selvfølgelig noget andet end kostskolen ude i ørkenen, men jeg ville ikke andet end det lokale 10. klasse center. Hendes brev gav mig en depression som efter afslutningen på skoleåret betød at jeg måtte opsøge læge. Lægen gav mig nogle piller og skrev til begge mine forældre at skoleåret 2007 – 2008 var sat af til behandling hos en psykolog. Psykologen talte noget om Posttraumatisk stress tilstand. Jeg ved ikke helt hvad det er. Jeg var sygemeldt og så kunne de i mellemtiden blive enige om hvad jeg så skulle næste år.

Sidst i august 2007 skete der så det at den pågældende efterskole havde nogle elever ude i en båd. Den gik i stå. Der var ikke redningsudstyr så de kunne tilkalde hjælp. De var ved at drukne med en lille færge kom tilfældig forbi og reddede dem. Den historie fik min far til at skrive til min mor at nu havde hun blandet sig i mit liv for sidste gang. Hun kunne true med alle de advokater hun havde lyst til. Hun ville ikke få forældremyndigheden og jeg skulle ikke gå på nogen som helst efterskole når de ikke engang havde styr på elevernes sikkerhed.

Så stoppede mors trusler. Jeg fik det bedre. Jeg fik et arbejde på vores lokale burgerbar som jeg passede indtil at jeg startede i 10. klassecentret. Det blev alligevel til at jeg bagefter startede i gymnasiet i stedet for 10. klasse. Jeg ville bevise overfor min mor at jeg godt kunne klare gymnasiet på trods af at jeg boede i et socialt belastet boligområde. De 3 år blev klaret på en kombination af had, trods og hårdt arbejde. Skriveren blev min mentor på trods af at han ofte var fuld. På trods af min triumf så kunne jeg så konstatere at det var en slags tom sejr fordi at jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge min studentereksamen til. Så jeg tog arbejde i Netto.

Da jeg blev færdig flyttede jeg også hjemmefra. Min far havde stadig problemet med flasken og han havde nok også skyldfølelse overfor at han ikke havde grebet ind før. Jeg flyttede ind i en lille lejlighed hvor at jeg hurtigt kom ind i en daglig rutine uden meget andet end professionel kontakt med mine medmennesker og det er så her at jeg er i dag.

For et år siden fik jeg en tyk pakke fra USA. Den rummede mine journaler fra overlevelseskurset og kostskolen. Først ville jeg smide dem ud, men så indså jeg at jeg kun kunne konfrontere fortidens dæmoner ved at læse dem og producere noget fornuftigt ud af dem, hvilket bringer mig til sidste afsnit af min beretning.

21. Det endelige svigt

Da jeg kom hjem til lejligheden brugte jeg det første døgn på at sove. Rejsen havde tæret mere på mig end jeg først havde troet. Det var som om at jeg var søsyg. Stuen sejlede og min balance var helt kaput. Jeg kan forstå på mennesker der har rejst fra vest mod øst over Atlanten at det var meget normalt, men jeg syntes godt nok at det var ubehageligt.

Jeg havde sat mig for at møde John som noget af det første. Jeg ringede til ham. Det var hans mor som tog telefonen. Hun sagde at John ikke ville tale med mig. Det havde hun gjort så tit, så jeg prøvede igen senere. Da fik jeg igen fat i hans mor med samme resultat.

Jeg tog til frisøren og fik repareret mit hår der havde taget skade af de mange timer i solen og den hårfarvning jeg havde fået lavet. Det kom til at blive et nogenlunde resultat efter hård indsats fra min frisør.

Så tog jeg hen til John. Nu ville jeg møde ham og fortælle ham hvor meget at jeg elskede ham. Jeg ringede på hos hans forældre. Hans mor lukkede op og fortalte mig at han ikke boede der mere og at han ikke ville snakke med mig. Det kunne jeg ikke forstå. Han havde jo over telefonen sagt at han ville forsøge at hjælpe mig.

Jeg fik fat på nogle af hans kammerater og fik hans nye adresse som var i en anden beboelsesblok. Da jeg ringede på åbnede en pige døren og spurgte hvad jeg ville. John kom til døren og så ud som om at han havde set et spøgelse. Noget var galt. Jeg kiggede på dørskiltet. HAN VAR GIFT!

Jeg vendte grædende om og løb hjem. Jeg var fuldstændig opløst. Nu kunne jeg ikke finde ud af noget mere. John som jeg troede havde støttet mig hele vejen var rendt af med en anden pige og de havde giftet sig. Min fremtid var væk. Jeg kunne ikke se formål med noget som helst. Om aftenen ringede John og bad mig møde ham nede på burgerbaren. Så ville han komme med en forklaring.

Næste dag mødtes jeg så med John. Han præsenterede først hans kone som jeg kalder Ulla. Hun var fra samme land som John kom fra. Der var lavet en aftale om at hans skulle gifte sig med Ulla fordi at der i hans hjemland skulle være en form for aftale jeg ikke fattede en meter af. Han havde først opfattet giftemålet med Ulla som en belastning, men han var kommet til at elske Ulla og indså kort før min afrejse til USA at Ulla var hans fremtid. Han indrømmede at han havde det svært med at slå op og det var derfor at han havde opført sig så tarveligt.

For det var mere end blot et svigt. Han havde hakket min fars mail og via et webmail interface havde han set min mors efterlysning af mig til min far. Han havde så ladet som om at han var min far og havde givet min mor oplysninger om min flugt begge gange. Han havde givet tilladelse til at hun sendte mig væk i håbet om at jeg nok havde glemt ham. Havde vi ikke siddet mit i en burgerbar med drive-in spor og børnefamilier havde jeg slået ham ihjel på stedet. Her havde jeg under hele mit ophold i USA stolet på John mere end nogen anden. Selv da jeg i min mine mest håbløse øjeblikke havde troet at min far havde svigtet mig, så havde jeg regnet John for at være min støtte, mit holdepunkt.

John fjernede min sidste tro på andre mennesker den dag. Jeg gik hjem med tårerne trillende ned af kinderne.

20. En uventet overraskelse

Jeg husker det som i går. Jeg sad foran computeren da Goodwin kom ind i klassen. Det var ret usædvanligt. Han kaldte på mig med vrede i stemmen og bad mig om at følge efter ham. Jeg var næsten ved at tisse i bukserne af bare nervøsitet. Hvilken regel havde jeg brudt? Hvor længe skulle jeg være på niveau 0 denne gang?

Jeg blev ført ind i hovedbygningen og fik besked på at sidde i et tomt kontor. Jeg ved ikke hvor længe at jeg havde siddet der da døren gik op og sammen med Goodwin stod min far pludselig foran mig sammen med en ældre mand jeg havde set ham sammen med et par gange.

Jeg var målløs! Far her! Hvad skete der? Far skubbede Goodwin til side og omfavnede mig. ”Janice. Min tøs. Hvad har de dog gjort ved dig?” Goodwin rømmede sig og sagde at han havde en kuvert med mit pas og mine papirer. Vi havde 10 minutter til at forlade skolens område. Ellers ville de tilkalde politiet. Der var ikke tid til at gå tilbage til sovesalen og faktisk havde jeg heller intet som jeg ville have med. Vi satte os ud i hans lejede bil og kørte væk fra skolen.

Vi var kommet ud til den store landevej, da far begyndte at tale. Han havde fået mit brev og han kunne ikke forstå det med overlevelseskurset. Han havde forinden fået et brev fra min mor om at jeg ønskede at tilbringe et år i USA og jeg havde så travlt med min skole at jeg nok selv skulle skrive til ham senere. Det var han blevet ked af og han sagde at han faktisk havde brugt meget tid nede på bodegaen. Den anden mand i bilen var skriveren som han præsterede mig for. Skriveren havde været advokat på Sydsjælland og havde lånt af klientkontoen. Det havde han mistet sin bestalling for. Han havde derefter læst til ejendomsmægler hvor at de etiske krav i faget ikke er så høje. Nu havde han trukket sig tilbage og var også havnet på bodegaen hvor han og min far så talte om livets store problemer det meste af tiden.

Men da han så fik mit brev fandt han ud af at noget var galt. Han havde regnet med at jeg gik på et almindeligt gymnasium og ikke en skole for adfærdsvanskelige unge. Han havde kontaktet min mor som påstod at han jo udmærket havde været bekendt med hendes valg da han havde givet grønt lys på computeren, men den havde han ikke haft tændt i umindelige tider og da han så tændte den var der ingen mails.

Da han havde forældremyndigheden så havde han fortalt min mor at han ville tage til USA med det og få mig med hjem. Hun havde truet med alverdens ulykker, men da han havde hendes underskrift på at han fik forældremyndigheden da de fik skilsmisse, så var der intet hun kunne gøre medmindre at hun trak ham i retten hjemme i Danmark.

Så han rejste og han tog skriveren med der kendte advokater i USA, hvis der skulle opstå problemer. Goodwin havde været overrasket og var blevet sur, men der var intet han kunne gøre. Han måtte frigive mig og det med det samme for at undgå at blive sagsøgt for at holde mig fanget ulovligt, da han ikke havde undersøgt det med forældremyndigheden og derfor faktisk havde kidnappet mig i forhold til lovgivningen ved at have mig på skolen uden tilladelse fra den forælder som havde forældremyndigheden.

Vi kom til St. George og tog et fly til New York. Her boede vi på et hotel i Midtown og jeg fik hurtigt noget andet tøj at gå i end skoleuniformen. Næste morgen fløj vi videre imod København. Efter 5 måneder i USA var jeg nu tilbage i Danmark. Jeg havde fået mit liv tilbage. Nu gjaldt det min fremtid med John.

19. Familieterapi og afklaring

Jeg var nu kommet op på næste niveau, som de kaldte ”Studerende”. Mit nye uniform var nu en brun nederdel og en T-shirt med navnet på min sovesal.

Vores sovesal var stadig et af skurene. I hvert skur var der 2 værelser hvor at der var 4 senge. Der var toilet og et køkken. En voksen tog sig af hvert hus. Alice var vores vicevært. Hun kaldte sig ”Dorm mother”, men hun var ikke min mor, så hvor hun havde ideen om den titel fra ved jeg ikke.

Jeg skulle gå i skole. Da jeg kom hen til skolestuen som lå i en af hovedbygningerne, så fik jeg vist en arbejdsplads som var en computerarbejdsplads med afskærmning til mine kammerater. Alle opgaver blev lavet på computeren. Man fik et login. Man fik nogle tekster eller matematikopgaver. Når man f.eks. havde læst et kapitel i en bog så kom computeren med spørgsmål. Jeg fandt ud af at hvis man svarede forkert, så stillede den flere spørgsmål og havde man for mange forkerte, så sendte den en mail til læreren som så gav en konsekvens som man skulle udføre før at man måtte tage spørgsmålene igen. Man kunne så selv vælge om man ville prøve med det samme eller læse kapitlet igen.

Man kunne række hånden i vejret og så ville læreren i teorien hjælpe en, men læreren var typisk et ungt menneske som lige havde bestået sin eksamen. Nogen gange hvis der var sygdom var det faktisk en elev fra de højere niveauer, som fungerede som nødlærer og i princippet var systemet også mere baseret på udenadslære baseret på computerens tekster end analyse og debat i samarbejde med lærergruppen. Det var en hel anden måde at blive undervist på i forhold til hvad jeg havde kendt til i Danmark.

Om onsdagen var det terapi dag. Vi startede med individuel terapi og om eftermiddagen var der sovesalsmøde som godt kunne udvikle sig til en omgang psykodrama. Der var her at jeg mødte Albert som skulle få stor betydning for mit fortsatte ophold i USA.

Han så det som sin opgave at få mig til at få et godt forhold til min mor igen. Vi talte om de indrømmelser som jeg havde givet for at kunne komme et niveau op. Han fortalte at min mor var glad for at jeg havde gjort rent bord fordi at indrømmelserne fortalte hende at hendes fornemmelser var korrekte. Jeg levede et udsvævende liv i Danmark som kun kunne føre mig en vej og det i graven eller til liv indhyllet i tøj som en tjenende ånd i et mellemøstligt land.

Psykologen spurgte ind til mit liv i Danmark og mit liv med John. Han havde meget svært ved at forstå at alkohol bare kunne købes frit for en pige som mig. Han forstod ikke at min far havde tilladt forholdet til John. Det blev lange samtaler med Albert og efter nogle konsultationer også med telefonterapi med min mor. Inden samtalen fik jeg dog at vide at jeg ville blive degraderet til niveau 0, hvis jeg sagde noget negativt om skolen. Hvordan at jeg levede og hvordan at jeg blev undervist var ikke noget min mor skulle bruge tid at tænke på. Det handlede alene om hende og mit forhold.

Der var en ting som nagede mig. Jeg havde fået at vide at min far havde givet tilladelse til at jeg blev sendt til overlevelseskurset og senere til denne skole. Det ville jeg simpelthen ikke tro på. Det kostede mig 3 timer ved trækvognen på niveau 0 fordi en af vores terapisessioner endte med at jeg og min mor råbte i munden på hinanden. Jeg ville ikke tro på hendes ord. Jeg kaldte hende en løgner.

Ved næste konsultation havde Albert beviser. Han havde fået sendt mail korrespondancen mellem min mor og min far. Jeg kunne ikke tro det. Min flugt i Minnesota. Min far havde skrevet at jeg var i Minneapolis. Overlevelseskurset: Min far havde givet min mor ret i at jeg var ude af kontrol og behøvede en intervention. Min flugt til Californien. Min far havde skrevet at jeg nok ville forsøge at finde et Dansk konsulat eller en Dansk ambassade. Han havde hjulpet min mor hele vejen. Her havde jeg troet at jeg i det mindste i ham havde en allieret som ville kunne redde mig hvis han blot vidste at jeg var fanget herovre.

Jeg brød sammen. Jeg følte at mit liv var færdigt. Jeg kunne ikke overskue hvordan at jeg kunne klare mig igennem det pensum som skolen bød på. Det var jo ikke sværhedsgraden rent skolemæssigt. Det var alle de ting de ville lave om på inde i mit hovedet som jeg slet ikke kunne klare. Jeg havde nu kun John tilbage i mit liv og han kunne jeg ikke få fat på. Selv hvis jeg kunne, så kunne jeg ikke se hvordan at han skulle hjælpe mig. 

Albert trøstede mig. Han sagde at han vidste hvad der var galt. Min fortid tyngede mig. Jeg havde været ude af stand til at række ud efter store ting i mit liv fordi at jeg havde låst mig fast i en rolle som John’s vedhæng i et socialt belastet boligkvarter. Han havde kuren.

Jeg havde vel været på skolen en måneds tid da Albert tog mig og nogle andre elever ud på en lille tur lidt fra skolen. Han bekendtgjorde at vi nu skulle skrive hvad vi ønskede os at skille os af med i vores liv mest af alt på store sten der lå foran os. Stenene må have vejet 10-15 kilo. Jeg havde efter yderligere snak med Albert fundet ud af at det var manglende selvsikkerhed der var mit problem.

Albert bad os løfte stenene og holde dem i favnen. Derefter bad han os om at bære dem op på toppen af en bakke, som vi nok skulle gå et par kilometre for at nå. Prøv I at løfte på 10-15 kilo i en halv time eller mere. Stien op på toppen af bakken var af grus og man var konstant bange for at falde. Stenene føltes tungere og tungere efter hvert skridt vi tog. Vi kunne ikke stoppe op og drikke da stien var smal og stenene for tunge til at kunne bære i en hånd. Jeg var nærmest ved at kaste op da vi nåede toppen. Et par af de andre elever græd decideret undervejs.

Oppe på toppen bad Albert os om at holde stenene ud i strakt arm så længe som vi overhovedet kunne og så kaste dem ned af bakken så de stort set havnede hvor at vi havde samlet dem op. Når vi kastede dem skulle vi råbe det som vi havde skrevet på dem så højt at vi kunne. Jeg kastede min sten og knækkede sammen af ømme muskler. Da alle havde kastet deres sten, sagde Albert at vi kunne mærke hvor lettet at vi var. Det ville være samme lettelse vi ville føle i vores liv, når vi skilte os af med det som tyngede os alt af mest i vores liv. Vi humpede ømme og trætte tilbage til skolen.

Ugerne sneglede sig af sted med skolearbejde foran computeren og sessioner med Albert. Jeg bad om at skrive til min far, så jeg kunne spørge om hvorfor at han mente at jeg skulle gå på skolen. Albert mente efter at have talt med min mor at det var i orden, men brevet skulle være på Amerikansk og det skulle sendes med post, så de kunne gennemse indholdet først for eventuelle kritiske bemærkninger om skolen. Jeg beskrev hvad jeg havde oplevet på overlevelseskurset og hvor at jeg glædede mig til at komme hjem til Danmark igen. Jeg spurgte også om hvorfor at jeg skulle gå på skolen i USA, når jeg allerhelst ville gå i skole i Danmark.

Brevet blev postet og jeg ventede på svar. I mellemtiden havde de fundet ud af at jeg som europæer havde spillet fodbold som de kender som soccer derovre. Fordi at der var tale om at skolen måske en dag kunne spille kampe med andre skoler i området, så fik jeg fri til det. Det var bedre end at løbe rundt om skolens område 4 gange som var den motion jeg ellers allernådigst fik og det var tusinde gange bedre end at trække trækvognen.

Jeg må sige at jeg havde affundet mig med min skæbne. De havde knækket Janice. Danmark lå langt væk. Mit sind havde indfundet sig på at være i overlevelsesmode hele tiden.

18. Den japanske interneringslejr

Næste dag var det tid til at blive indskrevet på skolen. Angela kørte mig. Det var ikke nødvendigt med håndjern nu hvor jeg havde vist dem at jeg ikke var en flugtrisiko længere og hvor skulle jeg i øvrigt flygte hen? Jeg var i Utah og i nogle byer hvor alle direkte eller indirekte levede at drive hvad jeg vil kalde private fængsler. Vi kørte ned til Hurricane og ud af byen igen imod et område som ret misvisende kaldes Apple Valley for der kan ikke gro æbletræer uden konstant kunstvanding. Jeg så aldrig nogle æbletræer udover de få træer som er på den del af skolens område som bliver brugt til forældrebesøg.

Da vi var kommet cirka 5 km ud af byen drejede vi til venstre ned af en markvej, som tilsyneladende førte direkte ud i ørkenen. Vi havde vel kørt 3 km mere at vi kørte over en lille bakke før at skolen pludselig lå foran os. Umiddelbart var det nærmest bizart. Nede i dalen var der en flot anlagt kunstig sø, nogle flotte ranch lignende huse, lade og så hvad der lignede nogle skure helt isoleret i baggrunden.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at de skure skulle blive mit hjem. På Internettet har grupper af unge der har været på skolen lavet sammenligninger mellem skurene og de skure som Amerikanerne internerede Japanske emigranter i under 2. verdenskrig.

Vi kørte op foran et af de store huse og en mand kom ud for at tage imod os. ”Goddag. Mit navn er Goodwin og jeg er manager for skolen. Jeg går ud fra at det er Angela fra transportfirmaet X og Janice som skal være elev her på skolen. Følg med ind på kontoret.”

Inde på kontoret blev mine papirer gennemgået. Da det var slut, så tog Angela afsked med mig. Jeg skulle nu undersøges af en læge før at jeg kunne blive vist til mit værelse.

Jeg frygtede for lægeundersøgelsen, da jeg kunne huske hvordan at det gik sidste gang. Den kvindelige læge var dog mere afslappet. Hun sagde at jeg kunne gøre det på den blide måde eller den hårde måde. Jeg tror at hun vidste hvordan at de tog fat på overlevelseskurserne. Jeg indvilligede i at gøre det på den bløde måde. Så tøjet kom af og jeg blev vist hen til en gynækologisk briks. Jeg ved ikke hvordan at mænd har det, men jeg tror ikke at der er nogle kvinder som finder koldt stål mod de nedre regioner specielt behageligt og jeg skulle undersøges begge steder. Det er at forsøge at slappe af og tænke på noget andet.

Lægen var nu flink. Hun fortalte at hun var glad for at jeg tog det så afslappet. At skulle tage blodprøve på en person som kæmper og vrider sig er et mareridt. Det er svært alene at forestille sig tanken.

Da det var fastslået at jeg ikke havde gemt noget som jeg ville smugle ind på skolen, så fik jeg min skoleuniform udleveret. Den bestod foruden undertøj af uformelige orange bukser og en lige så orange T-shirt og jakke. Da jeg kom ud fra lægeundersøgelsen tog Goodwin imod mig og bad mig følge efter ham. Imens at vi gik hen til vores bestemmelsessted, så forklarede han mig om stedet. Skolen var etableret i Idaho, men knas med myndighederne gjorde at de flyttede til Utah. Skolen var stiftet af Goodwins far, men han var ikke så meget på skolen fordi at han arbejde som konsulent og ekspert på Tv- og filmproduktioner i Californien. Blandt han havde hans ekspertise været brugt i en serie med en ung, senere kendt Star Wars skuespiller.

På skolen arbejdede man med forskellige niveauer som man kunne opnå baseret på hård indsats. Med et højere niveau fulgte forskellige privilegier. Kunne man ikke opføre sig ordentlig blev man degraderet til niveau 0, som kaldtes ”Observation og Vurdering”. På det niveau måtte man ikke røre sig, tale, gå eller spise uden at der er givet individuel tilladelse. Man kunne komme op på næste niveau ved at løse 14 opgaver, som Goodwin mente at de fleste ville kunne løse indenfor kort tid.

Vi passerede de fleste huse og kom til et område hvor at der var slået nogle pavilloner op. I en af pavillonerne stod et bord klar til mig. Der var en vandflaske på bordet og nogle blokke, samt en blyant. ”Sæt dig ned og start. Du er nu officiel student her på skolen”.

Jeg bladrede lidt i blokken. Det var lidt de samme spørgsmål som jeg havde set på overlevelseskurset. Hvad havde jeg lavet af forkerte ting i mit liv? Havde jeg et sexliv? Brugte jeg alkohol og stoffer? Hvordan var mit forhold til min mor og far, samt resten af familien? Hvordan gik det i skolen? Hvordan var mine fremtidsplaner osv?

Jeg ville spørge Goodwin inden at han gik om han forventede at jeg ville tage det alvorlig og jeg lige sagt et ord da to meget bestemt kvinder kom hen imod mig. De pegede på et skilt hvor reglerne var skrevet. Neden under reglerne stod der, at man blev fastholdt og slæbt ud i en stencirkel udenfor teltet hvor at man kunne sidde i en time, hvis man ikke overholdt reglen om at række hånden i vejret inden at man stillede et spørgsmål.

Jeg bøjede hovedet og tav. Deres kropssprog indikerede at alt de ventede på var et slagsmål. Jeg kiggede forsigtigt rundt. En lyshåret pige sad et par borde væk. Pludselig lagde jeg mærke til at hendes bukser skiftede farve. Hun tissede i bukserne! Jeg var forbløffet, men så kom jeg i tanker om at der på skiltet også stod at man kun kunne komme på toilettet to gange om dagen. Senere har jeg erfaret at dette ofte skete på niveau 0. For at undgå mistanke om at man som elev var ude på at snyde sig til fritid og dermed yderligere konsekvenser, så valgte mange elever at tisse i bukserne.

Jeg gjorde op med mig selv at jeg ikke ville være på det niveau længe. Jeg måtte lyve og give dem nogle tilståelser så jeg kunne komme op på næste niveau.

Vi havde vel nok siddet i teltet nogle timer da en lærer kom ind. ”Kom. Nu er det tid til lidt motion. Vi kan ikke have at vores elever bliver sløve af at sidde i teltet hele dagen.” Vi gik ud af teltet og her stod så endnu engang en af de trækvogne som mormonerne havde brugt. Men i modsætning til overlevelseskurset var denne vogn fyldt med kampesten. Jeg husker endnu de næste 3 timer som de hårdeste i mit liv. Vi var 8 elever om vognen og den flyttede sig få meter af gangen. Vi var 4 elever som trak det bedste vi har lært. Begyndte nogle af os at tale var lærerne straks over den stakkel.

Jeg var fuldstændig udkørt og svedig da jeg kom tilbage til teltet. Der var intet bad. Det var bare ned og sidde for at løse opgaver.

Det blev tid til aftensmad. Vi fik serveret hvad de andre havde fået at spise i går og det kom frisk fra køleskab. Vi på det laveste niveau havde ikke gjort os fortjent til de store kulinariske udskejelser.

Efter maden kom vi omsider i bad. Jeg blev nu sammen med pigerne fra niveau 0 ledt ned til en hytte hvor at vi sov 4 piger på hvert værelse. Der var en lærer i døren konstant, så reglen om at lade være med at tale med andre elever blev stadig håndhævet.

Hver dag på niveau 0 lignede hinanden og det var virkelig hårdt. Vi kom ud til gymnastik 2 gange om dagen a 3 timer. Resten af tiden bortset fra frokost og aftensmad blev brugt på at løse opgaverne. Havde man løst alle opgaver skulle man fremlægge det for en gruppe elever på højeste niveau, som åbenbart fik goder for at stille skarpe dumpende spørgsmål. Dagene flød ud i hinanden og jeg husker til dato ikke hvor mange dage at jeg tilbragte på niveau 0, men det har vel været 8-10 dage.

Til sidst lykkedes det dog. På det tidspunkt havde jeg givet indrømmelser på noget som jeg ikke havde lavet, men de ville hele tiden have mere. Jeg var ligeglad, jeg ville bare ikke leve på den måde mere.

17. John – et forhold med forhindringer

Det er her at jeg må komme med en tilståelse. Folk har mange foruddannede meninger om dette emne. Jeg vil helst ikke dømmes for mit valg af partner på forhånd. Det er mange myter. Det er derfor at jeg ikke har skrevet mere om det tidligere i min beretning, for så ville I nok tænke: ”Billig tøs. Hun har selv lagt op til at hendes mor havde sendt hende i helvede”. I ville kort sagt være stoppet efter de første to indlæg.

Se. John er ikke etnisk dansker. Hans familie kommer fra et ikke nærmere defineret land i Mellemøsten. Jeg vil ikke beskrive hans etniske tilhørsforhold nærmere, da jeg ellers ville kunne huskes af folk der har boet i Værebroparken. Det vil kunne sætte navn på hvem John i virkeligheden er. Det vil give en masse problemer.

Som jeg tidligere havde skrevet, så mærkede jeg ikke nogen modstand fra min far i forhold til at jeg hang ud med John. John og hans kammerater var og er ikke guds bedste børn, men vi har aldrig været den hårde kerne i kvarteret. Min far mente at den bedste måde at man kan få erfaringer er ved at falde og slå sig en gang imellem.

Vi mødtes over i skolen da jeg var 12. Hans familie var flyttet fra Jylland fordi at hans far havde fået nyt arbejde. Vi begyndte at pjække sammen. Ikke så meget men vi var alligevel sammen om så meget at vi langsomt men sikkert blev et par. John blev min første partner. Vi havde lagt mange planer sammen. For det meste løb tingene ud i sandet, men vi har stadig et par. Måske foretog vi os ting som vi ikke var klar til, men hvem har ikke prøvet at lave dumme ting i den alder? I hvert fald havde det ikke den store betydning for mig hvad vi kastede os ud i for min verden gik ikke meget længere end til Værebroparken og det at være sammen med John.

Men der var en slange i paradiset. John’s familie havde andre planer med hans fremtid. De brød sig ikke om mig. John var nok en slags mand i familien da hans far var meget væk på arbejdet og hans mor ikke så ud til at være den store autoritet i hans liv, men stemningen var anstrengt når jeg kom på besøg. Jeg lod mig ikke mærke med det da jeg tænkte at de nok ville acceptere mig over tid.

Vi har haft kriser i vores forhold. Vi havde et større slagsmål inden min afrejse. John fik en nær slægtning på besøg som hans familie ville have at han skulle sørge for imens at hun var her over på Sjælland. Jeg følte at han negligerede mig på bekostning af hans slægtning. Det kan godt være at jeg var nærtagende, men bare fordi at man har familiebesøg kan man da ikke bruge en hel uge på det 24/7.

Under mine kriser her i USA var det John at jeg kunne få fat i. Heldigvis var han på ingen måder afvisende med hensyn til at få hjælp. Desværre har sort uheld indtil nu forhindret mig i at komme tilbage til Danmark.

Nok om John og mig. Jeg havde et ophold på en kostskole ude i en ørken at overleve. Jeg stod i en situation hvor at jeg tilsyneladende var blevet svigtet af begge mine forældre. Det var med bange anelser at Angela kørte mig ned til Hurricane for at aflevere mig på skolen.

16. Den Amerikanske Farm

Ved morgenmaden havde jeg fået at vide at jeg skulle starte på skolen om mandagen, men at de ville tage mig med til deres gård, som de også brugte som overnatningssted for de unge, der ikke kunne afleveres med det samme.

Det blev en lang dag i bilen før at vi sent aften kom til familiens gård, som lå nær landsbyen Virgin ikke så langt fra den skole, jeg skulle gå på. Skolen lå udenfor Hurricane, men jeg kunne ikke se skolen på forhånd.

Der var tale om to huse forbundet med en gang og så en lade. Da vi standsede kom 4 børn ud og kastede sig i armene på de to kvinder. Det er så vores børn ”Mary, Lucy Ann, Augusta og lille Brigham. Følg efter os.” Jeg fulgte efter dem ind i det ene hus. Joe sad i køkkenet og hilste på mig. Vi kom ned til et rum for enden af gangen, hvor at der var et alarmpanel ved siden af selve døren. Chelsea tastede en kode ind og viste mig ind i værelset hvor at der var et TV, en indbygget brusekabine og en seng. Der var også et vindue, men det var ikke til at åbne. Chelsea bankede på det og sagde ”Panserglas”. Hun tog alle kæder og læderremme af og viste mig et håndklæde og en bunke tøj på sengen jeg kunne skifte til, hvorefter at hun forlod rummet.

Jeg tog et meget eftertragtet bad og begyndte at tage tøj på. Det var halvlange underbukser som gik til knæene og en undertrøje som dækkede skuldre. Derefter var der ankelsokker og en ternet kjole. Jeg kom til at tænke på at jeg faktisk havde det samme tøj på som deres børn bar. Jeg skulle åbenbart passe ind. Chelsea kom ind og spurgte om tøjet passede. Da jeg nikkede bad hun mig dreje mig for at hun kunne sikre at jeg så ordentlig ud.

Derefter blev jeg inviteret ind i huset. Det var tid til aftensmad. Joe havde jo kørt i forvejen og stod for madlavningen. Mary som så ud som om at hun var 17 var også i køkkenet. Lucy Ann dækkede bord imens at Augusta og den lille dreng rendte rundt udenfor.

Ved bordet gik snakken mest om hvor at Mary skulle rejse hen når hun skulle ud og missionere i et andet land. Det var åbenbart normalt at de unge mennesker skulle gøre det inden at de giftede sig og fik forpligtelser.

Efter maden så satte Joe og Angela sig ind i stuen, imens at resten ryddede op. Jeg spurgte hvem der var mor til børnene. Angela sagde at det var de begge to. Joe og Angela havde mødt hinanden for mange år siden, men de kunne ikke få børn. Chelseas mand var nogle år forinden omkommet ved en trafikulykke og hun var Angela’s kollega i hæren. Hendes datter Miriam som ikke boede hjemme mere manglede et hjem når mor var oversøs og så lå en løsning lige for. Rent teknisk var Joe kun gift med en kvinde, men i praksis udgjorde de en familie.

”Vi er så lykkelige og vi ser børnene som vores fælles projekt. Vi har været nød til at lave en plan som Joe skal følge så ingen føler sig overset. Det er derfor der er to huse, men derudover så fungerer vi som alle andre familier. Vi kan ikke forestille os det på en anden måde.”

Jeg havde et spørgsmål mere. Jeg spurgte hvorfor at de havde valgt det job, når de nu var i hæren. Angela fik tårer i øjnene. ”Det er Miriam. Hun bor vist over i Californien og arbejder i en restaurant. Det går fint nu, men vi havde nogle rigtige hårde år. Hun mistede sin far og hun forsvandt herfra da hun blev 17 år. Vi ledte efter hende i et helt år, men fandt hende først da hun havde haft sin 18 års fødselsdag. Vi kunne ikke få hende med tilbage på trods af at hun flere gange var hjemløs og boede hos venner eller i sin slidte bil. Hun var også i fængsel en gang. Der gik 4-5 år før at hun fik vendt sit liv om, men troen har hun nok mistet for evigt.”

Hun rømmede sig. At sige det havde berørt hende dybt. ”Vi forstod at vi havde svigtet hende, men mere vigtigt så manglede ressourcerne for forældre som os. Vi besluttede os for at hjælpe andre som måtte komme i vores situation. Vi arbejdede først for et andet transportfirma som udførte interventioner, men hans metoder som bestod af peberspray og håndjern brød vi os ikke om. Desuden gik han ikke så meget op i om den transportør som skulle stå for transporten var af samme køn som teenageren der skulle transporteres. Ville du have klædt dig af overfor en fremmed mand? Vi transporterer kun piger og det er kun på hel specielle missioner at vi bruger Joe som backup, men Joe er aldrig alene med pigerne.”

Jeg skulle til at spørge om mere, men så kom drengen ind. ”Mors lille Brigham. Er det blevet tid til at sove? Kom med mor.” Joe tændte TV’et. Han indtastede en kode på fjernbetjeningen. ”Ja, men nutidens TV er man nød til at styre hvad børnene ser 100 procent.”

Vi sad og så aftenens nyheder, da Chelsea kom ind. ”Janice. Det er tid til at du skal sove. Kom med.” Jeg blev fulgt ned på værelset. Hun viste mig en samtaleknap på indersiden af værelset, som jeg skulle bruge hvis jeg skulle på toilettet. De havde faktisk bygget deres egen lille fængselscelle i huset. På sin vis irriterende, men på den anden side skulle jeg ikke sove bundet i kæder.

Næste morgen så vækkede Chelsea mig klokken 6. Efter maden skulle vi ud i marken. Vi hyppede kartofler på den gamle måde. Det var et slidsomt arbejde, men jeg kunne se at alle børnene lagde energi og glæde i deres arbejde og selvom at det ikke var i min interesse at arbejde på deres mark syntes jeg ikke at jeg ville ødelægge noget for børnene ved at sætte mig ned og nægte at arbejde. Jeg må indrømme at jeg til dato finder det mærkeligt at selv børn kan finde glæde med hårdt arbejde. Måske ved børnene ikke bedre.

Efter frokost skulle Chelsea ud og handle ind. Hun gav mig en slags elektronisk fodlænke på. Den var forbundet med en lille boks som hun havde i sin lomme. Gik jeg mere end 10 meter væk ville fodlænke larme som en bilalarm. På den måde behøvede jeg ikke at få alle kæderne på og som hun sagde. ”Alle i byen er næsten i samme branche. Der er ikke så meget at leve af, så flugt er formålsløst.” Vi kørte mod en større by som hed La Verkin. Da vi kom til byen parkerede vi ved et lille center som hed Farmer’s market. Imens at vi handlede, så hviskede Chelsea til mig. ”Se. Hvor alle de unge ekspedienter ligner hinanden med hensyn til frisure og fremtoning. Det er unge som er på øverste niveau fra en kostskole længere nede af gaden. De har fået det privilegium at få lov til at arbejde for mindsteløn.” Det var rigtigt når man lagde mærke til det. De lignede jo næsten alle hinanden. Deres smil og deres reaktionsmønster var som om at de var blevet samlet på samme samlebånd.

Da vi havde handlet så kørte vi en omvej hjem. Hun viste mig lidt rundt i La Verkin. Den største skole havde afdelinger på ikke mindre end 3 steder på hovedgaden. Hun talte om at de havde cirka 500 elever alene på den skole. På vej gennem Virgin så pegede hun på en gård og fortalte at det var et opholdssted for piger. De arbejdede meget med heste. Stort set lige over på den anden side af vejen var der nogle huset omgrænset af et højt hvidt plankeværk. Det var en slags boot camp for drenge. Nogle drenge gik og malede plankeværket. De var alle barberet skaldet. Det lød som et barsk sted.

Vi kom hjem til farmen igen. Det var blevet tid til aftensmad. De næste par dage gik med arbejde i marken. Det blev også tid til lidt boldspil. Fjernsyn og computer var ikke noget børnene havde andet afmålt adgang til og det var naturligvis ikke muligt for mig at komme til computeren. Aftenen før at jeg skulle møde på skolen kom vi efter maden ind på hvad jeg havde tænkt mig af planer for mit liv når jeg havde fået min eksamen. Jeg fortalte at jeg blot ville tilbage til Danmark. Det var slet ikke meningen at jeg skulle blive student. Jeg ville blot hjem og have et almindelig arbejde i en butik og så være sammen med John. Jeg fortalte at det var min far som havde forældremyndigheden og at jeg ville kunne komme hjem til ham med det samme, hvis jeg blot kunne få fat i ham. Da var det at Chelsea sagde: ”Det skal du nok ikke være så sikker på.”

Jeg var chokeret: ”Hvad mener du med det?”

”Jeg talte med din mor omkring betalingen for dit ophold her på gården. Jeg troede at hun havde hyret flere firmaer i forbindelse med din flugt, men så mange penge har hun ikke. Hun har faktisk taget et lån i huset for at kunne finansiere overlevelseskurset og kostskolen. Grunden til at vi kunne finde dig i Californien var at hun havde fået en mail fra din far om at det var der at du var. Faktisk havde hun også fået en mail fra din far i forbindelse med din flugt fra hendes hus som fortalte at du var flygtet til Minneapolis. Din far må være enig med din mor om at dit forhold til John er en dårlig ide. Hvis at det er rigtigt at han har forældremyndigheden og han ville have dig hjem, så havde han vel gjort noget for det.”

”Du lyver.” Jeg blev rimelig ophidset.

”Fald ned Janice. Lad os nu ikke blive ophidset. Jeg kan kun gengive hvad din mor har fortalt mig. Det er hvad hun siger. Hvis du vil have ordene fra din fars egen mund, så får du chancen på kostskolen, da familieterapi er en del af skolens behandlingstilbud. Lad os nu ikke tale mere om det.”

Jeg sad stille og drak resten af min te. Tankerne flød igennem mit hoved. Var jeg nu helt alene i verdenen. Min far var min eneste billet hjem. Hvad var der galt med mit forhold til John?

15. Den hellige treenighed

Hvor at Lindsay havde en plan for sin fremtid, så var mit hovedet optaget af hvordan at jeg kunne komme frem til Danmark. Jeg fandt frem John’s mail og jeg skrev at jeg var Los Angeles. Han blev meget forbløffet. Han havde intet hørt siden at jeg kontaktede ham fra Minnesota. Han ville prøve at få fat i min far, men han sagde at min far havde ligesom mistet fodfæstet fordi at jeg ikke var som en han skulle tage sig af. Han hang nede på bodegaen sammen med Skriveren, som vi kaldte en tidligere ejendomsmægler, der vistnok var jurist.

Jeg forsøgte at finde ud af om jeg kunne komme i kontakt med nogle danske myndigheder så jeg kunne få et nødpas. Min far havde forældremyndigheden så med hans hjælp skulle det ikke være så svært at få udstedt et, så jeg kunne komme hjem igen. Der lå noget konsulent nede i La Jolla syd for Los Angeles. Jeg skrev en mail til John med besked om hvor at ville tage hen dagen efter. Jeg fik Lindsays Tante til at køre mig ned til byen. Hun satte mig af et stykke fra adressen da hun ikke ville risikere at blive blandet ind i noget.

Konsulatet lå i et villakvarter. Jeg kunne se en stor hvid villa på afstand. Da jeg kom hen til adressen kunne jeg se det danske rigsvåben på lågen. Jeg var reddet!

”Hej. Janice”.

Jeg vendte mig. Der stod Joe; Angela og Chelseas mand. Shit! Jeg begyndte at løbe væk fra ham, men jeg var ikke nået langt ned af vejen før at den velkendte varevogn kom op på siden af mig. ”Janice. Stop nu. Det er ikke det værd”. Jeg løb videre. Vi var ikke så langt fra kysten. Kunne jeg nå ned på stranden kunne de ikke løbe mig op. Jeg køb tværs over hovedgaden. Heldigvis var der ikke så meget trafik. Jeg nærmede mig nu kysten, hvor at der lå en parkeringsplads. Da var det at jeg så at Chelsea steg ud af en bil nede på parkeringspladsen. Joe havde jeg sat, men han lå et stykke tilbage. Angela havde haft problemer trafikken, men nærmede sig. Der var ingen udvej. Jeg var fanget.

Der var intet andet at gøre end at opgive. Jeg havde heldigvis intet på mig som kunne fortælle dem hvor at jeg havde været. Jeg havde aftalt med Lindsay at jeg skulle skjule en mobil der hvor at jeg blev sat af. Hvis jeg ikke havde ringet indenfor 3 timer, så skulle de blot hente telefonen og glemme mig.

Joe kom op til mig pustende og stønnede. Angela kom også til og jeg blev ført ned til parkeringspladsen hvor at de velkendte læderremme og kæder kom frem igen. De spurgte til Lindsay, men jeg sagde at vi var kommet væk fra hinanden op i Utah. Jeg kunne se at de ikke troede på mig. Jeg spurgte hvordan at de kunne finde mig. De sagde at deres selskab havde overvågning af alle konsulenter og ambassader efter min flugt. Det kunne jeg ikke se at min mor ville have råd til, men måske var der en slags forsikring indbygget i prisen på overlevelseskurset, så jeg slog mig til tåls med deres forklaring.

Da vi kørte tænkte jeg på hvordan at jeg skulle kunne slippe væk denne gang. Det var jo ikke sikkert at jeg mødte en Lindsay med evner for at kunne huske kort. Jeg ville fare vild og måske dø af sult, tørst eller elementerne.

”Skal du ikke græde?” spurgte Chelsea. ”Dem vi plejer at fange, plejer at bryde sammen.” Jeg gad egentlig ikke svare hende, men til sidst følte jeg at hun havde fortjent et svar. Det var jo ikke hende eller de andre fra transportselskabet som havde besluttet at sende mig af sted. ”Der er ikke flere tårer tilbage. Der er kun had til min mor tilbage”. Hun sagde ikke mere før at vi stoppede ved et motel i udkanten af byen.

Det var tilbage til den sædvanlige rutine med den strikkede Poncho. Af en eller anden grund så rørte det mig ikke så meget mere. Jeg fik en pizza med Pebberoni. Jeg viste at de trods det at de havde bundet mig ikke ville spraye mig med peberspray som jeg havde hørt fra nogle af de andre unge på kurset eller give mig bank som en af bandemedlemmerne i Jose’s bande havde prøvet.

”Nå. Janice. Denne gang går turen til Hurricane. Jeg har et bevis fra arrangøren af overlevelseskurset som lyder på bestået. Godt nok nåede du ikke alle niveauer, men din mor har talt med en uddannelseskonsulent som samarbejder med forskellige skoler og overlevelsesture. Han har fortalt hende at han ud fra de rapporter der er lavet på dig ikke finder at du kan indskrives på Maccray uden at du lærer at begå dig i det Amerikanske skolesystem, så derfor skal du på kostskole indtil at du har vist at du godt kan passe en almindelig skole.”

Jeg var forbløffet, lettet og urolig på en gang. Jeg var utrolig lettet over at undgå mere tid på overlevelseskurset da jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne bestå kurset, men hvad ville opholdet på skolen kunne bringe af udfordringer?

Det var ikke så få tanker som fyldte mit hovedet da jeg lagde mig til at sove den aften og det var mere deres skyld end den ubekvemme sovestilling på grund af kæderne som gjorde at det tog lang tid før at jeg faldt i søvn.

14. Viva California

Vi lå og sov ved søen. På et tidspunkt tog jeg et bad. Det var første gang i lang tid hvor at jeg ikke kun skulle nøjes med klatvask. Det var herligt selvom jeg ingen sæbe havde og jeg skulle tilbage i det samme beskidte tøj. Hen under aftenen arbejdede vi os sydpå langs søen. Hen under aftenen skulle vi passeere en lille å før at vi kom til noget som lignede en campingplads. Der var campingvogne og telte. Lindsay bad mig vente. Hun sneg sig hen til en af teltene hvor at hun rodede i nogle tasker. Da hun kom tilbage, så havde hun en mobiltelefon med. Der var heldigvis dækning og hun ringende til en ven i New York. Samtalen var lang. Da hun var færdig så sagde hun at hun havde talt med hendes fyr som tilhørte en bande. De havde afdelinger i andre byer og han ville sørge for at der kom en vogn fra Las Vegas og hentede os. Hun kravlede tilbage og afleverede telefonen, så ingen ville savne den. De ville nok opdage opkaldet med tiden når de fik telefonregningen, men så ville vi være væk.

Vi gik tilbage til åen. Vi skulle følge åen mod øst til et sted hvor at den var tæt på vejen, da området omkring campingpladsen var så åben at folk ville få mistanke til to piger der render rundt i orange/brunt tøj og som ser ud som om at de havde været ude i ødemarken i et halvt år.

Langs åen lå nogle huse og vi måtte snige os forbi dem ganske stille. Jeg tror at vi var kommet 3 kilometre ned af vejen før at Lindsay sagde at det var stedet. Hun rev et stykke af sit tøj og bandt det omkring en træpæl tæt på vejen. Vi skulle nu bare vente.

Vi ventede hele dagen. Det blev mørkt. Næste dag skete der heller ingen ting. Var vi blevet svigtet. Sidst på dagen stoppede en varevogn tæt ved pælen. Vi var usikre på hvorvidt at det var vores kontakt. En mand stod ud af bilen. Han havde et tørklæde på og lignede en af de skurke Steven Seagal ville skyde. Lindsay sagde at det var hendes bandes farve og vi gik over til bilen. Chaufføren præsenterede sig som Jesse og vi hoppede ind bagi. Inde i bagagerummet var der colaer og kolde pizzaer. Det var kongemad ovenpå flere ugers vand og grød uden smag. Jeg faldt hurtigt i søvn på gulvet mæt af maden og af de sidste dages oplevelser.

Jeg ved ikke hvor længe vi havde kørt da Lindsay vækkede mig.  ”Janice. Vi er ude af Utah.”. Vi var kommet til en by som hedder Mesquite. Her fandt vi en tankstation, hvor at vi kunne skifte tøj. Det var rart at få noget andet på selvom det var alt for stort til mig. Vi kørte videre og vi kom til Las Vegas. Jeg ved hvordan at de fleste ser Las Vegas. Neon, Casinoer osv. Men i den nordlige del af Las Vegas ligger der lufthavn, industri og ganske almindelige huse, som kunne ligge i hvilken som helst anden Amerikansk by. Her fik vi husly hos en af bandemedlemmer og dennes familie. De var næsten alle sammen nogle der lignede immigranter fra Mexico og jeg ville ikke fornærme deres gæstfrihed ved at spørge. Lindsay talte spansk og kunne kommunikere med dem. Jeg var ikke i stand til det. 

Lindsay sagde at vi vækkede opsigt i kvarteret så hun kom med hårfarve. Jeg måtte yde ofre og jeg fik farvet mit hår sort efter en time i et bad, som jeg føler helt ind i sjælen. Jeg ved ikke om I nogensinde har gået flere uger uden shampoo. Følelsen af en hårvask under disse vilkår er helt ubeskrivelig. Vi blev der nogle dage. Lindsay fik besked om at hendes mor nu viste at hun var flygtet. Hun havde ikke efterlyst hende via de officielle kanaler og jeg stod heller ikke på nogen liste. Det betød så ikke at vi var sikre, da det var et udtryk for at private selskaber havde fået kontrakten på vores tilfangetagelse. For Lindsay betød det at hun ikke kunne vende tilbage til New York. Hun havde derfor så talt med hendes kæreste og aftalt at vi skulle til Los Angeles i stedet, hvor at banden havde kontrol med hele kvarterer.

Jeg vidste at jeg skulle i kontakt med Danske myndigheder. Med lidt hjælp på internettet fandt jeg ud af at der var en dansk repræsentation i Los Angeles, så jeg besluttede mig for at køre med. I Las Vegas ville jeg være opdaget før eller siden og der var intet jeg kunne tage mig til ud over at rode mig ud i noget kriminalitet, da jeg ikke havde arbejdstilladelse eller andre vigtige papirer.

Vi ankom til Los Angeles og blev indlogeret hos Jose’s Tante. Jose var Lindsay’s fyr. Meningen var at vi skulle bo hos tanten indtil at Jose kom fra New York, så Lindsay og Jose kunne starte et nyt liv i Californien. De var nød til at holde sig skjult i nogle år indtil at Lindsay blev myndig. Tantens hus lå i en slags trailerpark op af nogle grønne områder hvor at der var højspændingsledninger. Ikke så langt derfra lå en stor motorvej som hed Artesia Freeway og støjen derfra var konstant døgnet rundt.