22. Hvad der videre skete i Danmark

Efter det endelige brud med John var det som om at jeg også brød med verdenen. Jeg startede i folkeskolen igen. Jeg fik lov til at starte på 9. klasse en gang til, da mit fravær året før havde været massivt. Jeg havde planlagt at gå på et 10. klassecenter for at få tid til at tænke over hvad jeg ville da vi fik et brev fra mors advokat.

Hun ville gå efter forældremyndigheden hvis jeg ikke tog på en kristen efterskole i Danmark. Hun havde fundet en efterskole som arrangerede bibellejr om sommeren. Det var selvfølgelig noget andet end kostskolen ude i ørkenen, men jeg ville ikke andet end det lokale 10. klasse center. Hendes brev gav mig en depression som efter afslutningen på skoleåret betød at jeg måtte opsøge læge. Lægen gav mig nogle piller og skrev til begge mine forældre at skoleåret 2007 – 2008 var sat af til behandling hos en psykolog. Psykologen talte noget om Posttraumatisk stress tilstand. Jeg ved ikke helt hvad det er. Jeg var sygemeldt og så kunne de i mellemtiden blive enige om hvad jeg så skulle næste år.

Sidst i august 2007 skete der så det at den pågældende efterskole havde nogle elever ude i en båd. Den gik i stå. Der var ikke redningsudstyr så de kunne tilkalde hjælp. De var ved at drukne med en lille færge kom tilfældig forbi og reddede dem. Den historie fik min far til at skrive til min mor at nu havde hun blandet sig i mit liv for sidste gang. Hun kunne true med alle de advokater hun havde lyst til. Hun ville ikke få forældremyndigheden og jeg skulle ikke gå på nogen som helst efterskole når de ikke engang havde styr på elevernes sikkerhed.

Så stoppede mors trusler. Jeg fik det bedre. Jeg fik et arbejde på vores lokale burgerbar som jeg passede indtil at jeg startede i 10. klassecentret. Det blev alligevel til at jeg bagefter startede i gymnasiet i stedet for 10. klasse. Jeg ville bevise overfor min mor at jeg godt kunne klare gymnasiet på trods af at jeg boede i et socialt belastet boligområde. De 3 år blev klaret på en kombination af had, trods og hårdt arbejde. Skriveren blev min mentor på trods af at han ofte var fuld. På trods af min triumf så kunne jeg så konstatere at det var en slags tom sejr fordi at jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge min studentereksamen til. Så jeg tog arbejde i Netto.

Da jeg blev færdig flyttede jeg også hjemmefra. Min far havde stadig problemet med flasken og han havde nok også skyldfølelse overfor at han ikke havde grebet ind før. Jeg flyttede ind i en lille lejlighed hvor at jeg hurtigt kom ind i en daglig rutine uden meget andet end professionel kontakt med mine medmennesker og det er så her at jeg er i dag.

For et år siden fik jeg en tyk pakke fra USA. Den rummede mine journaler fra overlevelseskurset og kostskolen. Først ville jeg smide dem ud, men så indså jeg at jeg kun kunne konfrontere fortidens dæmoner ved at læse dem og producere noget fornuftigt ud af dem, hvilket bringer mig til sidste afsnit af min beretning.

Uansvarligt af United World College?

På trods af at de fleste lande lukkede ned i starten af 2020 og verdenen periodisk har været så lukket at folk ikke engang har kunnet besøge deres eget sommerhus i Sverige og husene i Sverige derfor er blevet ødelagt af vejr og vind, så har United World College arrangeret at unge fra forskellige lande har kunnet tage på Efterskole i Danmark.

På grund af vores sikkerhed i form af central regimets epidemilov, skal de nu afbryde deres ophold før tid og det er på grund af diverse nedlukninger rundt omkring i verdenen for nogle af de unge svært at rejse hjem.

I min optik burde de aldrig have været sendt hertil.

Er det ikke uansvarligt af United World College på den måde at sende unge til fremmede lande imens der kører en pandemi hvor der allerede fra starten blev talt om en mulig 2. bølge og endda 3. bølge?

Efterskoleelever udvist af Danmark: – Jeg er meget bange for at rejse hjem (TV2 Nord)

Nej – ikke overlevelsesture i Danmark

Jeg læser til min gru at der nu er danske unge som udsættes for overlevelsesturer.

Jeg er klar over at det måske ikke foregår helt på samme måde som da jeg var på en sådan i Utah.

Og måske er myndighederne bare ikke opmærksomme nok på, hvad der sker på de ture af den simple grund at der ikke er nok der er døde under disse ture.

Men hvorfor skal vi vente til nogle dør? Der er allerede nogle som føler at de er blevet udsat for vold.

I sagen fra Borremose Efterskole er det netop vold, som er kritik punktet. Hvad udfaldet af sagen bliver vides ikke, men det som er vigtigt er at det ikke sker igen. Derfor må myndighederne sætte ind og forbyde overlevelsesturer medmindre at der er en anden aktør indblandet ud over skolerne, så de ikke udarter sig til rene straffeaktioner, som den jeg blev sendt ud på.