20. En uventet overraskelse

Jeg husker det som i går. Jeg sad foran computeren da Goodwin kom ind i klassen. Det var ret usædvanligt. Han kaldte på mig med vrede i stemmen og bad mig om at følge efter ham. Jeg var næsten ved at tisse i bukserne af bare nervøsitet. Hvilken regel havde jeg brudt? Hvor længe skulle jeg være på niveau 0 denne gang?

Jeg blev ført ind i hovedbygningen og fik besked på at sidde i et tomt kontor. Jeg ved ikke hvor længe at jeg havde siddet der da døren gik op og sammen med Goodwin stod min far pludselig foran mig sammen med en ældre mand jeg havde set ham sammen med et par gange.

Jeg var målløs! Far her! Hvad skete der? Far skubbede Goodwin til side og omfavnede mig. ”Janice. Min tøs. Hvad har de dog gjort ved dig?” Goodwin rømmede sig og sagde at han havde en kuvert med mit pas og mine papirer. Vi havde 10 minutter til at forlade skolens område. Ellers ville de tilkalde politiet. Der var ikke tid til at gå tilbage til sovesalen og faktisk havde jeg heller intet som jeg ville have med. Vi satte os ud i hans lejede bil og kørte væk fra skolen.

Vi var kommet ud til den store landevej, da far begyndte at tale. Han havde fået mit brev og han kunne ikke forstå det med overlevelseskurset. Han havde forinden fået et brev fra min mor om at jeg ønskede at tilbringe et år i USA og jeg havde så travlt med min skole at jeg nok selv skulle skrive til ham senere. Det var han blevet ked af og han sagde at han faktisk havde brugt meget tid nede på bodegaen. Den anden mand i bilen var skriveren som han præsterede mig for. Skriveren havde været advokat på Sydsjælland og havde lånt af klientkontoen. Det havde han mistet sin bestalling for. Han havde derefter læst til ejendomsmægler hvor at de etiske krav i faget ikke er så høje. Nu havde han trukket sig tilbage og var også havnet på bodegaen hvor han og min far så talte om livets store problemer det meste af tiden.

Men da han så fik mit brev fandt han ud af at noget var galt. Han havde regnet med at jeg gik på et almindeligt gymnasium og ikke en skole for adfærdsvanskelige unge. Han havde kontaktet min mor som påstod at han jo udmærket havde været bekendt med hendes valg da han havde givet grønt lys på computeren, men den havde han ikke haft tændt i umindelige tider og da han så tændte den var der ingen mails.

Da han havde forældremyndigheden så havde han fortalt min mor at han ville tage til USA med det og få mig med hjem. Hun havde truet med alverdens ulykker, men da han havde hendes underskrift på at han fik forældremyndigheden da de fik skilsmisse, så var der intet hun kunne gøre medmindre at hun trak ham i retten hjemme i Danmark.

Så han rejste og han tog skriveren med der kendte advokater i USA, hvis der skulle opstå problemer. Goodwin havde været overrasket og var blevet sur, men der var intet han kunne gøre. Han måtte frigive mig og det med det samme for at undgå at blive sagsøgt for at holde mig fanget ulovligt, da han ikke havde undersøgt det med forældremyndigheden og derfor faktisk havde kidnappet mig i forhold til lovgivningen ved at have mig på skolen uden tilladelse fra den forælder som havde forældremyndigheden.

Vi kom til St. George og tog et fly til New York. Her boede vi på et hotel i Midtown og jeg fik hurtigt noget andet tøj at gå i end skoleuniformen. Næste morgen fløj vi videre imod København. Efter 5 måneder i USA var jeg nu tilbage i Danmark. Jeg havde fået mit liv tilbage. Nu gjaldt det min fremtid med John.

19. Familieterapi og afklaring

Jeg var nu kommet op på næste niveau, som de kaldte ”Studerende”. Mit nye uniform var nu en brun nederdel og en T-shirt med navnet på min sovesal.

Vores sovesal var stadig et af skurene. I hvert skur var der 2 værelser hvor at der var 4 senge. Der var toilet og et køkken. En voksen tog sig af hvert hus. Alice var vores vicevært. Hun kaldte sig ”Dorm mother”, men hun var ikke min mor, så hvor hun havde ideen om den titel fra ved jeg ikke.

Jeg skulle gå i skole. Da jeg kom hen til skolestuen som lå i en af hovedbygningerne, så fik jeg vist en arbejdsplads som var en computerarbejdsplads med afskærmning til mine kammerater. Alle opgaver blev lavet på computeren. Man fik et login. Man fik nogle tekster eller matematikopgaver. Når man f.eks. havde læst et kapitel i en bog så kom computeren med spørgsmål. Jeg fandt ud af at hvis man svarede forkert, så stillede den flere spørgsmål og havde man for mange forkerte, så sendte den en mail til læreren som så gav en konsekvens som man skulle udføre før at man måtte tage spørgsmålene igen. Man kunne så selv vælge om man ville prøve med det samme eller læse kapitlet igen.

Man kunne række hånden i vejret og så ville læreren i teorien hjælpe en, men læreren var typisk et ungt menneske som lige havde bestået sin eksamen. Nogen gange hvis der var sygdom var det faktisk en elev fra de højere niveauer, som fungerede som nødlærer og i princippet var systemet også mere baseret på udenadslære baseret på computerens tekster end analyse og debat i samarbejde med lærergruppen. Det var en hel anden måde at blive undervist på i forhold til hvad jeg havde kendt til i Danmark.

Om onsdagen var det terapi dag. Vi startede med individuel terapi og om eftermiddagen var der sovesalsmøde som godt kunne udvikle sig til en omgang psykodrama. Der var her at jeg mødte Albert som skulle få stor betydning for mit fortsatte ophold i USA.

Han så det som sin opgave at få mig til at få et godt forhold til min mor igen. Vi talte om de indrømmelser som jeg havde givet for at kunne komme et niveau op. Han fortalte at min mor var glad for at jeg havde gjort rent bord fordi at indrømmelserne fortalte hende at hendes fornemmelser var korrekte. Jeg levede et udsvævende liv i Danmark som kun kunne føre mig en vej og det i graven eller til liv indhyllet i tøj som en tjenende ånd i et mellemøstligt land.

Psykologen spurgte ind til mit liv i Danmark og mit liv med John. Han havde meget svært ved at forstå at alkohol bare kunne købes frit for en pige som mig. Han forstod ikke at min far havde tilladt forholdet til John. Det blev lange samtaler med Albert og efter nogle konsultationer også med telefonterapi med min mor. Inden samtalen fik jeg dog at vide at jeg ville blive degraderet til niveau 0, hvis jeg sagde noget negativt om skolen. Hvordan at jeg levede og hvordan at jeg blev undervist var ikke noget min mor skulle bruge tid at tænke på. Det handlede alene om hende og mit forhold.

Der var en ting som nagede mig. Jeg havde fået at vide at min far havde givet tilladelse til at jeg blev sendt til overlevelseskurset og senere til denne skole. Det ville jeg simpelthen ikke tro på. Det kostede mig 3 timer ved trækvognen på niveau 0 fordi en af vores terapisessioner endte med at jeg og min mor råbte i munden på hinanden. Jeg ville ikke tro på hendes ord. Jeg kaldte hende en løgner.

Ved næste konsultation havde Albert beviser. Han havde fået sendt mail korrespondancen mellem min mor og min far. Jeg kunne ikke tro det. Min flugt i Minnesota. Min far havde skrevet at jeg var i Minneapolis. Overlevelseskurset: Min far havde givet min mor ret i at jeg var ude af kontrol og behøvede en intervention. Min flugt til Californien. Min far havde skrevet at jeg nok ville forsøge at finde et Dansk konsulat eller en Dansk ambassade. Han havde hjulpet min mor hele vejen. Her havde jeg troet at jeg i det mindste i ham havde en allieret som ville kunne redde mig hvis han blot vidste at jeg var fanget herovre.

Jeg brød sammen. Jeg følte at mit liv var færdigt. Jeg kunne ikke overskue hvordan at jeg kunne klare mig igennem det pensum som skolen bød på. Det var jo ikke sværhedsgraden rent skolemæssigt. Det var alle de ting de ville lave om på inde i mit hovedet som jeg slet ikke kunne klare. Jeg havde nu kun John tilbage i mit liv og han kunne jeg ikke få fat på. Selv hvis jeg kunne, så kunne jeg ikke se hvordan at han skulle hjælpe mig. 

Albert trøstede mig. Han sagde at han vidste hvad der var galt. Min fortid tyngede mig. Jeg havde været ude af stand til at række ud efter store ting i mit liv fordi at jeg havde låst mig fast i en rolle som John’s vedhæng i et socialt belastet boligkvarter. Han havde kuren.

Jeg havde vel været på skolen en måneds tid da Albert tog mig og nogle andre elever ud på en lille tur lidt fra skolen. Han bekendtgjorde at vi nu skulle skrive hvad vi ønskede os at skille os af med i vores liv mest af alt på store sten der lå foran os. Stenene må have vejet 10-15 kilo. Jeg havde efter yderligere snak med Albert fundet ud af at det var manglende selvsikkerhed der var mit problem.

Albert bad os løfte stenene og holde dem i favnen. Derefter bad han os om at bære dem op på toppen af en bakke, som vi nok skulle gå et par kilometre for at nå. Prøv I at løfte på 10-15 kilo i en halv time eller mere. Stien op på toppen af bakken var af grus og man var konstant bange for at falde. Stenene føltes tungere og tungere efter hvert skridt vi tog. Vi kunne ikke stoppe op og drikke da stien var smal og stenene for tunge til at kunne bære i en hånd. Jeg var nærmest ved at kaste op da vi nåede toppen. Et par af de andre elever græd decideret undervejs.

Oppe på toppen bad Albert os om at holde stenene ud i strakt arm så længe som vi overhovedet kunne og så kaste dem ned af bakken så de stort set havnede hvor at vi havde samlet dem op. Når vi kastede dem skulle vi råbe det som vi havde skrevet på dem så højt at vi kunne. Jeg kastede min sten og knækkede sammen af ømme muskler. Da alle havde kastet deres sten, sagde Albert at vi kunne mærke hvor lettet at vi var. Det ville være samme lettelse vi ville føle i vores liv, når vi skilte os af med det som tyngede os alt af mest i vores liv. Vi humpede ømme og trætte tilbage til skolen.

Ugerne sneglede sig af sted med skolearbejde foran computeren og sessioner med Albert. Jeg bad om at skrive til min far, så jeg kunne spørge om hvorfor at han mente at jeg skulle gå på skolen. Albert mente efter at have talt med min mor at det var i orden, men brevet skulle være på Amerikansk og det skulle sendes med post, så de kunne gennemse indholdet først for eventuelle kritiske bemærkninger om skolen. Jeg beskrev hvad jeg havde oplevet på overlevelseskurset og hvor at jeg glædede mig til at komme hjem til Danmark igen. Jeg spurgte også om hvorfor at jeg skulle gå på skolen i USA, når jeg allerhelst ville gå i skole i Danmark.

Brevet blev postet og jeg ventede på svar. I mellemtiden havde de fundet ud af at jeg som europæer havde spillet fodbold som de kender som soccer derovre. Fordi at der var tale om at skolen måske en dag kunne spille kampe med andre skoler i området, så fik jeg fri til det. Det var bedre end at løbe rundt om skolens område 4 gange som var den motion jeg ellers allernådigst fik og det var tusinde gange bedre end at trække trækvognen.

Jeg må sige at jeg havde affundet mig med min skæbne. De havde knækket Janice. Danmark lå langt væk. Mit sind havde indfundet sig på at være i overlevelsesmode hele tiden.

18. Den japanske interneringslejr

Næste dag var det tid til at blive indskrevet på skolen. Angela kørte mig. Det var ikke nødvendigt med håndjern nu hvor jeg havde vist dem at jeg ikke var en flugtrisiko længere og hvor skulle jeg i øvrigt flygte hen? Jeg var i Utah og i nogle byer hvor alle direkte eller indirekte levede at drive hvad jeg vil kalde private fængsler. Vi kørte ned til Hurricane og ud af byen igen imod et område som ret misvisende kaldes Apple Valley for der kan ikke gro æbletræer uden konstant kunstvanding. Jeg så aldrig nogle æbletræer udover de få træer som er på den del af skolens område som bliver brugt til forældrebesøg.

Da vi var kommet cirka 5 km ud af byen drejede vi til venstre ned af en markvej, som tilsyneladende førte direkte ud i ørkenen. Vi havde vel kørt 3 km mere at vi kørte over en lille bakke før at skolen pludselig lå foran os. Umiddelbart var det nærmest bizart. Nede i dalen var der en flot anlagt kunstig sø, nogle flotte ranch lignende huse, lade og så hvad der lignede nogle skure helt isoleret i baggrunden.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at de skure skulle blive mit hjem. På Internettet har grupper af unge der har været på skolen lavet sammenligninger mellem skurene og de skure som Amerikanerne internerede Japanske emigranter i under 2. verdenskrig.

Vi kørte op foran et af de store huse og en mand kom ud for at tage imod os. ”Goddag. Mit navn er Goodwin og jeg er manager for skolen. Jeg går ud fra at det er Angela fra transportfirmaet X og Janice som skal være elev her på skolen. Følg med ind på kontoret.”

Inde på kontoret blev mine papirer gennemgået. Da det var slut, så tog Angela afsked med mig. Jeg skulle nu undersøges af en læge før at jeg kunne blive vist til mit værelse.

Jeg frygtede for lægeundersøgelsen, da jeg kunne huske hvordan at det gik sidste gang. Den kvindelige læge var dog mere afslappet. Hun sagde at jeg kunne gøre det på den blide måde eller den hårde måde. Jeg tror at hun vidste hvordan at de tog fat på overlevelseskurserne. Jeg indvilligede i at gøre det på den bløde måde. Så tøjet kom af og jeg blev vist hen til en gynækologisk briks. Jeg ved ikke hvordan at mænd har det, men jeg tror ikke at der er nogle kvinder som finder koldt stål mod de nedre regioner specielt behageligt og jeg skulle undersøges begge steder. Det er at forsøge at slappe af og tænke på noget andet.

Lægen var nu flink. Hun fortalte at hun var glad for at jeg tog det så afslappet. At skulle tage blodprøve på en person som kæmper og vrider sig er et mareridt. Det er svært alene at forestille sig tanken.

Da det var fastslået at jeg ikke havde gemt noget som jeg ville smugle ind på skolen, så fik jeg min skoleuniform udleveret. Den bestod foruden undertøj af uformelige orange bukser og en lige så orange T-shirt og jakke. Da jeg kom ud fra lægeundersøgelsen tog Goodwin imod mig og bad mig følge efter ham. Imens at vi gik hen til vores bestemmelsessted, så forklarede han mig om stedet. Skolen var etableret i Idaho, men knas med myndighederne gjorde at de flyttede til Utah. Skolen var stiftet af Goodwins far, men han var ikke så meget på skolen fordi at han arbejde som konsulent og ekspert på Tv- og filmproduktioner i Californien. Blandt han havde hans ekspertise været brugt i en serie med en ung, senere kendt Star Wars skuespiller.

På skolen arbejdede man med forskellige niveauer som man kunne opnå baseret på hård indsats. Med et højere niveau fulgte forskellige privilegier. Kunne man ikke opføre sig ordentlig blev man degraderet til niveau 0, som kaldtes ”Observation og Vurdering”. På det niveau måtte man ikke røre sig, tale, gå eller spise uden at der er givet individuel tilladelse. Man kunne komme op på næste niveau ved at løse 14 opgaver, som Goodwin mente at de fleste ville kunne løse indenfor kort tid.

Vi passerede de fleste huse og kom til et område hvor at der var slået nogle pavilloner op. I en af pavillonerne stod et bord klar til mig. Der var en vandflaske på bordet og nogle blokke, samt en blyant. ”Sæt dig ned og start. Du er nu officiel student her på skolen”.

Jeg bladrede lidt i blokken. Det var lidt de samme spørgsmål som jeg havde set på overlevelseskurset. Hvad havde jeg lavet af forkerte ting i mit liv? Havde jeg et sexliv? Brugte jeg alkohol og stoffer? Hvordan var mit forhold til min mor og far, samt resten af familien? Hvordan gik det i skolen? Hvordan var mine fremtidsplaner osv?

Jeg ville spørge Goodwin inden at han gik om han forventede at jeg ville tage det alvorlig og jeg lige sagt et ord da to meget bestemt kvinder kom hen imod mig. De pegede på et skilt hvor reglerne var skrevet. Neden under reglerne stod der, at man blev fastholdt og slæbt ud i en stencirkel udenfor teltet hvor at man kunne sidde i en time, hvis man ikke overholdt reglen om at række hånden i vejret inden at man stillede et spørgsmål.

Jeg bøjede hovedet og tav. Deres kropssprog indikerede at alt de ventede på var et slagsmål. Jeg kiggede forsigtigt rundt. En lyshåret pige sad et par borde væk. Pludselig lagde jeg mærke til at hendes bukser skiftede farve. Hun tissede i bukserne! Jeg var forbløffet, men så kom jeg i tanker om at der på skiltet også stod at man kun kunne komme på toilettet to gange om dagen. Senere har jeg erfaret at dette ofte skete på niveau 0. For at undgå mistanke om at man som elev var ude på at snyde sig til fritid og dermed yderligere konsekvenser, så valgte mange elever at tisse i bukserne.

Jeg gjorde op med mig selv at jeg ikke ville være på det niveau længe. Jeg måtte lyve og give dem nogle tilståelser så jeg kunne komme op på næste niveau.

Vi havde vel nok siddet i teltet nogle timer da en lærer kom ind. ”Kom. Nu er det tid til lidt motion. Vi kan ikke have at vores elever bliver sløve af at sidde i teltet hele dagen.” Vi gik ud af teltet og her stod så endnu engang en af de trækvogne som mormonerne havde brugt. Men i modsætning til overlevelseskurset var denne vogn fyldt med kampesten. Jeg husker endnu de næste 3 timer som de hårdeste i mit liv. Vi var 8 elever om vognen og den flyttede sig få meter af gangen. Vi var 4 elever som trak det bedste vi har lært. Begyndte nogle af os at tale var lærerne straks over den stakkel.

Jeg var fuldstændig udkørt og svedig da jeg kom tilbage til teltet. Der var intet bad. Det var bare ned og sidde for at løse opgaver.

Det blev tid til aftensmad. Vi fik serveret hvad de andre havde fået at spise i går og det kom frisk fra køleskab. Vi på det laveste niveau havde ikke gjort os fortjent til de store kulinariske udskejelser.

Efter maden kom vi omsider i bad. Jeg blev nu sammen med pigerne fra niveau 0 ledt ned til en hytte hvor at vi sov 4 piger på hvert værelse. Der var en lærer i døren konstant, så reglen om at lade være med at tale med andre elever blev stadig håndhævet.

Hver dag på niveau 0 lignede hinanden og det var virkelig hårdt. Vi kom ud til gymnastik 2 gange om dagen a 3 timer. Resten af tiden bortset fra frokost og aftensmad blev brugt på at løse opgaverne. Havde man løst alle opgaver skulle man fremlægge det for en gruppe elever på højeste niveau, som åbenbart fik goder for at stille skarpe dumpende spørgsmål. Dagene flød ud i hinanden og jeg husker til dato ikke hvor mange dage at jeg tilbragte på niveau 0, men det har vel været 8-10 dage.

Til sidst lykkedes det dog. På det tidspunkt havde jeg givet indrømmelser på noget som jeg ikke havde lavet, men de ville hele tiden have mere. Jeg var ligeglad, jeg ville bare ikke leve på den måde mere.

17. John – et forhold med forhindringer

Det er her at jeg må komme med en tilståelse. Folk har mange foruddannede meninger om dette emne. Jeg vil helst ikke dømmes for mit valg af partner på forhånd. Det er mange myter. Det er derfor at jeg ikke har skrevet mere om det tidligere i min beretning, for så ville I nok tænke: ”Billig tøs. Hun har selv lagt op til at hendes mor havde sendt hende i helvede”. I ville kort sagt være stoppet efter de første to indlæg.

Se. John er ikke etnisk dansker. Hans familie kommer fra et ikke nærmere defineret land i Mellemøsten. Jeg vil ikke beskrive hans etniske tilhørsforhold nærmere, da jeg ellers ville kunne huskes af folk der har boet i Værebroparken. Det vil kunne sætte navn på hvem John i virkeligheden er. Det vil give en masse problemer.

Som jeg tidligere havde skrevet, så mærkede jeg ikke nogen modstand fra min far i forhold til at jeg hang ud med John. John og hans kammerater var og er ikke guds bedste børn, men vi har aldrig været den hårde kerne i kvarteret. Min far mente at den bedste måde at man kan få erfaringer er ved at falde og slå sig en gang imellem.

Vi mødtes over i skolen da jeg var 12. Hans familie var flyttet fra Jylland fordi at hans far havde fået nyt arbejde. Vi begyndte at pjække sammen. Ikke så meget men vi var alligevel sammen om så meget at vi langsomt men sikkert blev et par. John blev min første partner. Vi havde lagt mange planer sammen. For det meste løb tingene ud i sandet, men vi har stadig et par. Måske foretog vi os ting som vi ikke var klar til, men hvem har ikke prøvet at lave dumme ting i den alder? I hvert fald havde det ikke den store betydning for mig hvad vi kastede os ud i for min verden gik ikke meget længere end til Værebroparken og det at være sammen med John.

Men der var en slange i paradiset. John’s familie havde andre planer med hans fremtid. De brød sig ikke om mig. John var nok en slags mand i familien da hans far var meget væk på arbejdet og hans mor ikke så ud til at være den store autoritet i hans liv, men stemningen var anstrengt når jeg kom på besøg. Jeg lod mig ikke mærke med det da jeg tænkte at de nok ville acceptere mig over tid.

Vi har haft kriser i vores forhold. Vi havde et større slagsmål inden min afrejse. John fik en nær slægtning på besøg som hans familie ville have at han skulle sørge for imens at hun var her over på Sjælland. Jeg følte at han negligerede mig på bekostning af hans slægtning. Det kan godt være at jeg var nærtagende, men bare fordi at man har familiebesøg kan man da ikke bruge en hel uge på det 24/7.

Under mine kriser her i USA var det John at jeg kunne få fat i. Heldigvis var han på ingen måder afvisende med hensyn til at få hjælp. Desværre har sort uheld indtil nu forhindret mig i at komme tilbage til Danmark.

Nok om John og mig. Jeg havde et ophold på en kostskole ude i en ørken at overleve. Jeg stod i en situation hvor at jeg tilsyneladende var blevet svigtet af begge mine forældre. Det var med bange anelser at Angela kørte mig ned til Hurricane for at aflevere mig på skolen.

16. Den Amerikanske Farm

Ved morgenmaden havde jeg fået at vide at jeg skulle starte på skolen om mandagen, men at de ville tage mig med til deres gård, som de også brugte som overnatningssted for de unge, der ikke kunne afleveres med det samme.

Det blev en lang dag i bilen før at vi sent aften kom til familiens gård, som lå nær landsbyen Virgin ikke så langt fra den skole, jeg skulle gå på. Skolen lå udenfor Hurricane, men jeg kunne ikke se skolen på forhånd.

Der var tale om to huse forbundet med en gang og så en lade. Da vi standsede kom 4 børn ud og kastede sig i armene på de to kvinder. Det er så vores børn ”Mary, Lucy Ann, Augusta og lille Brigham. Følg efter os.” Jeg fulgte efter dem ind i det ene hus. Joe sad i køkkenet og hilste på mig. Vi kom ned til et rum for enden af gangen, hvor at der var et alarmpanel ved siden af selve døren. Chelsea tastede en kode ind og viste mig ind i værelset hvor at der var et TV, en indbygget brusekabine og en seng. Der var også et vindue, men det var ikke til at åbne. Chelsea bankede på det og sagde ”Panserglas”. Hun tog alle kæder og læderremme af og viste mig et håndklæde og en bunke tøj på sengen jeg kunne skifte til, hvorefter at hun forlod rummet.

Jeg tog et meget eftertragtet bad og begyndte at tage tøj på. Det var halvlange underbukser som gik til knæene og en undertrøje som dækkede skuldre. Derefter var der ankelsokker og en ternet kjole. Jeg kom til at tænke på at jeg faktisk havde det samme tøj på som deres børn bar. Jeg skulle åbenbart passe ind. Chelsea kom ind og spurgte om tøjet passede. Da jeg nikkede bad hun mig dreje mig for at hun kunne sikre at jeg så ordentlig ud.

Derefter blev jeg inviteret ind i huset. Det var tid til aftensmad. Joe havde jo kørt i forvejen og stod for madlavningen. Mary som så ud som om at hun var 17 var også i køkkenet. Lucy Ann dækkede bord imens at Augusta og den lille dreng rendte rundt udenfor.

Ved bordet gik snakken mest om hvor at Mary skulle rejse hen når hun skulle ud og missionere i et andet land. Det var åbenbart normalt at de unge mennesker skulle gøre det inden at de giftede sig og fik forpligtelser.

Efter maden så satte Joe og Angela sig ind i stuen, imens at resten ryddede op. Jeg spurgte hvem der var mor til børnene. Angela sagde at det var de begge to. Joe og Angela havde mødt hinanden for mange år siden, men de kunne ikke få børn. Chelseas mand var nogle år forinden omkommet ved en trafikulykke og hun var Angela’s kollega i hæren. Hendes datter Miriam som ikke boede hjemme mere manglede et hjem når mor var oversøs og så lå en løsning lige for. Rent teknisk var Joe kun gift med en kvinde, men i praksis udgjorde de en familie.

”Vi er så lykkelige og vi ser børnene som vores fælles projekt. Vi har været nød til at lave en plan som Joe skal følge så ingen føler sig overset. Det er derfor der er to huse, men derudover så fungerer vi som alle andre familier. Vi kan ikke forestille os det på en anden måde.”

Jeg havde et spørgsmål mere. Jeg spurgte hvorfor at de havde valgt det job, når de nu var i hæren. Angela fik tårer i øjnene. ”Det er Miriam. Hun bor vist over i Californien og arbejder i en restaurant. Det går fint nu, men vi havde nogle rigtige hårde år. Hun mistede sin far og hun forsvandt herfra da hun blev 17 år. Vi ledte efter hende i et helt år, men fandt hende først da hun havde haft sin 18 års fødselsdag. Vi kunne ikke få hende med tilbage på trods af at hun flere gange var hjemløs og boede hos venner eller i sin slidte bil. Hun var også i fængsel en gang. Der gik 4-5 år før at hun fik vendt sit liv om, men troen har hun nok mistet for evigt.”

Hun rømmede sig. At sige det havde berørt hende dybt. ”Vi forstod at vi havde svigtet hende, men mere vigtigt så manglede ressourcerne for forældre som os. Vi besluttede os for at hjælpe andre som måtte komme i vores situation. Vi arbejdede først for et andet transportfirma som udførte interventioner, men hans metoder som bestod af peberspray og håndjern brød vi os ikke om. Desuden gik han ikke så meget op i om den transportør som skulle stå for transporten var af samme køn som teenageren der skulle transporteres. Ville du have klædt dig af overfor en fremmed mand? Vi transporterer kun piger og det er kun på hel specielle missioner at vi bruger Joe som backup, men Joe er aldrig alene med pigerne.”

Jeg skulle til at spørge om mere, men så kom drengen ind. ”Mors lille Brigham. Er det blevet tid til at sove? Kom med mor.” Joe tændte TV’et. Han indtastede en kode på fjernbetjeningen. ”Ja, men nutidens TV er man nød til at styre hvad børnene ser 100 procent.”

Vi sad og så aftenens nyheder, da Chelsea kom ind. ”Janice. Det er tid til at du skal sove. Kom med.” Jeg blev fulgt ned på værelset. Hun viste mig en samtaleknap på indersiden af værelset, som jeg skulle bruge hvis jeg skulle på toilettet. De havde faktisk bygget deres egen lille fængselscelle i huset. På sin vis irriterende, men på den anden side skulle jeg ikke sove bundet i kæder.

Næste morgen så vækkede Chelsea mig klokken 6. Efter maden skulle vi ud i marken. Vi hyppede kartofler på den gamle måde. Det var et slidsomt arbejde, men jeg kunne se at alle børnene lagde energi og glæde i deres arbejde og selvom at det ikke var i min interesse at arbejde på deres mark syntes jeg ikke at jeg ville ødelægge noget for børnene ved at sætte mig ned og nægte at arbejde. Jeg må indrømme at jeg til dato finder det mærkeligt at selv børn kan finde glæde med hårdt arbejde. Måske ved børnene ikke bedre.

Efter frokost skulle Chelsea ud og handle ind. Hun gav mig en slags elektronisk fodlænke på. Den var forbundet med en lille boks som hun havde i sin lomme. Gik jeg mere end 10 meter væk ville fodlænke larme som en bilalarm. På den måde behøvede jeg ikke at få alle kæderne på og som hun sagde. ”Alle i byen er næsten i samme branche. Der er ikke så meget at leve af, så flugt er formålsløst.” Vi kørte mod en større by som hed La Verkin. Da vi kom til byen parkerede vi ved et lille center som hed Farmer’s market. Imens at vi handlede, så hviskede Chelsea til mig. ”Se. Hvor alle de unge ekspedienter ligner hinanden med hensyn til frisure og fremtoning. Det er unge som er på øverste niveau fra en kostskole længere nede af gaden. De har fået det privilegium at få lov til at arbejde for mindsteløn.” Det var rigtigt når man lagde mærke til det. De lignede jo næsten alle hinanden. Deres smil og deres reaktionsmønster var som om at de var blevet samlet på samme samlebånd.

Da vi havde handlet så kørte vi en omvej hjem. Hun viste mig lidt rundt i La Verkin. Den største skole havde afdelinger på ikke mindre end 3 steder på hovedgaden. Hun talte om at de havde cirka 500 elever alene på den skole. På vej gennem Virgin så pegede hun på en gård og fortalte at det var et opholdssted for piger. De arbejdede meget med heste. Stort set lige over på den anden side af vejen var der nogle huset omgrænset af et højt hvidt plankeværk. Det var en slags boot camp for drenge. Nogle drenge gik og malede plankeværket. De var alle barberet skaldet. Det lød som et barsk sted.

Vi kom hjem til farmen igen. Det var blevet tid til aftensmad. De næste par dage gik med arbejde i marken. Det blev også tid til lidt boldspil. Fjernsyn og computer var ikke noget børnene havde andet afmålt adgang til og det var naturligvis ikke muligt for mig at komme til computeren. Aftenen før at jeg skulle møde på skolen kom vi efter maden ind på hvad jeg havde tænkt mig af planer for mit liv når jeg havde fået min eksamen. Jeg fortalte at jeg blot ville tilbage til Danmark. Det var slet ikke meningen at jeg skulle blive student. Jeg ville blot hjem og have et almindelig arbejde i en butik og så være sammen med John. Jeg fortalte at det var min far som havde forældremyndigheden og at jeg ville kunne komme hjem til ham med det samme, hvis jeg blot kunne få fat i ham. Da var det at Chelsea sagde: ”Det skal du nok ikke være så sikker på.”

Jeg var chokeret: ”Hvad mener du med det?”

”Jeg talte med din mor omkring betalingen for dit ophold her på gården. Jeg troede at hun havde hyret flere firmaer i forbindelse med din flugt, men så mange penge har hun ikke. Hun har faktisk taget et lån i huset for at kunne finansiere overlevelseskurset og kostskolen. Grunden til at vi kunne finde dig i Californien var at hun havde fået en mail fra din far om at det var der at du var. Faktisk havde hun også fået en mail fra din far i forbindelse med din flugt fra hendes hus som fortalte at du var flygtet til Minneapolis. Din far må være enig med din mor om at dit forhold til John er en dårlig ide. Hvis at det er rigtigt at han har forældremyndigheden og han ville have dig hjem, så havde han vel gjort noget for det.”

”Du lyver.” Jeg blev rimelig ophidset.

”Fald ned Janice. Lad os nu ikke blive ophidset. Jeg kan kun gengive hvad din mor har fortalt mig. Det er hvad hun siger. Hvis du vil have ordene fra din fars egen mund, så får du chancen på kostskolen, da familieterapi er en del af skolens behandlingstilbud. Lad os nu ikke tale mere om det.”

Jeg sad stille og drak resten af min te. Tankerne flød igennem mit hoved. Var jeg nu helt alene i verdenen. Min far var min eneste billet hjem. Hvad var der galt med mit forhold til John?

15. Den hellige treenighed

Hvor at Lindsay havde en plan for sin fremtid, så var mit hovedet optaget af hvordan at jeg kunne komme frem til Danmark. Jeg fandt frem John’s mail og jeg skrev at jeg var Los Angeles. Han blev meget forbløffet. Han havde intet hørt siden at jeg kontaktede ham fra Minnesota. Han ville prøve at få fat i min far, men han sagde at min far havde ligesom mistet fodfæstet fordi at jeg ikke var som en han skulle tage sig af. Han hang nede på bodegaen sammen med Skriveren, som vi kaldte en tidligere ejendomsmægler, der vistnok var jurist.

Jeg forsøgte at finde ud af om jeg kunne komme i kontakt med nogle danske myndigheder så jeg kunne få et nødpas. Min far havde forældremyndigheden så med hans hjælp skulle det ikke være så svært at få udstedt et, så jeg kunne komme hjem igen. Der lå noget konsulent nede i La Jolla syd for Los Angeles. Jeg skrev en mail til John med besked om hvor at ville tage hen dagen efter. Jeg fik Lindsays Tante til at køre mig ned til byen. Hun satte mig af et stykke fra adressen da hun ikke ville risikere at blive blandet ind i noget.

Konsulatet lå i et villakvarter. Jeg kunne se en stor hvid villa på afstand. Da jeg kom hen til adressen kunne jeg se det danske rigsvåben på lågen. Jeg var reddet!

”Hej. Janice”.

Jeg vendte mig. Der stod Joe; Angela og Chelseas mand. Shit! Jeg begyndte at løbe væk fra ham, men jeg var ikke nået langt ned af vejen før at den velkendte varevogn kom op på siden af mig. ”Janice. Stop nu. Det er ikke det værd”. Jeg løb videre. Vi var ikke så langt fra kysten. Kunne jeg nå ned på stranden kunne de ikke løbe mig op. Jeg køb tværs over hovedgaden. Heldigvis var der ikke så meget trafik. Jeg nærmede mig nu kysten, hvor at der lå en parkeringsplads. Da var det at jeg så at Chelsea steg ud af en bil nede på parkeringspladsen. Joe havde jeg sat, men han lå et stykke tilbage. Angela havde haft problemer trafikken, men nærmede sig. Der var ingen udvej. Jeg var fanget.

Der var intet andet at gøre end at opgive. Jeg havde heldigvis intet på mig som kunne fortælle dem hvor at jeg havde været. Jeg havde aftalt med Lindsay at jeg skulle skjule en mobil der hvor at jeg blev sat af. Hvis jeg ikke havde ringet indenfor 3 timer, så skulle de blot hente telefonen og glemme mig.

Joe kom op til mig pustende og stønnede. Angela kom også til og jeg blev ført ned til parkeringspladsen hvor at de velkendte læderremme og kæder kom frem igen. De spurgte til Lindsay, men jeg sagde at vi var kommet væk fra hinanden op i Utah. Jeg kunne se at de ikke troede på mig. Jeg spurgte hvordan at de kunne finde mig. De sagde at deres selskab havde overvågning af alle konsulenter og ambassader efter min flugt. Det kunne jeg ikke se at min mor ville have råd til, men måske var der en slags forsikring indbygget i prisen på overlevelseskurset, så jeg slog mig til tåls med deres forklaring.

Da vi kørte tænkte jeg på hvordan at jeg skulle kunne slippe væk denne gang. Det var jo ikke sikkert at jeg mødte en Lindsay med evner for at kunne huske kort. Jeg ville fare vild og måske dø af sult, tørst eller elementerne.

”Skal du ikke græde?” spurgte Chelsea. ”Dem vi plejer at fange, plejer at bryde sammen.” Jeg gad egentlig ikke svare hende, men til sidst følte jeg at hun havde fortjent et svar. Det var jo ikke hende eller de andre fra transportselskabet som havde besluttet at sende mig af sted. ”Der er ikke flere tårer tilbage. Der er kun had til min mor tilbage”. Hun sagde ikke mere før at vi stoppede ved et motel i udkanten af byen.

Det var tilbage til den sædvanlige rutine med den strikkede Poncho. Af en eller anden grund så rørte det mig ikke så meget mere. Jeg fik en pizza med Pebberoni. Jeg viste at de trods det at de havde bundet mig ikke ville spraye mig med peberspray som jeg havde hørt fra nogle af de andre unge på kurset eller give mig bank som en af bandemedlemmerne i Jose’s bande havde prøvet.

”Nå. Janice. Denne gang går turen til Hurricane. Jeg har et bevis fra arrangøren af overlevelseskurset som lyder på bestået. Godt nok nåede du ikke alle niveauer, men din mor har talt med en uddannelseskonsulent som samarbejder med forskellige skoler og overlevelsesture. Han har fortalt hende at han ud fra de rapporter der er lavet på dig ikke finder at du kan indskrives på Maccray uden at du lærer at begå dig i det Amerikanske skolesystem, så derfor skal du på kostskole indtil at du har vist at du godt kan passe en almindelig skole.”

Jeg var forbløffet, lettet og urolig på en gang. Jeg var utrolig lettet over at undgå mere tid på overlevelseskurset da jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne bestå kurset, men hvad ville opholdet på skolen kunne bringe af udfordringer?

Det var ikke så få tanker som fyldte mit hovedet da jeg lagde mig til at sove den aften og det var mere deres skyld end den ubekvemme sovestilling på grund af kæderne som gjorde at det tog lang tid før at jeg faldt i søvn.

En kostskole lukker et radioshow

Jeg fik en mail vedr. en kostskole som jeg kender til.

Diamond Ranch Academy er lokaliseret udenfor en by i Utah som hedder Hurricane. Idag har de en moderne campus, men for nogle år siden holdte de til på en gård længere østpå der var meget isoleret.

Der har været en del kritik af skolen hvilket jeg kan tilslutte mig fuldt ud. To drenge er døde på skolen indenfor de sidste 5 år.

En Internet Radio station i Los Angeles interviewede tidligere elever og det har medført at skolen har pudset advokater på stationen.

Her er et link til et show som blev censureret. Det er nu lagt op på en anden side istedet for LATalkRadio, hvor showet skulle været sendt:

Original Airdate 8/10/14 Last Show censored and removed by LATalkRadio.com