2022 et år hvor håbet blev slukket

De sidste par år har vi ventet på at pandemien snart stoppede, så vi kunne komme tilbage til et liv som det blev levet før pandemien. Danmark var uden tvivl det land som blev hårdest ramt af pandemien.

Store dele af vores industri blev ramt. Danmark er et land med oplevelsesindustri. Hvad er der at opleve når barer, bodegaer, restauranter er lukkede? Ingenting! Intet!

Tilbage var kun en tom kasse som engang rummede liv.

Det har været lidt frustrerende at se Svenskerne gå rundt og leve deres liv, mens vores eget syngede hen og intet rummede.

Pandemien stoppede eller regeringen indså at de ikke kunne være magtfuldkomne mere og måtte afblæse krisen. Den som ikke har fået vaccinen må dø! Det er deres valg. Jeg respekterer dem for ikke at være en kylling som mig. Jeg tog valget at få den og alle de lidelser som fulgte med hovedpine og stive muskler. Hvilken ubeskrivelig lidelse. Hvilken smerte at få stikkene. Jeg har kun min fortid at sammenligne med og det er lige før at jeg vil gå i dagevis og tørste, samt se kammerater på dødens rand (ikke alle unge kommer hjem fra overlevelsesturene i Utah) sammenlignet med at få vaccinen.

Vi havde håbet på noget bedre, men så kom en krig til over et sted i nærheden af Rusland. En hel overflødig krig som intet formål tjener. En krig som har betydet højere priser i butikkerne. Sult er nu blevet dagligdag. Vi skal kæmpe for at finde de rigtige tilbud. Vi skal acceptere at fryse i lejligheden. Selv nede i bodegaen som er mit sociale liv, er der koldt.

Arbejdsmæssigt er det blevet OK. Mit skifte fra detailbranchen har medført færre overfusninger og de enkelte episoder med vold som man som rigtig butiksassistent må tåle uden at blande myndighederne ind i det. Man er bunden af fødekæden. Den person som kan undværes og som folk kan hoste deres vira ind i ansigtet på. Ikke så snart var pandemien afblæst og skærmene blev taget ned som om at vi er usårlig overfor al anden smitte end Covid-19.

Så var de utålelige parkeringsvagter som gemte sig i krogene i indgangen for at løbe ud til bilerne så snart de øjnede chancen for at sætte en afgift på hvis en automatisk parkeringsskive stod forkert, der var parkeret en centimeter ud over parkeringsbåsen selvom den ene markering slet ikke var tegnet op. Nogle steder i landet sætter de lave vægtgrænser på parkeringspladserne, så de kan ramt på ejere af el-biler. At skulle omgås disse selvbestaltede politibetjente som nyder effekten af at have magt over andre vel vidende at mange af dem dumpede den psykologiske del af uddannelsen til politibetjent, var ikke en tryg oplevelse.

Så jeg skiftede spor i mit liv og for en tid var alt godt. Men det er klart at et kontorhotel og en pandemi kører dårligt sammen. Derfor var det godt at komme ud på den anden side.

Jeg overlevede pandemien men kæmper med eftervirkningerne af krigen. For snart 10 år siden jeg kom hjem til Danmark igen har mange af mine overvejelser drejet sig om at få en uddannelse og her mener jeg ikke en uddannelse hvor jeg regnes for mindre som person end dengang jeg var i supermarkedet. Faktum er uanset hvor man vender og drejer det, så er der akademikerne og så alle fodfolkene. De sidste er dem som der trædes på. Nu er det seniorpensionen, de er ude efter, så de kan tvinge folk over på Arne-pensionen som er billigere for dem istedet.

Akademikere kan godt lide at være konger i forvaltningerne, så de kan stresse fodfolket med statistikker. Derfor må der ikke være for mange af dem. Nu vil man gøre det vanskeligere at blive akademikere. Folk skal være håndværkere istedet.

Men hvem gider det?

For det første er det en evig kamp med løntrykkere fra ØstEuropa. En stilladssag fra København viser at akademikerne ikke kan lide den vold som er nødvendig for at bekæmpe løntrykkeri når EU har fjernet beskyttelsen vi nød i form af RUT-registeret. Nu kan en håndværker ikke længere checke om konkurrenten bruger udenlandsk arbejdskraft og dermed flår levebrødet ud af munden på ham.

For det andet kan de dårlig tjene penge, når de ikke må tage imod kontanter fra private for andet end små jobs som at skrive en regning på at skifte en pære.

For det tredje så er det ikke alle håndværk, folk kan udføre til de er 70 år gammel. En brolægger får ødelagt sine knæ. En elektriker bliver ristet før eller siden. En snekker vil have svært ved at bestille 5 bajere til teamet, når enkelte af dem smutter i maskinen. Sådan er det bare.

Regeringen tænker slet ikke på at de presser folk over i fag, man ikke kan leve af. Studievejlederne sagde altid på min Folkeskole at hvis alt andet slår fejl, så kunne jeg blive SOSU-assistent, men jeg er ikke god til mennesker. Det er noget som min oplevelse i Utah styrket mig i. Jeg stoler ikke på andre. Det er en fornuftig ting, når man tænker på alle de løfter som landets politikere giver.

Med de besparelser som der tales om på SU-området, så får jeg ingen uddannelse. De tanker har jeg slået ud af hovedet nu. Jeg vil heller ikke anbefale andre at tage den slags chancer i livet. Tiden er kommet til at fokusere nært og kortsigtet. Verdenen behandler os som skidt. Danmark er blevet en af de sværeste steder, det måske sværeste sted at leve. De lidelser og de udfordringer vi møder, er uden sidestykke noget sted på kloden.

Jeg vil med stor sandsynlighed miste en helligdag. Det er ikke fordi jeg vil savne mine hveder, men jeg vil savne besøget hos min far. Rejsen er for lang op til ham til at jeg kan overkomme det på en normal hverdag. Resultatet er at vi vil ses færre gange.

Igen bliver livet mere hårdt.

Jeg kan kun hylde Preben Nielsen kendt fra DR’s udsendelse for have modet til at tage imod aktiv dødshjælp. Det eneste som for alvor holder mig i live er ønsket om at følge dem som gjorde mig ondt i Utah og genere dem resten af livet. De tog måneder af mit liv fra mig, hvor jeg kunne have været sammen med det minisamfund ude i Værebroparken jeg var en del af, hvor vi kunne have nydt sommeren og drukket en masse bajere. Det sorte hul i mit liv skal afregnes med de rette personer. Det er det som holder mig i live her i 2022 og som vil holde mig i livet i 2023 og år frem.

Men 2022 er slut. Nu venter 2023. Godt nytår til alle danskere der som jeg prøver at overleve dag efter dag det sted på kloden, hvor livsbetingelserne er de vanskeligste – Danmark!

En ny-puritansk bølge skyller ind over Danmark

Jeg sad i dag og streamede “Under the Banner of Heaven”. Jeg kom til at tænke tilbage på min tid i Utah, om vores samfund i dag og jeg er bekymret.

Et er at kvinder har oplevet et stort tilbageskridt i Afghanistan efter at Taliban er kommet til. Men TV-serien fik mig til at tænke på hvordan vi piger på overlevelsesturen blev betragtet som nogle der skulle opdrages til at tjene deres mand.

Aldrig har en øl smagt så godt som da jeg kom tilbage til Danmark. Jeg har drukket alkohol siden jeg var 14 ganske som de fleste unge. I den tid hvor verdenen var fjernet fra mig lærte jeg at sætte pris på vores frihedsgoder. Vores ytringspligt som vi burde se den frem for ytringsfrihed. Vi skal tale ned til omverdenen og lære dem over vores overlegne kultur.

Men vi skal også bekæmpe de indre farer. Ny-puritanske budskaber forklædt som forskning har medført at mange unge må vente en tid før at de kan skabe fællesskaber på deres ungdomsuddannelser. Det er en glidebane for målet for de kræfter der betaler forskere er en alkoholgrænse på 21 år og fjernelse af kaffe og te på skolerne ligeså.

Vi har måske den laveste andel af unge som stopper på ungdomsuddannelserne i verdenen. Andre steder har man etableret boot camp, man har fængslet forældrene og andre sindssyge tiltag for at holde de unge i skolen hvor man i Danmark har etableret fredagsbar og med det ene værktøj har man formået at holde de unge i skolen, så de også kommer ud erhvervsparate til et arbejdsmarkedet hvor stort set alle stillingsannoncer taler om fredagsbar som den primære årsag til at unge skal søge arbejde netop i dette firma.

“Under the Banner of Heaven” giver måske det mest nøjagtige billede af hvordan USA er i dag når vi ser på de indre linjer i familien. Det burde være et must-see TV-serie. Den almindelige borger i USA ser ikke præsidenten, senatet og kongressen som en del af deres parlamentariske system. De ser dem som en slags EU – en slags overelitær gruppering som griber ind i deres daglige liv og som de dårligt gider at deltage i valghandlinger omkring.

TV-serien vækkede så mange tanker i mig. Jeg kan kun anbefale den.

20. En uventet overraskelse

Jeg husker det som i går. Jeg sad foran computeren da Goodwin kom ind i klassen. Det var ret usædvanligt. Han kaldte på mig med vrede i stemmen og bad mig om at følge efter ham. Jeg var næsten ved at tisse i bukserne af bare nervøsitet. Hvilken regel havde jeg brudt? Hvor længe skulle jeg være på niveau 0 denne gang?

Jeg blev ført ind i hovedbygningen og fik besked på at sidde i et tomt kontor. Jeg ved ikke hvor længe at jeg havde siddet der da døren gik op og sammen med Goodwin stod min far pludselig foran mig sammen med en ældre mand jeg havde set ham sammen med et par gange.

Jeg var målløs! Far her! Hvad skete der? Far skubbede Goodwin til side og omfavnede mig. ”Janice. Min tøs. Hvad har de dog gjort ved dig?” Goodwin rømmede sig og sagde at han havde en kuvert med mit pas og mine papirer. Vi havde 10 minutter til at forlade skolens område. Ellers ville de tilkalde politiet. Der var ikke tid til at gå tilbage til sovesalen og faktisk havde jeg heller intet som jeg ville have med. Vi satte os ud i hans lejede bil og kørte væk fra skolen.

Vi var kommet ud til den store landevej, da far begyndte at tale. Han havde fået mit brev og han kunne ikke forstå det med overlevelseskurset. Han havde forinden fået et brev fra min mor om at jeg ønskede at tilbringe et år i USA og jeg havde så travlt med min skole at jeg nok selv skulle skrive til ham senere. Det var han blevet ked af og han sagde at han faktisk havde brugt meget tid nede på bodegaen. Den anden mand i bilen var skriveren som han præsterede mig for. Skriveren havde været advokat på Sydsjælland og havde lånt af klientkontoen. Det havde han mistet sin bestalling for. Han havde derefter læst til ejendomsmægler hvor at de etiske krav i faget ikke er så høje. Nu havde han trukket sig tilbage og var også havnet på bodegaen hvor han og min far så talte om livets store problemer det meste af tiden.

Men da han så fik mit brev fandt han ud af at noget var galt. Han havde regnet med at jeg gik på et almindeligt gymnasium og ikke en skole for adfærdsvanskelige unge. Han havde kontaktet min mor som påstod at han jo udmærket havde været bekendt med hendes valg da han havde givet grønt lys på computeren, men den havde han ikke haft tændt i umindelige tider og da han så tændte den var der ingen mails.

Da han havde forældremyndigheden så havde han fortalt min mor at han ville tage til USA med det og få mig med hjem. Hun havde truet med alverdens ulykker, men da han havde hendes underskrift på at han fik forældremyndigheden da de fik skilsmisse, så var der intet hun kunne gøre medmindre at hun trak ham i retten hjemme i Danmark.

Så han rejste og han tog skriveren med der kendte advokater i USA, hvis der skulle opstå problemer. Goodwin havde været overrasket og var blevet sur, men der var intet han kunne gøre. Han måtte frigive mig og det med det samme for at undgå at blive sagsøgt for at holde mig fanget ulovligt, da han ikke havde undersøgt det med forældremyndigheden og derfor faktisk havde kidnappet mig i forhold til lovgivningen ved at have mig på skolen uden tilladelse fra den forælder som havde forældremyndigheden.

Vi kom til St. George og tog et fly til New York. Her boede vi på et hotel i Midtown og jeg fik hurtigt noget andet tøj at gå i end skoleuniformen. Næste morgen fløj vi videre imod København. Efter 5 måneder i USA var jeg nu tilbage i Danmark. Jeg havde fået mit liv tilbage. Nu gjaldt det min fremtid med John.

19. Familieterapi og afklaring

Jeg var nu kommet op på næste niveau, som de kaldte ”Studerende”. Mit nye uniform var nu en brun nederdel og en T-shirt med navnet på min sovesal.

Vores sovesal var stadig et af skurene. I hvert skur var der 2 værelser hvor at der var 4 senge. Der var toilet og et køkken. En voksen tog sig af hvert hus. Alice var vores vicevært. Hun kaldte sig ”Dorm mother”, men hun var ikke min mor, så hvor hun havde ideen om den titel fra ved jeg ikke.

Jeg skulle gå i skole. Da jeg kom hen til skolestuen som lå i en af hovedbygningerne, så fik jeg vist en arbejdsplads som var en computerarbejdsplads med afskærmning til mine kammerater. Alle opgaver blev lavet på computeren. Man fik et login. Man fik nogle tekster eller matematikopgaver. Når man f.eks. havde læst et kapitel i en bog så kom computeren med spørgsmål. Jeg fandt ud af at hvis man svarede forkert, så stillede den flere spørgsmål og havde man for mange forkerte, så sendte den en mail til læreren som så gav en konsekvens som man skulle udføre før at man måtte tage spørgsmålene igen. Man kunne så selv vælge om man ville prøve med det samme eller læse kapitlet igen.

Man kunne række hånden i vejret og så ville læreren i teorien hjælpe en, men læreren var typisk et ungt menneske som lige havde bestået sin eksamen. Nogen gange hvis der var sygdom var det faktisk en elev fra de højere niveauer, som fungerede som nødlærer og i princippet var systemet også mere baseret på udenadslære baseret på computerens tekster end analyse og debat i samarbejde med lærergruppen. Det var en hel anden måde at blive undervist på i forhold til hvad jeg havde kendt til i Danmark.

Om onsdagen var det terapi dag. Vi startede med individuel terapi og om eftermiddagen var der sovesalsmøde som godt kunne udvikle sig til en omgang psykodrama. Der var her at jeg mødte Albert som skulle få stor betydning for mit fortsatte ophold i USA.

Han så det som sin opgave at få mig til at få et godt forhold til min mor igen. Vi talte om de indrømmelser som jeg havde givet for at kunne komme et niveau op. Han fortalte at min mor var glad for at jeg havde gjort rent bord fordi at indrømmelserne fortalte hende at hendes fornemmelser var korrekte. Jeg levede et udsvævende liv i Danmark som kun kunne føre mig en vej og det i graven eller til liv indhyllet i tøj som en tjenende ånd i et mellemøstligt land.

Psykologen spurgte ind til mit liv i Danmark og mit liv med John. Han havde meget svært ved at forstå at alkohol bare kunne købes frit for en pige som mig. Han forstod ikke at min far havde tilladt forholdet til John. Det blev lange samtaler med Albert og efter nogle konsultationer også med telefonterapi med min mor. Inden samtalen fik jeg dog at vide at jeg ville blive degraderet til niveau 0, hvis jeg sagde noget negativt om skolen. Hvordan at jeg levede og hvordan at jeg blev undervist var ikke noget min mor skulle bruge tid at tænke på. Det handlede alene om hende og mit forhold.

Der var en ting som nagede mig. Jeg havde fået at vide at min far havde givet tilladelse til at jeg blev sendt til overlevelseskurset og senere til denne skole. Det ville jeg simpelthen ikke tro på. Det kostede mig 3 timer ved trækvognen på niveau 0 fordi en af vores terapisessioner endte med at jeg og min mor råbte i munden på hinanden. Jeg ville ikke tro på hendes ord. Jeg kaldte hende en løgner.

Ved næste konsultation havde Albert beviser. Han havde fået sendt mail korrespondancen mellem min mor og min far. Jeg kunne ikke tro det. Min flugt i Minnesota. Min far havde skrevet at jeg var i Minneapolis. Overlevelseskurset: Min far havde givet min mor ret i at jeg var ude af kontrol og behøvede en intervention. Min flugt til Californien. Min far havde skrevet at jeg nok ville forsøge at finde et Dansk konsulat eller en Dansk ambassade. Han havde hjulpet min mor hele vejen. Her havde jeg troet at jeg i det mindste i ham havde en allieret som ville kunne redde mig hvis han blot vidste at jeg var fanget herovre.

Jeg brød sammen. Jeg følte at mit liv var færdigt. Jeg kunne ikke overskue hvordan at jeg kunne klare mig igennem det pensum som skolen bød på. Det var jo ikke sværhedsgraden rent skolemæssigt. Det var alle de ting de ville lave om på inde i mit hovedet som jeg slet ikke kunne klare. Jeg havde nu kun John tilbage i mit liv og han kunne jeg ikke få fat på. Selv hvis jeg kunne, så kunne jeg ikke se hvordan at han skulle hjælpe mig. 

Albert trøstede mig. Han sagde at han vidste hvad der var galt. Min fortid tyngede mig. Jeg havde været ude af stand til at række ud efter store ting i mit liv fordi at jeg havde låst mig fast i en rolle som John’s vedhæng i et socialt belastet boligkvarter. Han havde kuren.

Jeg havde vel været på skolen en måneds tid da Albert tog mig og nogle andre elever ud på en lille tur lidt fra skolen. Han bekendtgjorde at vi nu skulle skrive hvad vi ønskede os at skille os af med i vores liv mest af alt på store sten der lå foran os. Stenene må have vejet 10-15 kilo. Jeg havde efter yderligere snak med Albert fundet ud af at det var manglende selvsikkerhed der var mit problem.

Albert bad os løfte stenene og holde dem i favnen. Derefter bad han os om at bære dem op på toppen af en bakke, som vi nok skulle gå et par kilometre for at nå. Prøv I at løfte på 10-15 kilo i en halv time eller mere. Stien op på toppen af bakken var af grus og man var konstant bange for at falde. Stenene føltes tungere og tungere efter hvert skridt vi tog. Vi kunne ikke stoppe op og drikke da stien var smal og stenene for tunge til at kunne bære i en hånd. Jeg var nærmest ved at kaste op da vi nåede toppen. Et par af de andre elever græd decideret undervejs.

Oppe på toppen bad Albert os om at holde stenene ud i strakt arm så længe som vi overhovedet kunne og så kaste dem ned af bakken så de stort set havnede hvor at vi havde samlet dem op. Når vi kastede dem skulle vi råbe det som vi havde skrevet på dem så højt at vi kunne. Jeg kastede min sten og knækkede sammen af ømme muskler. Da alle havde kastet deres sten, sagde Albert at vi kunne mærke hvor lettet at vi var. Det ville være samme lettelse vi ville føle i vores liv, når vi skilte os af med det som tyngede os alt af mest i vores liv. Vi humpede ømme og trætte tilbage til skolen.

Ugerne sneglede sig af sted med skolearbejde foran computeren og sessioner med Albert. Jeg bad om at skrive til min far, så jeg kunne spørge om hvorfor at han mente at jeg skulle gå på skolen. Albert mente efter at have talt med min mor at det var i orden, men brevet skulle være på Amerikansk og det skulle sendes med post, så de kunne gennemse indholdet først for eventuelle kritiske bemærkninger om skolen. Jeg beskrev hvad jeg havde oplevet på overlevelseskurset og hvor at jeg glædede mig til at komme hjem til Danmark igen. Jeg spurgte også om hvorfor at jeg skulle gå på skolen i USA, når jeg allerhelst ville gå i skole i Danmark.

Brevet blev postet og jeg ventede på svar. I mellemtiden havde de fundet ud af at jeg som europæer havde spillet fodbold som de kender som soccer derovre. Fordi at der var tale om at skolen måske en dag kunne spille kampe med andre skoler i området, så fik jeg fri til det. Det var bedre end at løbe rundt om skolens område 4 gange som var den motion jeg ellers allernådigst fik og det var tusinde gange bedre end at trække trækvognen.

Jeg må sige at jeg havde affundet mig med min skæbne. De havde knækket Janice. Danmark lå langt væk. Mit sind havde indfundet sig på at være i overlevelsesmode hele tiden.

18. Den japanske interneringslejr

Næste dag var det tid til at blive indskrevet på skolen. Angela kørte mig. Det var ikke nødvendigt med håndjern nu hvor jeg havde vist dem at jeg ikke var en flugtrisiko længere og hvor skulle jeg i øvrigt flygte hen? Jeg var i Utah og i nogle byer hvor alle direkte eller indirekte levede at drive hvad jeg vil kalde private fængsler. Vi kørte ned til Hurricane og ud af byen igen imod et område som ret misvisende kaldes Apple Valley for der kan ikke gro æbletræer uden konstant kunstvanding. Jeg så aldrig nogle æbletræer udover de få træer som er på den del af skolens område som bliver brugt til forældrebesøg.

Da vi var kommet cirka 5 km ud af byen drejede vi til venstre ned af en markvej, som tilsyneladende førte direkte ud i ørkenen. Vi havde vel kørt 3 km mere at vi kørte over en lille bakke før at skolen pludselig lå foran os. Umiddelbart var det nærmest bizart. Nede i dalen var der en flot anlagt kunstig sø, nogle flotte ranch lignende huse, lade og så hvad der lignede nogle skure helt isoleret i baggrunden.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at de skure skulle blive mit hjem. På Internettet har grupper af unge der har været på skolen lavet sammenligninger mellem skurene og de skure som Amerikanerne internerede Japanske emigranter i under 2. verdenskrig.

Vi kørte op foran et af de store huse og en mand kom ud for at tage imod os. ”Goddag. Mit navn er Goodwin og jeg er manager for skolen. Jeg går ud fra at det er Angela fra transportfirmaet X og Janice som skal være elev her på skolen. Følg med ind på kontoret.”

Inde på kontoret blev mine papirer gennemgået. Da det var slut, så tog Angela afsked med mig. Jeg skulle nu undersøges af en læge før at jeg kunne blive vist til mit værelse.

Jeg frygtede for lægeundersøgelsen, da jeg kunne huske hvordan at det gik sidste gang. Den kvindelige læge var dog mere afslappet. Hun sagde at jeg kunne gøre det på den blide måde eller den hårde måde. Jeg tror at hun vidste hvordan at de tog fat på overlevelseskurserne. Jeg indvilligede i at gøre det på den bløde måde. Så tøjet kom af og jeg blev vist hen til en gynækologisk briks. Jeg ved ikke hvordan at mænd har det, men jeg tror ikke at der er nogle kvinder som finder koldt stål mod de nedre regioner specielt behageligt og jeg skulle undersøges begge steder. Det er at forsøge at slappe af og tænke på noget andet.

Lægen var nu flink. Hun fortalte at hun var glad for at jeg tog det så afslappet. At skulle tage blodprøve på en person som kæmper og vrider sig er et mareridt. Det er svært alene at forestille sig tanken.

Da det var fastslået at jeg ikke havde gemt noget som jeg ville smugle ind på skolen, så fik jeg min skoleuniform udleveret. Den bestod foruden undertøj af uformelige orange bukser og en lige så orange T-shirt og jakke. Da jeg kom ud fra lægeundersøgelsen tog Goodwin imod mig og bad mig følge efter ham. Imens at vi gik hen til vores bestemmelsessted, så forklarede han mig om stedet. Skolen var etableret i Idaho, men knas med myndighederne gjorde at de flyttede til Utah. Skolen var stiftet af Goodwins far, men han var ikke så meget på skolen fordi at han arbejde som konsulent og ekspert på Tv- og filmproduktioner i Californien. Blandt han havde hans ekspertise været brugt i en serie med en ung, senere kendt Star Wars skuespiller.

På skolen arbejdede man med forskellige niveauer som man kunne opnå baseret på hård indsats. Med et højere niveau fulgte forskellige privilegier. Kunne man ikke opføre sig ordentlig blev man degraderet til niveau 0, som kaldtes ”Observation og Vurdering”. På det niveau måtte man ikke røre sig, tale, gå eller spise uden at der er givet individuel tilladelse. Man kunne komme op på næste niveau ved at løse 14 opgaver, som Goodwin mente at de fleste ville kunne løse indenfor kort tid.

Vi passerede de fleste huse og kom til et område hvor at der var slået nogle pavilloner op. I en af pavillonerne stod et bord klar til mig. Der var en vandflaske på bordet og nogle blokke, samt en blyant. ”Sæt dig ned og start. Du er nu officiel student her på skolen”.

Jeg bladrede lidt i blokken. Det var lidt de samme spørgsmål som jeg havde set på overlevelseskurset. Hvad havde jeg lavet af forkerte ting i mit liv? Havde jeg et sexliv? Brugte jeg alkohol og stoffer? Hvordan var mit forhold til min mor og far, samt resten af familien? Hvordan gik det i skolen? Hvordan var mine fremtidsplaner osv?

Jeg ville spørge Goodwin inden at han gik om han forventede at jeg ville tage det alvorlig og jeg lige sagt et ord da to meget bestemt kvinder kom hen imod mig. De pegede på et skilt hvor reglerne var skrevet. Neden under reglerne stod der, at man blev fastholdt og slæbt ud i en stencirkel udenfor teltet hvor at man kunne sidde i en time, hvis man ikke overholdt reglen om at række hånden i vejret inden at man stillede et spørgsmål.

Jeg bøjede hovedet og tav. Deres kropssprog indikerede at alt de ventede på var et slagsmål. Jeg kiggede forsigtigt rundt. En lyshåret pige sad et par borde væk. Pludselig lagde jeg mærke til at hendes bukser skiftede farve. Hun tissede i bukserne! Jeg var forbløffet, men så kom jeg i tanker om at der på skiltet også stod at man kun kunne komme på toilettet to gange om dagen. Senere har jeg erfaret at dette ofte skete på niveau 0. For at undgå mistanke om at man som elev var ude på at snyde sig til fritid og dermed yderligere konsekvenser, så valgte mange elever at tisse i bukserne.

Jeg gjorde op med mig selv at jeg ikke ville være på det niveau længe. Jeg måtte lyve og give dem nogle tilståelser så jeg kunne komme op på næste niveau.

Vi havde vel nok siddet i teltet nogle timer da en lærer kom ind. ”Kom. Nu er det tid til lidt motion. Vi kan ikke have at vores elever bliver sløve af at sidde i teltet hele dagen.” Vi gik ud af teltet og her stod så endnu engang en af de trækvogne som mormonerne havde brugt. Men i modsætning til overlevelseskurset var denne vogn fyldt med kampesten. Jeg husker endnu de næste 3 timer som de hårdeste i mit liv. Vi var 8 elever om vognen og den flyttede sig få meter af gangen. Vi var 4 elever som trak det bedste vi har lært. Begyndte nogle af os at tale var lærerne straks over den stakkel.

Jeg var fuldstændig udkørt og svedig da jeg kom tilbage til teltet. Der var intet bad. Det var bare ned og sidde for at løse opgaver.

Det blev tid til aftensmad. Vi fik serveret hvad de andre havde fået at spise i går og det kom frisk fra køleskab. Vi på det laveste niveau havde ikke gjort os fortjent til de store kulinariske udskejelser.

Efter maden kom vi omsider i bad. Jeg blev nu sammen med pigerne fra niveau 0 ledt ned til en hytte hvor at vi sov 4 piger på hvert værelse. Der var en lærer i døren konstant, så reglen om at lade være med at tale med andre elever blev stadig håndhævet.

Hver dag på niveau 0 lignede hinanden og det var virkelig hårdt. Vi kom ud til gymnastik 2 gange om dagen a 3 timer. Resten af tiden bortset fra frokost og aftensmad blev brugt på at løse opgaverne. Havde man løst alle opgaver skulle man fremlægge det for en gruppe elever på højeste niveau, som åbenbart fik goder for at stille skarpe dumpende spørgsmål. Dagene flød ud i hinanden og jeg husker til dato ikke hvor mange dage at jeg tilbragte på niveau 0, men det har vel været 8-10 dage.

Til sidst lykkedes det dog. På det tidspunkt havde jeg givet indrømmelser på noget som jeg ikke havde lavet, men de ville hele tiden have mere. Jeg var ligeglad, jeg ville bare ikke leve på den måde mere.

16. Den Amerikanske Farm

Ved morgenmaden havde jeg fået at vide at jeg skulle starte på skolen om mandagen, men at de ville tage mig med til deres gård, som de også brugte som overnatningssted for de unge, der ikke kunne afleveres med det samme.

Det blev en lang dag i bilen før at vi sent aften kom til familiens gård, som lå nær landsbyen Virgin ikke så langt fra den skole, jeg skulle gå på. Skolen lå udenfor Hurricane, men jeg kunne ikke se skolen på forhånd.

Der var tale om to huse forbundet med en gang og så en lade. Da vi standsede kom 4 børn ud og kastede sig i armene på de to kvinder. Det er så vores børn ”Mary, Lucy Ann, Augusta og lille Brigham. Følg efter os.” Jeg fulgte efter dem ind i det ene hus. Joe sad i køkkenet og hilste på mig. Vi kom ned til et rum for enden af gangen, hvor at der var et alarmpanel ved siden af selve døren. Chelsea tastede en kode ind og viste mig ind i værelset hvor at der var et TV, en indbygget brusekabine og en seng. Der var også et vindue, men det var ikke til at åbne. Chelsea bankede på det og sagde ”Panserglas”. Hun tog alle kæder og læderremme af og viste mig et håndklæde og en bunke tøj på sengen jeg kunne skifte til, hvorefter at hun forlod rummet.

Jeg tog et meget eftertragtet bad og begyndte at tage tøj på. Det var halvlange underbukser som gik til knæene og en undertrøje som dækkede skuldre. Derefter var der ankelsokker og en ternet kjole. Jeg kom til at tænke på at jeg faktisk havde det samme tøj på som deres børn bar. Jeg skulle åbenbart passe ind. Chelsea kom ind og spurgte om tøjet passede. Da jeg nikkede bad hun mig dreje mig for at hun kunne sikre at jeg så ordentlig ud.

Derefter blev jeg inviteret ind i huset. Det var tid til aftensmad. Joe havde jo kørt i forvejen og stod for madlavningen. Mary som så ud som om at hun var 17 var også i køkkenet. Lucy Ann dækkede bord imens at Augusta og den lille dreng rendte rundt udenfor.

Ved bordet gik snakken mest om hvor at Mary skulle rejse hen når hun skulle ud og missionere i et andet land. Det var åbenbart normalt at de unge mennesker skulle gøre det inden at de giftede sig og fik forpligtelser.

Efter maden så satte Joe og Angela sig ind i stuen, imens at resten ryddede op. Jeg spurgte hvem der var mor til børnene. Angela sagde at det var de begge to. Joe og Angela havde mødt hinanden for mange år siden, men de kunne ikke få børn. Chelseas mand var nogle år forinden omkommet ved en trafikulykke og hun var Angela’s kollega i hæren. Hendes datter Miriam som ikke boede hjemme mere manglede et hjem når mor var oversøs og så lå en løsning lige for. Rent teknisk var Joe kun gift med en kvinde, men i praksis udgjorde de en familie.

”Vi er så lykkelige og vi ser børnene som vores fælles projekt. Vi har været nød til at lave en plan som Joe skal følge så ingen føler sig overset. Det er derfor der er to huse, men derudover så fungerer vi som alle andre familier. Vi kan ikke forestille os det på en anden måde.”

Jeg havde et spørgsmål mere. Jeg spurgte hvorfor at de havde valgt det job, når de nu var i hæren. Angela fik tårer i øjnene. ”Det er Miriam. Hun bor vist over i Californien og arbejder i en restaurant. Det går fint nu, men vi havde nogle rigtige hårde år. Hun mistede sin far og hun forsvandt herfra da hun blev 17 år. Vi ledte efter hende i et helt år, men fandt hende først da hun havde haft sin 18 års fødselsdag. Vi kunne ikke få hende med tilbage på trods af at hun flere gange var hjemløs og boede hos venner eller i sin slidte bil. Hun var også i fængsel en gang. Der gik 4-5 år før at hun fik vendt sit liv om, men troen har hun nok mistet for evigt.”

Hun rømmede sig. At sige det havde berørt hende dybt. ”Vi forstod at vi havde svigtet hende, men mere vigtigt så manglede ressourcerne for forældre som os. Vi besluttede os for at hjælpe andre som måtte komme i vores situation. Vi arbejdede først for et andet transportfirma som udførte interventioner, men hans metoder som bestod af peberspray og håndjern brød vi os ikke om. Desuden gik han ikke så meget op i om den transportør som skulle stå for transporten var af samme køn som teenageren der skulle transporteres. Ville du have klædt dig af overfor en fremmed mand? Vi transporterer kun piger og det er kun på hel specielle missioner at vi bruger Joe som backup, men Joe er aldrig alene med pigerne.”

Jeg skulle til at spørge om mere, men så kom drengen ind. ”Mors lille Brigham. Er det blevet tid til at sove? Kom med mor.” Joe tændte TV’et. Han indtastede en kode på fjernbetjeningen. ”Ja, men nutidens TV er man nød til at styre hvad børnene ser 100 procent.”

Vi sad og så aftenens nyheder, da Chelsea kom ind. ”Janice. Det er tid til at du skal sove. Kom med.” Jeg blev fulgt ned på værelset. Hun viste mig en samtaleknap på indersiden af værelset, som jeg skulle bruge hvis jeg skulle på toilettet. De havde faktisk bygget deres egen lille fængselscelle i huset. På sin vis irriterende, men på den anden side skulle jeg ikke sove bundet i kæder.

Næste morgen så vækkede Chelsea mig klokken 6. Efter maden skulle vi ud i marken. Vi hyppede kartofler på den gamle måde. Det var et slidsomt arbejde, men jeg kunne se at alle børnene lagde energi og glæde i deres arbejde og selvom at det ikke var i min interesse at arbejde på deres mark syntes jeg ikke at jeg ville ødelægge noget for børnene ved at sætte mig ned og nægte at arbejde. Jeg må indrømme at jeg til dato finder det mærkeligt at selv børn kan finde glæde med hårdt arbejde. Måske ved børnene ikke bedre.

Efter frokost skulle Chelsea ud og handle ind. Hun gav mig en slags elektronisk fodlænke på. Den var forbundet med en lille boks som hun havde i sin lomme. Gik jeg mere end 10 meter væk ville fodlænke larme som en bilalarm. På den måde behøvede jeg ikke at få alle kæderne på og som hun sagde. ”Alle i byen er næsten i samme branche. Der er ikke så meget at leve af, så flugt er formålsløst.” Vi kørte mod en større by som hed La Verkin. Da vi kom til byen parkerede vi ved et lille center som hed Farmer’s market. Imens at vi handlede, så hviskede Chelsea til mig. ”Se. Hvor alle de unge ekspedienter ligner hinanden med hensyn til frisure og fremtoning. Det er unge som er på øverste niveau fra en kostskole længere nede af gaden. De har fået det privilegium at få lov til at arbejde for mindsteløn.” Det var rigtigt når man lagde mærke til det. De lignede jo næsten alle hinanden. Deres smil og deres reaktionsmønster var som om at de var blevet samlet på samme samlebånd.

Da vi havde handlet så kørte vi en omvej hjem. Hun viste mig lidt rundt i La Verkin. Den største skole havde afdelinger på ikke mindre end 3 steder på hovedgaden. Hun talte om at de havde cirka 500 elever alene på den skole. På vej gennem Virgin så pegede hun på en gård og fortalte at det var et opholdssted for piger. De arbejdede meget med heste. Stort set lige over på den anden side af vejen var der nogle huset omgrænset af et højt hvidt plankeværk. Det var en slags boot camp for drenge. Nogle drenge gik og malede plankeværket. De var alle barberet skaldet. Det lød som et barsk sted.

Vi kom hjem til farmen igen. Det var blevet tid til aftensmad. De næste par dage gik med arbejde i marken. Det blev også tid til lidt boldspil. Fjernsyn og computer var ikke noget børnene havde andet afmålt adgang til og det var naturligvis ikke muligt for mig at komme til computeren. Aftenen før at jeg skulle møde på skolen kom vi efter maden ind på hvad jeg havde tænkt mig af planer for mit liv når jeg havde fået min eksamen. Jeg fortalte at jeg blot ville tilbage til Danmark. Det var slet ikke meningen at jeg skulle blive student. Jeg ville blot hjem og have et almindelig arbejde i en butik og så være sammen med John. Jeg fortalte at det var min far som havde forældremyndigheden og at jeg ville kunne komme hjem til ham med det samme, hvis jeg blot kunne få fat i ham. Da var det at Chelsea sagde: ”Det skal du nok ikke være så sikker på.”

Jeg var chokeret: ”Hvad mener du med det?”

”Jeg talte med din mor omkring betalingen for dit ophold her på gården. Jeg troede at hun havde hyret flere firmaer i forbindelse med din flugt, men så mange penge har hun ikke. Hun har faktisk taget et lån i huset for at kunne finansiere overlevelseskurset og kostskolen. Grunden til at vi kunne finde dig i Californien var at hun havde fået en mail fra din far om at det var der at du var. Faktisk havde hun også fået en mail fra din far i forbindelse med din flugt fra hendes hus som fortalte at du var flygtet til Minneapolis. Din far må være enig med din mor om at dit forhold til John er en dårlig ide. Hvis at det er rigtigt at han har forældremyndigheden og han ville have dig hjem, så havde han vel gjort noget for det.”

”Du lyver.” Jeg blev rimelig ophidset.

”Fald ned Janice. Lad os nu ikke blive ophidset. Jeg kan kun gengive hvad din mor har fortalt mig. Det er hvad hun siger. Hvis du vil have ordene fra din fars egen mund, så får du chancen på kostskolen, da familieterapi er en del af skolens behandlingstilbud. Lad os nu ikke tale mere om det.”

Jeg sad stille og drak resten af min te. Tankerne flød igennem mit hoved. Var jeg nu helt alene i verdenen. Min far var min eneste billet hjem. Hvad var der galt med mit forhold til John?

14. Viva California

Vi lå og sov ved søen. På et tidspunkt tog jeg et bad. Det var første gang i lang tid hvor at jeg ikke kun skulle nøjes med klatvask. Det var herligt selvom jeg ingen sæbe havde og jeg skulle tilbage i det samme beskidte tøj. Hen under aftenen arbejdede vi os sydpå langs søen. Hen under aftenen skulle vi passeere en lille å før at vi kom til noget som lignede en campingplads. Der var campingvogne og telte. Lindsay bad mig vente. Hun sneg sig hen til en af teltene hvor at hun rodede i nogle tasker. Da hun kom tilbage, så havde hun en mobiltelefon med. Der var heldigvis dækning og hun ringende til en ven i New York. Samtalen var lang. Da hun var færdig så sagde hun at hun havde talt med hendes fyr som tilhørte en bande. De havde afdelinger i andre byer og han ville sørge for at der kom en vogn fra Las Vegas og hentede os. Hun kravlede tilbage og afleverede telefonen, så ingen ville savne den. De ville nok opdage opkaldet med tiden når de fik telefonregningen, men så ville vi være væk.

Vi gik tilbage til åen. Vi skulle følge åen mod øst til et sted hvor at den var tæt på vejen, da området omkring campingpladsen var så åben at folk ville få mistanke til to piger der render rundt i orange/brunt tøj og som ser ud som om at de havde været ude i ødemarken i et halvt år.

Langs åen lå nogle huse og vi måtte snige os forbi dem ganske stille. Jeg tror at vi var kommet 3 kilometre ned af vejen før at Lindsay sagde at det var stedet. Hun rev et stykke af sit tøj og bandt det omkring en træpæl tæt på vejen. Vi skulle nu bare vente.

Vi ventede hele dagen. Det blev mørkt. Næste dag skete der heller ingen ting. Var vi blevet svigtet. Sidst på dagen stoppede en varevogn tæt ved pælen. Vi var usikre på hvorvidt at det var vores kontakt. En mand stod ud af bilen. Han havde et tørklæde på og lignede en af de skurke Steven Seagal ville skyde. Lindsay sagde at det var hendes bandes farve og vi gik over til bilen. Chaufføren præsenterede sig som Jesse og vi hoppede ind bagi. Inde i bagagerummet var der colaer og kolde pizzaer. Det var kongemad ovenpå flere ugers vand og grød uden smag. Jeg faldt hurtigt i søvn på gulvet mæt af maden og af de sidste dages oplevelser.

Jeg ved ikke hvor længe vi havde kørt da Lindsay vækkede mig.  ”Janice. Vi er ude af Utah.”. Vi var kommet til en by som hedder Mesquite. Her fandt vi en tankstation, hvor at vi kunne skifte tøj. Det var rart at få noget andet på selvom det var alt for stort til mig. Vi kørte videre og vi kom til Las Vegas. Jeg ved hvordan at de fleste ser Las Vegas. Neon, Casinoer osv. Men i den nordlige del af Las Vegas ligger der lufthavn, industri og ganske almindelige huse, som kunne ligge i hvilken som helst anden Amerikansk by. Her fik vi husly hos en af bandemedlemmer og dennes familie. De var næsten alle sammen nogle der lignede immigranter fra Mexico og jeg ville ikke fornærme deres gæstfrihed ved at spørge. Lindsay talte spansk og kunne kommunikere med dem. Jeg var ikke i stand til det. 

Lindsay sagde at vi vækkede opsigt i kvarteret så hun kom med hårfarve. Jeg måtte yde ofre og jeg fik farvet mit hår sort efter en time i et bad, som jeg føler helt ind i sjælen. Jeg ved ikke om I nogensinde har gået flere uger uden shampoo. Følelsen af en hårvask under disse vilkår er helt ubeskrivelig. Vi blev der nogle dage. Lindsay fik besked om at hendes mor nu viste at hun var flygtet. Hun havde ikke efterlyst hende via de officielle kanaler og jeg stod heller ikke på nogen liste. Det betød så ikke at vi var sikre, da det var et udtryk for at private selskaber havde fået kontrakten på vores tilfangetagelse. For Lindsay betød det at hun ikke kunne vende tilbage til New York. Hun havde derfor så talt med hendes kæreste og aftalt at vi skulle til Los Angeles i stedet, hvor at banden havde kontrol med hele kvarterer.

Jeg vidste at jeg skulle i kontakt med Danske myndigheder. Med lidt hjælp på internettet fandt jeg ud af at der var en dansk repræsentation i Los Angeles, så jeg besluttede mig for at køre med. I Las Vegas ville jeg være opdaget før eller siden og der var intet jeg kunne tage mig til ud over at rode mig ud i noget kriminalitet, da jeg ikke havde arbejdstilladelse eller andre vigtige papirer.

Vi ankom til Los Angeles og blev indlogeret hos Jose’s Tante. Jose var Lindsay’s fyr. Meningen var at vi skulle bo hos tanten indtil at Jose kom fra New York, så Lindsay og Jose kunne starte et nyt liv i Californien. De var nød til at holde sig skjult i nogle år indtil at Lindsay blev myndig. Tantens hus lå i en slags trailerpark op af nogle grønne områder hvor at der var højspændingsledninger. Ikke så langt derfra lå en stor motorvej som hed Artesia Freeway og støjen derfra var konstant døgnet rundt.

13. Syndflod og frelse

Et par dage senere var vi på vej ned i en dal hvor at det var meningen at vi skulle slå lejr og afvente det ugentlige psykologbesøg. Da var det at sorte skyer trak over himlen. Peter så forskrækket ud. ”Uvejr er på vej. Vi må slå lejr. Straks”.

Vi havde lige slået teltene op, da det begyndte at regne. Kort tid efter stod himmel og jord i et. Det begyndte at lyne og da der ingen træer var derude, så var det faktisk ret truede. Peter så mere og mere bleg ud. Inden længe var han i panik. Han skulle forestille sig at være guide og så er det ham som går halvvejs i panik. Pludselig begyndte han at græde. Da var det at jeg for alvor blev bekymret. Han havde været den der havde taget føringen blandt de voksne. Kathy tog radioen og bad om assistance. En jeep kom til lejren kørt af en meget barsk udseende mand. Jeg forstod at det var den tredje guide som ellers skulle holde med lejren på afstand. Misha sagde til mig at han hed Chuck. Han havde fanget en dreng som var på kurset da hun kom til det nogle uger før mig.

Chuck og Kathy prøvede at få Peter beroliget. Da var det at Lindsay tog min arm. ”Kom. Vi smutter. Vi får aldrig en bedre chance.” På grund af den noget kaotiske stemning da vi slog lejr havde de ikke taget hendes støvler endnu.

Vi sneg os væk. Vi var kommet nogle kilometre væk da vi kunne høre dem kalde. Regnen og tordenen fortsatte. Lindsay førte an. Det var som om at hun vidste hvor at vi skulle hen. Vi havde måske gået i en halv time da Lindsay førte mig hen til en grøft halvt fyldt med vand. Vi lagde os i mudderet og hun fortalte at vi skulle afvente at uvejret stilnede af før at vi gik videre.

Der gik måske et par timer, så var vi på flugt igen. Det var nu blevet mørkt og jeg kunne ikke forstå hvor at hun ville hen. Lindsay fortalte at hun havde lært området at kende i forbindelse med en tidligere flugt. Hun havde fotografisk hukommelse, men hendes evner i ødemarken var begrænset. Hun var derfor blevet fanget mange gange. Kunne hun nå til et civiliseret område så kunne hun skaffe hjælp. Det var det hun skulle bruge min hjælp til. Hun havde været på kurset i 6 uger og var blevet flyttet imellem forskellige grupper efter hver flugt. Hun havde aldrig set nogle været i stand til at lave bål så hurtigt efter at være blevet sendt til kurset som jeg havde været i stand til.

Vi gik hele natten. Da vi så det første lys sagde Lindsay at vi skulle finde et sted hvor at vi kunne vente på aftenen. Hun havde været så smart at tage nogle vanddunke med som hun havde fyldt da vi lå i grøften. Vandet smagte ikke godt, men vi kunne overleve dagen. Vi lå ned og hvilede os i skyggen af nogle klipper. Periodisk flyttede vi os lidt. På et tidspunkt kørte en Jeep forbi på en grusvej nogle kilometre væk. Lindsay beroligede mig med at kurserne i området normalt ikke involverer myndighederne de første 72 timer. Kunne vi nå væk fra området og ringe hjem, så ville myndighederne slet ikke blive involveret, da den slags koster. Der ville ikke komme nogen helikopter op og vejene vil ikke blive gennemtravlet af politiet. Alt handlede om penge.

Det var blevet aften igen og vi startede med at gå. Vi skulle gå mod vest da mange unge normalt ville søge mod øst imod Loa som var den største by på egnen. Men Loa husede forskellige overlevelseskurser og kostskoler. Dvs. at hele byen var afhængig af samme industri. Alle ville dække over alle blot at der kom unge til byen som kunne sendes ud til kurserne og skolerne. Vi ville blive angivet indenfor et kvarter efter at vi krydsede bygrænsen. Loa var udelukket. Lindsay satsede i stedet på at vi skulle nå Otter Creek som var en sø. Folk kom langvejs fra for at fiske regnbueørreder. Vi skulle have fat i en telefon, så ville Lindsay’s venner klare resten derfra.

Da det var tæt på morgenen så slog vi lejr en gang til. Vi så slet ikke nogen biler hele dagen. Det var klart at guiderne måtte have troet at vi ville søge imod Loa. Lindsay fortalte om sit liv.

Hun var født i Boheme, som er en forstad til New York. Hendes far havde kontrakt med hæren og var ofte væk. Hendes mor var assistent i et ejendomsmægler selskab. Det var hendes opgave at lave om på indretningen i folks huse så de så mest mulig præsentable ud. Nogle gange skulle sælgernes møbler helt ud og andre som de så lagerførte ind. Hun gik meget op i sit arbejde, så Lindsay havde været overladt til hendes mormor, der døde da hun var 13 år. Det havde været et stort tab for Lindsay og hun fik mere og mere lyst til at være sammen med kammeraterne. Jeg forstod hende så godt. Min far som om nogle ville gå hele vejen for mig kunne ikke erstatte min mor og jeg havde også valgt John og kammeraterne fordi at jeg følte at jeg manglede et eller andet.

Lindsay blev sendt væk første gang da hun var 14. Hun blev sendt til North Carolina på et overlevelseskursus. Hun stak af. Så kom hun til et sted i Utah og da hun stak af derfra, så var hun hjemme i en periode før at hun blev sendt til dette kursus. Det var meningen at hun bagefter skulle til en kostskole oppe i Vermont.

Vi snakkede om vores liv og vores fyre. Selvom Lindsay var et år yngre end mig, så havde hun haft tre fyre. Den ene var 21 hvilket jeg fandt at være et oldtidsfund.

Da det blev aften så gik vi igen. Der var nu mange bakker. Vi havde vel gået den halve nat, da der pludselig var lys på vejen nogle kilometer væk. Vi lagde os hurtigt ned. Bilen stoppede og der blev lyst rundt om på bakkerne. Havde de opdaget os? Hvad ville der ske os hvis vi blev fanget? Jeg har aldrig været så bange i mit liv før. Der gik 10 minutter før at bilen satte i gang igen og kørte videre.

Om morgenen lå vi og ventede på næste nat. Vi havde et problem. Vi havde ikke mere vand. Jeg havde skaffet os nogle blade fra en plante som Peter havde forklaret os var spiselig og som vi ville være nød til at leve af hvis vi brugte vores ugeration af mad før tid. Der var sat 2.000 kalorier af til os pr. dag, hvilket var et krav myndighederne i Utah havde dikteret efter at flere teenagere var døde i 90’erne på lignede overlevelseskurser. På nettet kan man finde en film om drengen Aaron Bacon som døde for en del år siden og som viser hvor barske at kurserne var dengang. Når jeg tænker på det i dag så var det mest traumatiske for mig ikke selve kurset, men de ting som ledte op til det.

Jeg brød mig ikke om at blive tvunget til at dele mig selv og guderne måtte vide hvor lang tid at det ville have taget for mig at nå alle niveauer igennem. Mand hvor var jeg tørstig. Det var nu blevet eftermiddag og solen stod højt på himmelen. Jeg ville så godt videre, men Lindsay sagde at det nu handlede om disciplin. Vi skulle vente til i aften og vi skulle helst nå søen i morgen.

Endelig blev det aften. Det var hårdt at komme op af bakkerne. En hel dag uden vand havde drænet mig for mine kræfter. Jeg måtte tvinge mig selv til at tage hvert skridt jeg tog. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs, da Lindsay stoppede op og sagde at vi er fremme. Over bakketoppen kunne jeg se en kæmpe sø. Jeg ville løbe ned til den, men Lindsay sagde at der kunne være campister og vi derfor skulle være meget forsigtige. Der var også lokale som boede i området og bestyrere af campingpladser, der viste at vi med stor sandsynlighed var nogle som var på flugt.

Det var tæt ved morgengry før at vi var nede ved søen. Aldrig har almindelig vand smagt så godt. Lindsay fortalte mig at der var en rasteplads i den sydlige ende af øen. Det var der vi skulle hen.

12. Pigen de kaldte hest

Mormon handcart? Hvad er det?

Jo for mange år siden så flyttede mormonerne til Utah. Egentlig havde de slået sig ned i Ohio og Missiouri, men et bankkrak tvang dem til Illinios. Her kunne de ikke tåle den fri presse og ødelagde et avistrykkeri der havde skrevet kritisk om dem. Lokalbefolkningen blev sur og lynchede lederen, hvorefter at de tog det store skridt og bogstavlig talt gik til Utah. De brugte ikke trækdyr, men trak vogne med deres oppakning. Der er masser af billeder af disse vogne på internettet, hvis man søger efter dem. 

En vogn som den jeg blev tvunget til at trække sammen med de andre unge.

Alt det foregik omkring 1850, men i 2006 stod jeg foran en sådan vogn uden helt at forstå hvorfor at det skulle være en ide at smide alle vores rygsække op i den for at trække en vogn der vejede mere en dobbelt så meget som rygsækkene tilsammen. Det ville så tredoble den vægt der skulle flyttes.

Men ordren var klar og da jeg havde den laveste status på holdet var det mig som skulle trække vognen og de andre som skulle skubbe. Der er så lige det med vægtfordelingen. Inden længe hang jeg oppe i luften uden jordforbindelse.

Ned på jorden kom jeg da efter at de havde justeret på placeringen af deres rygsække. Vi talte til 3 og jeg trak imens at de andre skubbede. Vognen rykkede sig kun ganske lidt. Peter og Kathy skubbede på og vognen kom lidt op i fart. Tricket var at holde den kørende. Men det var også konstant koncentration omkring at holde vægten ligelig fordelt. Jeg havde personerne bag kurset mistænkt for at have fået lavet en speciel udgave af vognen som var ustabil og så tror jeg ikke at de havde smurt akslerne for vognen peb konstant.

Sveden perlede af mig. Kathy gik op på siden af mig og holdte en vandflaske så jeg kunne få noget at drikke imens at jeg trak vognen. Vi havde vel nok brugt omkring en time eller to. Når ure er forbudt så er det svært at sige. Det føltes som en evighed.

Da jeg endelig havde fået lov til at slippe vognen, så mærkede jeg for alvor hvor øm i kroppen jeg var blevet af det hårde arbejde. Alt gjorde ondt. Alt!

For at det ikke skulle være løgn så var det meningen at jeg skulle trække vognen igen efter frokosten. Jeg nægtede. De var på vej hen imod mig for at vride mine håndled om og jeg bakkede ud. Peter besindede sig og besluttede sig at en samtale måske ville være at foretrække i stedet for en konfrontation. ”Janice. Hvorfor svigter du holdet? Kan du ikke se at vi alle prøver at bakke dig op med at skubbe vognen. Vi yder vores, men du yder ikke dit”.

Det var jo ikke sådan at jeg så det. Jeg trak den forbandede vogn. Men Kathy mindede mig om at jeg jo ikke kunne få vognen i gang af mig selv. Det var jo gruppen inklusive guiderne der havde givet vognen det sidste skub. Jeg var egoistisk når jeg bare sådan melder mig ud af gruppen blot fordi at jeg var en smule øm. Jeg kunne få et kvarter at tænke over det i. Hvis jeg ikke tænkte mig om, så måtte de tage hårdere metoder i brug.

Jeg havde ikke lyst til trække vognen videre, men på den anden side så huskede jeg sidste gang at de vred mine håndled af led. Så jeg gik tilbage til vognen. Jeg kunne næsten ikke gå, men gruppen skubbede og efter noget masen så kom der gang i vognen igen.

Vi fortsatte hele dagen indtil at det blev tid til at slå lejr. Efter måltidet ville Kathy evaluere dagen. Hun talte meget om værdien i at forstå at vi alle nok er enkelte individer, men vi er også dele af fællesskaber i skolen, til sport og i familien. Vi er nød til at tænke på hvordan at vi relaterer til hinanden. Byder vi ind med noget eller har vi konstant nej-hatten på.

Uden at nogen af os havde bemærket det, så dukkede Brad op. Det var på en eller anden måde irriterende at vide at der nærmest ud af ingenting kunne dukke folk, drikkedunke, forsyninger og vogne op. Var vi en del af et realityshow? Var der i virkeligheden massere af kameraer derude? Sad folk hjemme i stuerne og stemte om hvorvidt at vi måtte have lov til at forlade kurset?

Brad tog ordet. ”Janice. Du har i dag vist at du kan mere end du selv tror, er muligt. Her på kurset får alle et indiansk navn fordi at stedet her for længe siden har rummet et oprindeligt folk som har færdes på disse vide landskaber. Dit Indianske navn er Den utæmmede hest. Du er solid, du er stærk, men du er også stædig. Tillykke du er nu et skridt tættere på at komme på Ørne-niveau”.

De andre i gruppen rejste sig op og klappede af mig. Jeg forstod ikke navnet. Var jeg utæmmet? Bøjede jeg ikke af for vinden? Var jeg ikke blevet en del af deres beskidte spil, da jeg angreb Robert? Havde jeg ikke accepteret at trække vognen videre blot fordi at jeg ikke ville risikere at få vredet håndledne af guiderne?

Selvom at jeg havde fået en plageånd af nakken og påstås at have lært noget om samarbejde, så kunne jeg stadig ikke forlade kurset. Det krævede hjælp fra oven.

10. Jo hårdere falder de ….

Næste morgen stod der pludselig to mennesker i lejren. De præsenterede sig som Kathy og Peter. De var vores nye guider. De var ikke meget ældre end os. Misha sagde til mig at det var normalt at kurserne hyrede unge som lige var blevet færdige med gymnasiet og som nærmest var lige så nye i naturen som os. Ideen var at vi bedre kunne åbne os og tale med dem, da de lignede os.

Vi skulle nu pakke lejren og efter anvisninger fik jeg pakket min rygsæk som jeg selv mente så lige voldsom ud. Jeg skulle til at tage den på ryggen da jeg nærmest faldt bagover i forsøget. ”Der er vist en som lige skal lære det.” Alle lo.

Det viste sig at den vejede lidt over 20 kg. Var de sindssyge? Det var meningen. Jeg fik hjælp til at komme op og jeg vidste nu at jeg helst ikke skulle sætte mig ned. Vi begyndte at gå. Efter nogle få kilometre var jeg fuldstændig død. De andre så dog ikke ud til at de ville beklage sig. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs før at jeg syntes at jeg blev svimmel. Misha kom hen til mig. ”Du skal huske at drikke”. Jeg drak noget af vandet og fortsatte. Peter og Kathy så ud som om at de snakkede om noget og efter nogen tid begyndte de at debattere. De var åbenbart ikke enige om retningen. Vi havde nu gået hvad jeg senere fik at vide var 2 timer. Vi unge måtte ikke have ur på fordi at vi skulle frigøre os selv var det minut-tyranni vi angiveligt skulle være underlagt derhjemme.

Pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg satte mig ned hvilket blev til at jeg rullet om på ryggen da den massive vægt af rygsækken tvang mig bagover. Peter kom hen til mig og sagde at jeg skulle rejse mig op. Jeg nægtede. Kathy kom til og trak mig op på benene. Jeg skulle til at lave mig falde ned da Peter stak sin hånd ind i min armhule og pressede nogle fingre opad. Det gjorde sindssygt ondt og jeg skreg i smerte. Jeg sparkede ud efter ham og straks tog Kathy min hånd og vred mit håndled så det også gjorde ondt. De blev ved med at fastholde deres greb indtil at jeg lovede at få videre uden protester.

Jeg fandt senere ud af via søgen på nettet at metoden de brugte hed Positive Control System, hvilket jeg finder temmelig misvisende, da det ikke er positivt at få vredet sine led eller få stukket fingre ind i armhulen eller op under kindbenet, hvilket jeg prøvede senere på dagen.

Jeg vaklede videre indtil at vi kom til et bord som stod midt ude på marken. På bordet var der nye vandflasker, brød og noget frugt. Vi spiste stående fordi at vi alle var så presset at det ville kræve temmelig smertefuld hjælp fra personale at komme op og stå igen, hvis vi satte os ned.

Vi gik i måske en time. Det var stegende hedt og jeg blev svimmel igen. Jeg forsøgte at drikke, men jeg kastede vandet op. Kathy kom hen til mig og tvang mig til at drikke indtil at jeg fik en smule ned. Vi begyndte at gå igen. Vi så ikke ud til at komme nogle vegne. Da jeg det at jeg faldt og jeg gik ud som et lys.

Da jeg vågnede sad de andre omkring mig. Lægens assistent var der også og hun havde givet mig et drop med væske. Peter rasede fordi at vi ikke havde nået dagens mål, men assistenten sagde at vi skulle slå lejr her fordi at min krop lige skulle stabilisere sig.

Vi slog lejr og Kathy gav mig en notesbog. I bogen skulle jeg skrive dagens oplevelser og det var så meningen at jeg skulle snakke med psykologen senere på ugen. I bogen var der også nogle uddybende personlige spørgsmål om vores angivelige misbrug, forhold og vaner i forbindelse med sidstnævnte. Som om at jeg ville hælde mit liv ud på papir overfor en fremmed psykolog som jeg var blevet tvunget til at konsultere.

Da vi havde spist og vi havde lagt os kunne jeg ikke falde i søvn. I dag havde jeg været tæt ved at dø. Ville jeg overleve kurset? Var det derfor at man kalder det en overlevelsestur?