15. Den hellige treenighed

Hvor at Lindsay havde en plan for sin fremtid, så var mit hovedet optaget af hvordan at jeg kunne komme frem til Danmark. Jeg fandt frem John’s mail og jeg skrev at jeg var Los Angeles. Han blev meget forbløffet. Han havde intet hørt siden at jeg kontaktede ham fra Minnesota. Han ville prøve at få fat i min far, men han sagde at min far havde ligesom mistet fodfæstet fordi at jeg ikke var som en han skulle tage sig af. Han hang nede på bodegaen sammen med Skriveren, som vi kaldte en tidligere ejendomsmægler, der vistnok var jurist.

Jeg forsøgte at finde ud af om jeg kunne komme i kontakt med nogle danske myndigheder så jeg kunne få et nødpas. Min far havde forældremyndigheden så med hans hjælp skulle det ikke være så svært at få udstedt et, så jeg kunne komme hjem igen. Der lå noget konsulent nede i La Jolla syd for Los Angeles. Jeg skrev en mail til John med besked om hvor at ville tage hen dagen efter. Jeg fik Lindsays Tante til at køre mig ned til byen. Hun satte mig af et stykke fra adressen da hun ikke ville risikere at blive blandet ind i noget.

Konsulatet lå i et villakvarter. Jeg kunne se en stor hvid villa på afstand. Da jeg kom hen til adressen kunne jeg se det danske rigsvåben på lågen. Jeg var reddet!

”Hej. Janice”.

Jeg vendte mig. Der stod Joe; Angela og Chelseas mand. Shit! Jeg begyndte at løbe væk fra ham, men jeg var ikke nået langt ned af vejen før at den velkendte varevogn kom op på siden af mig. ”Janice. Stop nu. Det er ikke det værd”. Jeg løb videre. Vi var ikke så langt fra kysten. Kunne jeg nå ned på stranden kunne de ikke løbe mig op. Jeg køb tværs over hovedgaden. Heldigvis var der ikke så meget trafik. Jeg nærmede mig nu kysten, hvor at der lå en parkeringsplads. Da var det at jeg så at Chelsea steg ud af en bil nede på parkeringspladsen. Joe havde jeg sat, men han lå et stykke tilbage. Angela havde haft problemer trafikken, men nærmede sig. Der var ingen udvej. Jeg var fanget.

Der var intet andet at gøre end at opgive. Jeg havde heldigvis intet på mig som kunne fortælle dem hvor at jeg havde været. Jeg havde aftalt med Lindsay at jeg skulle skjule en mobil der hvor at jeg blev sat af. Hvis jeg ikke havde ringet indenfor 3 timer, så skulle de blot hente telefonen og glemme mig.

Joe kom op til mig pustende og stønnede. Angela kom også til og jeg blev ført ned til parkeringspladsen hvor at de velkendte læderremme og kæder kom frem igen. De spurgte til Lindsay, men jeg sagde at vi var kommet væk fra hinanden op i Utah. Jeg kunne se at de ikke troede på mig. Jeg spurgte hvordan at de kunne finde mig. De sagde at deres selskab havde overvågning af alle konsulenter og ambassader efter min flugt. Det kunne jeg ikke se at min mor ville have råd til, men måske var der en slags forsikring indbygget i prisen på overlevelseskurset, så jeg slog mig til tåls med deres forklaring.

Da vi kørte tænkte jeg på hvordan at jeg skulle kunne slippe væk denne gang. Det var jo ikke sikkert at jeg mødte en Lindsay med evner for at kunne huske kort. Jeg ville fare vild og måske dø af sult, tørst eller elementerne.

”Skal du ikke græde?” spurgte Chelsea. ”Dem vi plejer at fange, plejer at bryde sammen.” Jeg gad egentlig ikke svare hende, men til sidst følte jeg at hun havde fortjent et svar. Det var jo ikke hende eller de andre fra transportselskabet som havde besluttet at sende mig af sted. ”Der er ikke flere tårer tilbage. Der er kun had til min mor tilbage”. Hun sagde ikke mere før at vi stoppede ved et motel i udkanten af byen.

Det var tilbage til den sædvanlige rutine med den strikkede Poncho. Af en eller anden grund så rørte det mig ikke så meget mere. Jeg fik en pizza med Pebberoni. Jeg viste at de trods det at de havde bundet mig ikke ville spraye mig med peberspray som jeg havde hørt fra nogle af de andre unge på kurset eller give mig bank som en af bandemedlemmerne i Jose’s bande havde prøvet.

”Nå. Janice. Denne gang går turen til Hurricane. Jeg har et bevis fra arrangøren af overlevelseskurset som lyder på bestået. Godt nok nåede du ikke alle niveauer, men din mor har talt med en uddannelseskonsulent som samarbejder med forskellige skoler og overlevelsesture. Han har fortalt hende at han ud fra de rapporter der er lavet på dig ikke finder at du kan indskrives på Maccray uden at du lærer at begå dig i det Amerikanske skolesystem, så derfor skal du på kostskole indtil at du har vist at du godt kan passe en almindelig skole.”

Jeg var forbløffet, lettet og urolig på en gang. Jeg var utrolig lettet over at undgå mere tid på overlevelseskurset da jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne bestå kurset, men hvad ville opholdet på skolen kunne bringe af udfordringer?

Det var ikke så få tanker som fyldte mit hovedet da jeg lagde mig til at sove den aften og det var mere deres skyld end den ubekvemme sovestilling på grund af kæderne som gjorde at det tog lang tid før at jeg faldt i søvn.

14. Viva California

Vi lå og sov ved søen. På et tidspunkt tog jeg et bad. Det var første gang i lang tid hvor at jeg ikke kun skulle nøjes med klatvask. Det var herligt selvom jeg ingen sæbe havde og jeg skulle tilbage i det samme beskidte tøj. Hen under aftenen arbejdede vi os sydpå langs søen. Hen under aftenen skulle vi passeere en lille å før at vi kom til noget som lignede en campingplads. Der var campingvogne og telte. Lindsay bad mig vente. Hun sneg sig hen til en af teltene hvor at hun rodede i nogle tasker. Da hun kom tilbage, så havde hun en mobiltelefon med. Der var heldigvis dækning og hun ringende til en ven i New York. Samtalen var lang. Da hun var færdig så sagde hun at hun havde talt med hendes fyr som tilhørte en bande. De havde afdelinger i andre byer og han ville sørge for at der kom en vogn fra Las Vegas og hentede os. Hun kravlede tilbage og afleverede telefonen, så ingen ville savne den. De ville nok opdage opkaldet med tiden når de fik telefonregningen, men så ville vi være væk.

Vi gik tilbage til åen. Vi skulle følge åen mod øst til et sted hvor at den var tæt på vejen, da området omkring campingpladsen var så åben at folk ville få mistanke til to piger der render rundt i orange/brunt tøj og som ser ud som om at de havde været ude i ødemarken i et halvt år.

Langs åen lå nogle huse og vi måtte snige os forbi dem ganske stille. Jeg tror at vi var kommet 3 kilometre ned af vejen før at Lindsay sagde at det var stedet. Hun rev et stykke af sit tøj og bandt det omkring en træpæl tæt på vejen. Vi skulle nu bare vente.

Vi ventede hele dagen. Det blev mørkt. Næste dag skete der heller ingen ting. Var vi blevet svigtet. Sidst på dagen stoppede en varevogn tæt ved pælen. Vi var usikre på hvorvidt at det var vores kontakt. En mand stod ud af bilen. Han havde et tørklæde på og lignede en af de skurke Steven Seagal ville skyde. Lindsay sagde at det var hendes bandes farve og vi gik over til bilen. Chaufføren præsenterede sig som Jesse og vi hoppede ind bagi. Inde i bagagerummet var der colaer og kolde pizzaer. Det var kongemad ovenpå flere ugers vand og grød uden smag. Jeg faldt hurtigt i søvn på gulvet mæt af maden og af de sidste dages oplevelser.

Jeg ved ikke hvor længe vi havde kørt da Lindsay vækkede mig.  ”Janice. Vi er ude af Utah.”. Vi var kommet til en by som hedder Mesquite. Her fandt vi en tankstation, hvor at vi kunne skifte tøj. Det var rart at få noget andet på selvom det var alt for stort til mig. Vi kørte videre og vi kom til Las Vegas. Jeg ved hvordan at de fleste ser Las Vegas. Neon, Casinoer osv. Men i den nordlige del af Las Vegas ligger der lufthavn, industri og ganske almindelige huse, som kunne ligge i hvilken som helst anden Amerikansk by. Her fik vi husly hos en af bandemedlemmer og dennes familie. De var næsten alle sammen nogle der lignede immigranter fra Mexico og jeg ville ikke fornærme deres gæstfrihed ved at spørge. Lindsay talte spansk og kunne kommunikere med dem. Jeg var ikke i stand til det. 

Lindsay sagde at vi vækkede opsigt i kvarteret så hun kom med hårfarve. Jeg måtte yde ofre og jeg fik farvet mit hår sort efter en time i et bad, som jeg føler helt ind i sjælen. Jeg ved ikke om I nogensinde har gået flere uger uden shampoo. Følelsen af en hårvask under disse vilkår er helt ubeskrivelig. Vi blev der nogle dage. Lindsay fik besked om at hendes mor nu viste at hun var flygtet. Hun havde ikke efterlyst hende via de officielle kanaler og jeg stod heller ikke på nogen liste. Det betød så ikke at vi var sikre, da det var et udtryk for at private selskaber havde fået kontrakten på vores tilfangetagelse. For Lindsay betød det at hun ikke kunne vende tilbage til New York. Hun havde derfor så talt med hendes kæreste og aftalt at vi skulle til Los Angeles i stedet, hvor at banden havde kontrol med hele kvarterer.

Jeg vidste at jeg skulle i kontakt med Danske myndigheder. Med lidt hjælp på internettet fandt jeg ud af at der var en dansk repræsentation i Los Angeles, så jeg besluttede mig for at køre med. I Las Vegas ville jeg være opdaget før eller siden og der var intet jeg kunne tage mig til ud over at rode mig ud i noget kriminalitet, da jeg ikke havde arbejdstilladelse eller andre vigtige papirer.

Vi ankom til Los Angeles og blev indlogeret hos Jose’s Tante. Jose var Lindsay’s fyr. Meningen var at vi skulle bo hos tanten indtil at Jose kom fra New York, så Lindsay og Jose kunne starte et nyt liv i Californien. De var nød til at holde sig skjult i nogle år indtil at Lindsay blev myndig. Tantens hus lå i en slags trailerpark op af nogle grønne områder hvor at der var højspændingsledninger. Ikke så langt derfra lå en stor motorvej som hed Artesia Freeway og støjen derfra var konstant døgnet rundt.

13. Syndflod og frelse

Et par dage senere var vi på vej ned i en dal hvor at det var meningen at vi skulle slå lejr og afvente det ugentlige psykologbesøg. Da var det at sorte skyer trak over himlen. Peter så forskrækket ud. ”Uvejr er på vej. Vi må slå lejr. Straks”.

Vi havde lige slået teltene op, da det begyndte at regne. Kort tid efter stod himmel og jord i et. Det begyndte at lyne og da der ingen træer var derude, så var det faktisk ret truede. Peter så mere og mere bleg ud. Inden længe var han i panik. Han skulle forestille sig at være guide og så er det ham som går halvvejs i panik. Pludselig begyndte han at græde. Da var det at jeg for alvor blev bekymret. Han havde været den der havde taget føringen blandt de voksne. Kathy tog radioen og bad om assistance. En jeep kom til lejren kørt af en meget barsk udseende mand. Jeg forstod at det var den tredje guide som ellers skulle holde med lejren på afstand. Misha sagde til mig at han hed Chuck. Han havde fanget en dreng som var på kurset da hun kom til det nogle uger før mig.

Chuck og Kathy prøvede at få Peter beroliget. Da var det at Lindsay tog min arm. ”Kom. Vi smutter. Vi får aldrig en bedre chance.” På grund af den noget kaotiske stemning da vi slog lejr havde de ikke taget hendes støvler endnu.

Vi sneg os væk. Vi var kommet nogle kilometre væk da vi kunne høre dem kalde. Regnen og tordenen fortsatte. Lindsay førte an. Det var som om at hun vidste hvor at vi skulle hen. Vi havde måske gået i en halv time da Lindsay førte mig hen til en grøft halvt fyldt med vand. Vi lagde os i mudderet og hun fortalte at vi skulle afvente at uvejret stilnede af før at vi gik videre.

Der gik måske et par timer, så var vi på flugt igen. Det var nu blevet mørkt og jeg kunne ikke forstå hvor at hun ville hen. Lindsay fortalte at hun havde lært området at kende i forbindelse med en tidligere flugt. Hun havde fotografisk hukommelse, men hendes evner i ødemarken var begrænset. Hun var derfor blevet fanget mange gange. Kunne hun nå til et civiliseret område så kunne hun skaffe hjælp. Det var det hun skulle bruge min hjælp til. Hun havde været på kurset i 6 uger og var blevet flyttet imellem forskellige grupper efter hver flugt. Hun havde aldrig set nogle været i stand til at lave bål så hurtigt efter at være blevet sendt til kurset som jeg havde været i stand til.

Vi gik hele natten. Da vi så det første lys sagde Lindsay at vi skulle finde et sted hvor at vi kunne vente på aftenen. Hun havde været så smart at tage nogle vanddunke med som hun havde fyldt da vi lå i grøften. Vandet smagte ikke godt, men vi kunne overleve dagen. Vi lå ned og hvilede os i skyggen af nogle klipper. Periodisk flyttede vi os lidt. På et tidspunkt kørte en Jeep forbi på en grusvej nogle kilometre væk. Lindsay beroligede mig med at kurserne i området normalt ikke involverer myndighederne de første 72 timer. Kunne vi nå væk fra området og ringe hjem, så ville myndighederne slet ikke blive involveret, da den slags koster. Der ville ikke komme nogen helikopter op og vejene vil ikke blive gennemtravlet af politiet. Alt handlede om penge.

Det var blevet aften igen og vi startede med at gå. Vi skulle gå mod vest da mange unge normalt ville søge mod øst imod Loa som var den største by på egnen. Men Loa husede forskellige overlevelseskurser og kostskoler. Dvs. at hele byen var afhængig af samme industri. Alle ville dække over alle blot at der kom unge til byen som kunne sendes ud til kurserne og skolerne. Vi ville blive angivet indenfor et kvarter efter at vi krydsede bygrænsen. Loa var udelukket. Lindsay satsede i stedet på at vi skulle nå Otter Creek som var en sø. Folk kom langvejs fra for at fiske regnbueørreder. Vi skulle have fat i en telefon, så ville Lindsay’s venner klare resten derfra.

Da det var tæt på morgenen så slog vi lejr en gang til. Vi så slet ikke nogen biler hele dagen. Det var klart at guiderne måtte have troet at vi ville søge imod Loa. Lindsay fortalte om sit liv.

Hun var født i Boheme, som er en forstad til New York. Hendes far havde kontrakt med hæren og var ofte væk. Hendes mor var assistent i et ejendomsmægler selskab. Det var hendes opgave at lave om på indretningen i folks huse så de så mest mulig præsentable ud. Nogle gange skulle sælgernes møbler helt ud og andre som de så lagerførte ind. Hun gik meget op i sit arbejde, så Lindsay havde været overladt til hendes mormor, der døde da hun var 13 år. Det havde været et stort tab for Lindsay og hun fik mere og mere lyst til at være sammen med kammeraterne. Jeg forstod hende så godt. Min far som om nogle ville gå hele vejen for mig kunne ikke erstatte min mor og jeg havde også valgt John og kammeraterne fordi at jeg følte at jeg manglede et eller andet.

Lindsay blev sendt væk første gang da hun var 14. Hun blev sendt til North Carolina på et overlevelseskursus. Hun stak af. Så kom hun til et sted i Utah og da hun stak af derfra, så var hun hjemme i en periode før at hun blev sendt til dette kursus. Det var meningen at hun bagefter skulle til en kostskole oppe i Vermont.

Vi snakkede om vores liv og vores fyre. Selvom Lindsay var et år yngre end mig, så havde hun haft tre fyre. Den ene var 21 hvilket jeg fandt at være et oldtidsfund.

Da det blev aften så gik vi igen. Der var nu mange bakker. Vi havde vel gået den halve nat, da der pludselig var lys på vejen nogle kilometer væk. Vi lagde os hurtigt ned. Bilen stoppede og der blev lyst rundt om på bakkerne. Havde de opdaget os? Hvad ville der ske os hvis vi blev fanget? Jeg har aldrig været så bange i mit liv før. Der gik 10 minutter før at bilen satte i gang igen og kørte videre.

Om morgenen lå vi og ventede på næste nat. Vi havde et problem. Vi havde ikke mere vand. Jeg havde skaffet os nogle blade fra en plante som Peter havde forklaret os var spiselig og som vi ville være nød til at leve af hvis vi brugte vores ugeration af mad før tid. Der var sat 2.000 kalorier af til os pr. dag, hvilket var et krav myndighederne i Utah havde dikteret efter at flere teenagere var døde i 90’erne på lignede overlevelseskurser. På nettet kan man finde en film om drengen Aaron Bacon som døde for en del år siden og som viser hvor barske at kurserne var dengang. Når jeg tænker på det i dag så var det mest traumatiske for mig ikke selve kurset, men de ting som ledte op til det.

Jeg brød mig ikke om at blive tvunget til at dele mig selv og guderne måtte vide hvor lang tid at det ville have taget for mig at nå alle niveauer igennem. Mand hvor var jeg tørstig. Det var nu blevet eftermiddag og solen stod højt på himmelen. Jeg ville så godt videre, men Lindsay sagde at det nu handlede om disciplin. Vi skulle vente til i aften og vi skulle helst nå søen i morgen.

Endelig blev det aften. Det var hårdt at komme op af bakkerne. En hel dag uden vand havde drænet mig for mine kræfter. Jeg måtte tvinge mig selv til at tage hvert skridt jeg tog. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs, da Lindsay stoppede op og sagde at vi er fremme. Over bakketoppen kunne jeg se en kæmpe sø. Jeg ville løbe ned til den, men Lindsay sagde at der kunne være campister og vi derfor skulle være meget forsigtige. Der var også lokale som boede i området og bestyrere af campingpladser, der viste at vi med stor sandsynlighed var nogle som var på flugt.

Det var tæt ved morgengry før at vi var nede ved søen. Aldrig har almindelig vand smagt så godt. Lindsay fortalte mig at der var en rasteplads i den sydlige ende af øen. Det var der vi skulle hen.

3. På flugt i Minnesota

Ved du hvor at Danmark har ambassader og konsulater henne i USA? Nej, det vidste jeg heller ikke. Den var måske den del af min plan som fejlede lidt. Toget kørte mod øst og det tog rigtig lang tid før at den kom til Minneapolis. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på og i dag forstår jeg ikke at jeg turde hoppe på et godstog der kun kørte 30 km/t. Det kunne jo sætte farten senere og hvad hvis jeg faldt af.

Inde i mit desperate hoved dannede der trods alt en plan. Jeg ville til Minneapolis. Her var planen at jeg skulle gemme mig lidt før at jeg tog videre. Hvor at Clara City ligger ude på landet uden megen skov omkring byen er der masser af steder omkring Minneapolis hvor at man gemme sig. Jeg hoppede af toget kort før at det kom til stationen og sov i en lille skov. Jeg drak af vandet fra en sø. Det smagte ikke godt, men jeg kunne overleve. Jeg havde nogle få dollars så jeg fokuserede på at ringe hjem til John og satte ham ind i hvor at jeg var. Han ville tale med min far og rådede mig til at tage hjem igen, men jeg følte mig forrådt og sagde at jeg nok skulle ringe op igen senere.

De næste dage arbejdede jeg mig ind imod bymidten. Der var et stort universitetsområde i midten af byen, hvor at der var unge fra mange lande – også nogle europæiske. Hjemløse kunne få mad, men jeg viste ikke hvor meget min mor havde sat i gang, så jeg havde ikke lyst til at lade mig se for mange steder. På et tidspunkt var der dog en gruppe unge som hang ved busterminalen som jeg kom i kontakt med. De tog mig ind mest af alt fordi at det nok var spændende at høre om livet i Europa. Der var dog også en ubehagelig side ved dette lille arrangement idet at pigerne i gruppen nærmest tilhørte alle, men målet helliger midlet som man siger.

Et par uger tog det før at jeg fik min far i telefonen. Jeg gjorde det klart at jeg under ingen omstændigheder ville gå i skole i USA. Han gav efter og lovede at sørge for at jeg fik billet hjem. Han skulle dog lige have mit pas hos min mor, men han regnede med at det bare var en formalitet.

Nogle dage senere stod jeg foran en bank og ventede på nogle penge. Der var det at jeg blev arresteret af politiet for at være løbet hjemmefra. Jeg kom for en dommer og min mor var der. Der var ikke brug for advokat, da de ikke giver en sådan medmindre at der er tale om alvorlige sager. På domstolens hjemmeside står der.

Your child has the right to have an attorney represent them in delinquency cases. A court appointed attorney will be provided if the level of the offense is higher than a petty misdemeanor, and if under the poverty guidelines you qualify to have one appointed.

At løbe hjemmefra er en lovovertrædelse, men ikke en rigtig lovovertrædelse. Jeg var fanget mellem to stole. På den ene side kunne jeg ikke få en advokat, men jeg kunne godt blive tilbageholdt som om at jeg var en forbryder. Anklageren sagde at min mor havde forældremyndigheden hvilket jeg protesterede, men det blev ignoreret. Dommeren sagde at der var to muligheder for mig. Enten ungdomsfængsel eller følge hjem med min mor. De gad ikke høre noget om mit danske pas eller kontakt til ambassaden.

Så mange timer senere sad jeg hjemme hos min mor og ikke nok med det. Hendes bror og hans kone var også kommet hjem og de var vågne på skift. Jeg var fange i min mors hjem.

Han blev kun 17 år

Ligesom mig stak han af fra et overlevelsesprogram. Desværre faldt han og brækkede hoften. Derefter frøs han ihjel.

Mit held dengang var at jeg havde en erfaren flugtkonge ved min side. Sekundært så var det en slags steppe. Der var MEGET koldt om natten, men jeg havde min førlighed. Vigtigst af alt. Min følgesvend havde retningssans eller havde det måske været mig man kunne skrive om.

http://www.cbs46.com/story/27479656/deputies-missing-teen-found-in-in-stream-with-broken-hip-died-from-cold

Det kræver en plan at stikke af

Drengen i nedestående artikel blev fanget modsat undertegnede, men jeg havde også en veninde med erfaring og en plan.

Og det kræver en plan at flygte når du er 20-30 kilometre fra alt og du intet kort har. Heldigvis var min veninde hardcore og havde prøvet turen før, så hun havde en ide om hvor vi var. Hun kendte eftersøgningsmønstrene og vidste at arrangørerne af denne overlevelsestur var mere tilbageholdende med at tilkalde myndighederne før de havde prøvet at finde unge på flugt først.

Jeg håber aldrig at danske unge bliver sendt på overlevelsesture af den kaliber som jeg prøvede, men hvis det skulle ske, så tænk før I flygter – det kræver en plan.

Missing boy from wilderness program found on desert – Emery County Progress