Tag: mor

22. Hvad der videre skete i Danmark

Efter det endelige brud med John var det som om at jeg også brød med verdenen. Jeg startede i folkeskolen igen. Jeg fik lov til at starte på 9. klasse en gang til, da mit fravær året før havde været massivt. Jeg havde planlagt at gå på et 10. klassecenter for at få tid til at tænke over hvad jeg ville da vi fik et brev fra mors advokat.

Hun ville gå efter forældremyndigheden hvis jeg ikke tog på en kristen efterskole i Danmark. Hun havde fundet en efterskole som arrangerede bibellejr om sommeren. Det var selvfølgelig noget andet end kostskolen ude i ørkenen, men jeg ville ikke andet end det lokale 10. klasse center. Hendes brev gav mig en depression som efter afslutningen på skoleåret betød at jeg måtte opsøge læge. Lægen gav mig nogle piller og skrev til begge mine forældre at skoleåret 2007 – 2008 var sat af til behandling hos en psykolog. Psykologen talte noget om Posttraumatisk stress tilstand. Jeg ved ikke helt hvad det er. Jeg var sygemeldt og så kunne de i mellemtiden blive enige om hvad jeg så skulle næste år.

Sidst i august 2007 skete der så det at den pågældende efterskole havde nogle elever ude i en båd. Den gik i stå. Der var ikke redningsudstyr så de kunne tilkalde hjælp. De var ved at drukne med en lille færge kom tilfældig forbi og reddede dem. Den historie fik min far til at skrive til min mor at nu havde hun blandet sig i mit liv for sidste gang. Hun kunne true med alle de advokater hun havde lyst til. Hun ville ikke få forældremyndigheden og jeg skulle ikke gå på nogen som helst efterskole når de ikke engang havde styr på elevernes sikkerhed.

Så stoppede mors trusler. Jeg fik det bedre. Jeg fik et arbejde på vores lokale burgerbar som jeg passede indtil at jeg startede i 10. klassecentret. Det blev alligevel til at jeg bagefter startede i gymnasiet i stedet for 10. klasse. Jeg ville bevise overfor min mor at jeg godt kunne klare gymnasiet på trods af at jeg boede i et socialt belastet boligområde. De 3 år blev klaret på en kombination af had, trods og hårdt arbejde. Skriveren blev min mentor på trods af at han ofte var fuld. På trods af min triumf så kunne jeg så konstatere at det var en slags tom sejr fordi at jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge min studentereksamen til. Så jeg tog arbejde i Netto.

Da jeg blev færdig flyttede jeg også hjemmefra. Min far havde stadig problemet med flasken og han havde nok også skyldfølelse overfor at han ikke havde grebet ind før. Jeg flyttede ind i en lille lejlighed hvor at jeg hurtigt kom ind i en daglig rutine uden meget andet end professionel kontakt med mine medmennesker og det er så her at jeg er i dag.

For et år siden fik jeg en tyk pakke fra USA. Den rummede mine journaler fra overlevelseskurset og kostskolen. Først ville jeg smide dem ud, men så indså jeg at jeg kun kunne konfrontere fortidens dæmoner ved at læse dem og producere noget fornuftigt ud af dem, hvilket bringer mig til sidste afsnit af min beretning.

2. Det skulle være en ferie

Min mor bor den dag samme sted som hun gjorde da jeg ankom til hendes hus i 2006. Hun bor i en ganske lille by som hedder Clara City. Det er en by som består af lige gader og tværs gennem byen er der en jernbanelinje. Jeg tror ikke engang at toget stopper der, men jernbanelinjen er som trukket med en lineal lige så langt som øjet rækker.

Min mor har Danske aner og det var derfor at hun var taget til Danmark for at arbejde på hotellet som i dag ejes af en anden hotel kæde. 

Jeg er ikke klar over hvordan at det hænger sammen, men da min mors del af slægten udvandrede, var det vist noget med at Danmark var blevet besejret af Tyskland i en krig og hendes familie ikke ville gå i tysk krigstjeneste. Ydermere var nogle i familien mormoner og de rejste endnu længere vestpå til Utah.

I hvert fald var ganske mange i området af Skandinavisk oprindelse, men de levede ikke længere som os. Mere om det senere.

Rejsen til Minnesota var lang. Min far sendte mig af sted fra København til Newark Lufthavnen nær New York. Flyet til Minneapolis gik fra en anden lufthavn som hedder La Guardia. Det tog lidt over en time med bus og turen gik tværs over Manhattan. Det var et imponerende syn selv om at det kun var Midtown vi kørte igennem.

Jeg undrer mig stadig over afstandene. Cirka 8-9 timer over Atlanten og 4 timer til Minneapolis. Man kan komme rimeligt langt ned i Europa på 4 timer. Minneapolis er en by som har været udsat for store forandringer. Området har været præget af affolkning. Selve Minneapolis havde næsten 150.000 flere indbyggere da min mors forældre var unge. Men det er også en moderne by hvor at mange gamle bydele er revet ned.

Minneapolis er en mærkelig kontrast til Clara City som ligger små 200 kilometre fra Minneapolis. Skov kontra landsbrugsjord så langt øjet rækker. By kontra spøgelsesby (som jeg opfatter Clara City på trods af min mors lovprisninger).

Der er efter min mening ikke meget at foretage sig i Clara City. Derfor blev jeg glad da vi efter en uge kørte tilbage til Minneapolis til deres lokale indkøbscenter. Og hvilket indkøbscenter!

500 butikker! Mall of America hedder indkøbscentret. Deres legobutik virker som om at den er bygget af lego. Vildt. Mall of America er USA’s næststørste indkøbscenter. Vi havde en super dag. Vi fik shoppet og vi lo. Havde jeg dog bare vist hvad der så skete.

Jeg er dansker og min opvækst fornægter sig ikke. Jeg huskede at jeg kort tid efter at jeg var kommet til byen var blevet tørstig efter noget havearbejde og bad om en øl. Det var forbudt! Ikke bare forbudt at købe, men også forbudt at drikke. Min mor så på mig som om at jeg var stofmisbruger! Vi havde et voldsomt skænderi og det blev ikke bedre af at jeg fortalte at jeg også sov hos John. Da min mor havde hørt om vores forhold var hun blevet gal fordi at hun troede at vi datede hvilket hun fandt for tidligt.

En uge efter vores skænderi tog hun mig med op til kirkegården som ligger i den nordlige ende af byen for at vise mig grave som vores slægt ligger begravet i. Det var der på en solbeskinnet dag at hun fortalte mig at hun havde fået min far overtalt til at jeg skulle gå i Maccray High School som ligger i udkanten af byen. Jeg græd og sagde at jeg ville hjem til Danmark. Ja, skolen har atletikbane, baseball bane, tennis baner osv., men det var jo ikke det at jeg ville. Når man ikke engang må hænge ud efter skole og drikke omkring et bål som vi ofte gjorde i Hareskoven, hvad skulle jeg så lave i denne lille by langt fra alt?

Jeg løb ned til åen som og græd.

De næste par uger talte vi ikke sammen. Jeg ville bare hjem. En dag gik jeg ned til jernbanen og fandt et sted lige udenfor byen hvor at der var træer tæt ved jernbane. Da et godstog kørte langsomt gennem byen så hoppede jeg på. Jeg ved ikke helt om jeg havde en plan der. Hvad jeg ikke vidste, var at det at løbe hjemmefra håndteres ganske anerledes i Minnesota end i Danmark.

Det har været længe siden

Jeg må indrømme at jeg ikke har hat overskud til at være på her. Min mor er stadig syg og jeg har været tvunget til at flytte på grund af nyt arbejde. Nu bor jeg et sted hvor jeg kender endnu færre mennesker end før og hvor jeg godt kan finde ud af at omgås mennesker på arbejdet rent professionelt, så kan jeg ikke rigtig lukke nogen ind i mit liv.

Rent konkret vil jeg ikke have et andet menneske indenfor de låste døre når jeg sover. Jeg er blevet taget på sengen før og slæbt ud af hvad jeg troede var et sikker sovested. Jeg stoler simpelthen ikke på at andre end mig selv vil sørge for at døren er lukket og låst hele tiden. Det er urationelt. Jeg ved det godt. Men jeg kan ikke lave om på det og så dårligt er mit liv ret beset heller ikke.

Andre har oplevet det samme som mig. Her er et link til video, som handler om forfatteren til bogen "Saving Alex". Forfatterens mor ville ikke acceptere hendes sexulalitet. Min mor ville heller ikke acceptere min daværende kæreste og selvom han viste sig ikke at være meget værd, så er problemet lidt af det samme.

Mig og min samvittighed

Jeg ved ikke om jeg har fået sagt hvad jeg skal sige til min mor og hvert telefonopkald kan blive det sidste.

Jeg har så meget at sige, men jeg tænker hele tiden på om min mor kan tåle det.

En såkaldt terapeut på kostskolen sagde at jeg var en "Pleaser" som tænkte mere på familie, venner og andre generelt end mig selv.

Jeg ved ikke om det er rigtig, men jeg føler mig usikker på hvor langt jeg kan gå i forhold til min mor.

Jeg var på internettet igår og så det fikseringsudstyr jeg fik på under transporten mellem min mors hus og overlevelsesprogrammet og den senere tur til kostskolen.

Den eneste forskel er at håndjernene var lavet af læder.

At tilgive

At tilgive eller ikke-tilgive. Det er spørgsmålet.

Jeg besøgte min mor. Det var en bittersød oplevelse. Min mor er syg – rigtig syg. Vi havde ikke rigtig talt sammen siden dengang.

Hun mener stadig at hun var berettiget til at gøre som hun gjorde. Jeg mener klar sagt noget andet. Jeg føler stadig at jeg har ar på sjælen efter hendes forsøg på at gøre mig til noget som jeg ikke er og ikke er født til.

Jeg ville ikke slås og mundhugges når hendes tilstand er som den er, men jeg mistede mere end en måned af mit liv, hvor jeg kunne have hygget mig med vennerne herhjemme. Det er en tid jeg aldrig får igen. Jeg føler at jeg mangler noget i mit liv som følge af det.

Hun ved hvor hun er på vej hen og det er klart at hun ønsker at få lukket dette kapitel med en slags accept fra mig over det som skete.

Skal jeg være en løgner og give hendes fred ved at række en hånd ud eller skal jeg lade hende leve sit liv ud vidende at hun gjorde datter ondt på den forfærdeligste måde?

Jeg skal til USA igen

Jeg havde aldrig troet det, men det er et faktum. Jeg tager tilbage til USA.

Kort sagt. Min mor er syg. Det er vist alvorligt. Hvis vi ikke får talt ud, så når vi det måske aldrig.

Med tanke på mit sidste besøg så kunne man blive nervøs for mig. Men jeg kan gøre det uden risiko denne gang, fordi jeg nu er myndig og jeg ikke risikerer at ende op i lænker som sidste gang blot fordi jeg er for dansk.

Jeg rejser her i weekenden. Jeg vil prøve at holde min blog opdateret.