Hvor at Lindsay havde en plan for sin fremtid, så var mit hovedet optaget af hvordan at jeg kunne komme frem til Danmark. Jeg fandt frem John’s mail og jeg skrev at jeg var Los Angeles. Han blev meget forbløffet. Han havde intet hørt siden at jeg kontaktede ham fra Minnesota. Han ville prøve at få fat i min far, men han sagde at min far havde ligesom mistet fodfæstet fordi at jeg ikke var som en han skulle tage sig af. Han hang nede på bodegaen sammen med Skriveren, som vi kaldte en tidligere ejendomsmægler, der vistnok var jurist.
Jeg forsøgte at finde ud af om jeg kunne komme i kontakt med nogle danske myndigheder så jeg kunne få et nødpas. Min far havde forældremyndigheden så med hans hjælp skulle det ikke være så svært at få udstedt et, så jeg kunne komme hjem igen. Der lå noget konsulent nede i La Jolla syd for Los Angeles. Jeg skrev en mail til John med besked om hvor at ville tage hen dagen efter. Jeg fik Lindsays Tante til at køre mig ned til byen. Hun satte mig af et stykke fra adressen da hun ikke ville risikere at blive blandet ind i noget.
Konsulatet lå i et villakvarter. Jeg kunne se en stor hvid villa på afstand. Da jeg kom hen til adressen kunne jeg se det danske rigsvåben på lågen. Jeg var reddet!
”Hej. Janice”.
Jeg vendte mig. Der stod Joe; Angela og Chelseas mand. Shit! Jeg begyndte at løbe væk fra ham, men jeg var ikke nået langt ned af vejen før at den velkendte varevogn kom op på siden af mig. ”Janice. Stop nu. Det er ikke det værd”. Jeg løb videre. Vi var ikke så langt fra kysten. Kunne jeg nå ned på stranden kunne de ikke løbe mig op. Jeg køb tværs over hovedgaden. Heldigvis var der ikke så meget trafik. Jeg nærmede mig nu kysten, hvor at der lå en parkeringsplads. Da var det at jeg så at Chelsea steg ud af en bil nede på parkeringspladsen. Joe havde jeg sat, men han lå et stykke tilbage. Angela havde haft problemer trafikken, men nærmede sig. Der var ingen udvej. Jeg var fanget.
Der var intet andet at gøre end at opgive. Jeg havde heldigvis intet på mig som kunne fortælle dem hvor at jeg havde været. Jeg havde aftalt med Lindsay at jeg skulle skjule en mobil der hvor at jeg blev sat af. Hvis jeg ikke havde ringet indenfor 3 timer, så skulle de blot hente telefonen og glemme mig.
Joe kom op til mig pustende og stønnede. Angela kom også til og jeg blev ført ned til parkeringspladsen hvor at de velkendte læderremme og kæder kom frem igen. De spurgte til Lindsay, men jeg sagde at vi var kommet væk fra hinanden op i Utah. Jeg kunne se at de ikke troede på mig. Jeg spurgte hvordan at de kunne finde mig. De sagde at deres selskab havde overvågning af alle konsulenter og ambassader efter min flugt. Det kunne jeg ikke se at min mor ville have råd til, men måske var der en slags forsikring indbygget i prisen på overlevelseskurset, så jeg slog mig til tåls med deres forklaring.
Da vi kørte tænkte jeg på hvordan at jeg skulle kunne slippe væk denne gang. Det var jo ikke sikkert at jeg mødte en Lindsay med evner for at kunne huske kort. Jeg ville fare vild og måske dø af sult, tørst eller elementerne.
”Skal du ikke græde?” spurgte Chelsea. ”Dem vi plejer at fange, plejer at bryde sammen.” Jeg gad egentlig ikke svare hende, men til sidst følte jeg at hun havde fortjent et svar. Det var jo ikke hende eller de andre fra transportselskabet som havde besluttet at sende mig af sted. ”Der er ikke flere tårer tilbage. Der er kun had til min mor tilbage”. Hun sagde ikke mere før at vi stoppede ved et motel i udkanten af byen.
Det var tilbage til den sædvanlige rutine med den strikkede Poncho. Af en eller anden grund så rørte det mig ikke så meget mere. Jeg fik en pizza med Pebberoni. Jeg viste at de trods det at de havde bundet mig ikke ville spraye mig med peberspray som jeg havde hørt fra nogle af de andre unge på kurset eller give mig bank som en af bandemedlemmerne i Jose’s bande havde prøvet.
”Nå. Janice. Denne gang går turen til Hurricane. Jeg har et bevis fra arrangøren af overlevelseskurset som lyder på bestået. Godt nok nåede du ikke alle niveauer, men din mor har talt med en uddannelseskonsulent som samarbejder med forskellige skoler og overlevelsesture. Han har fortalt hende at han ud fra de rapporter der er lavet på dig ikke finder at du kan indskrives på Maccray uden at du lærer at begå dig i det Amerikanske skolesystem, så derfor skal du på kostskole indtil at du har vist at du godt kan passe en almindelig skole.”
Jeg var forbløffet, lettet og urolig på en gang. Jeg var utrolig lettet over at undgå mere tid på overlevelseskurset da jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne bestå kurset, men hvad ville opholdet på skolen kunne bringe af udfordringer?
Det var ikke så få tanker som fyldte mit hovedet da jeg lagde mig til at sove den aften og det var mere deres skyld end den ubekvemme sovestilling på grund af kæderne som gjorde at det tog lang tid før at jeg faldt i søvn.
Emo Janice 