15. Den hellige treenighed

Hvor at Lindsay havde en plan for sin fremtid, så var mit hovedet optaget af hvordan at jeg kunne komme frem til Danmark. Jeg fandt frem John’s mail og jeg skrev at jeg var Los Angeles. Han blev meget forbløffet. Han havde intet hørt siden at jeg kontaktede ham fra Minnesota. Han ville prøve at få fat i min far, men han sagde at min far havde ligesom mistet fodfæstet fordi at jeg ikke var som en han skulle tage sig af. Han hang nede på bodegaen sammen med Skriveren, som vi kaldte en tidligere ejendomsmægler, der vistnok var jurist.

Jeg forsøgte at finde ud af om jeg kunne komme i kontakt med nogle danske myndigheder så jeg kunne få et nødpas. Min far havde forældremyndigheden så med hans hjælp skulle det ikke være så svært at få udstedt et, så jeg kunne komme hjem igen. Der lå noget konsulent nede i La Jolla syd for Los Angeles. Jeg skrev en mail til John med besked om hvor at ville tage hen dagen efter. Jeg fik Lindsays Tante til at køre mig ned til byen. Hun satte mig af et stykke fra adressen da hun ikke ville risikere at blive blandet ind i noget.

Konsulatet lå i et villakvarter. Jeg kunne se en stor hvid villa på afstand. Da jeg kom hen til adressen kunne jeg se det danske rigsvåben på lågen. Jeg var reddet!

”Hej. Janice”.

Jeg vendte mig. Der stod Joe; Angela og Chelseas mand. Shit! Jeg begyndte at løbe væk fra ham, men jeg var ikke nået langt ned af vejen før at den velkendte varevogn kom op på siden af mig. ”Janice. Stop nu. Det er ikke det værd”. Jeg løb videre. Vi var ikke så langt fra kysten. Kunne jeg nå ned på stranden kunne de ikke løbe mig op. Jeg køb tværs over hovedgaden. Heldigvis var der ikke så meget trafik. Jeg nærmede mig nu kysten, hvor at der lå en parkeringsplads. Da var det at jeg så at Chelsea steg ud af en bil nede på parkeringspladsen. Joe havde jeg sat, men han lå et stykke tilbage. Angela havde haft problemer trafikken, men nærmede sig. Der var ingen udvej. Jeg var fanget.

Der var intet andet at gøre end at opgive. Jeg havde heldigvis intet på mig som kunne fortælle dem hvor at jeg havde været. Jeg havde aftalt med Lindsay at jeg skulle skjule en mobil der hvor at jeg blev sat af. Hvis jeg ikke havde ringet indenfor 3 timer, så skulle de blot hente telefonen og glemme mig.

Joe kom op til mig pustende og stønnede. Angela kom også til og jeg blev ført ned til parkeringspladsen hvor at de velkendte læderremme og kæder kom frem igen. De spurgte til Lindsay, men jeg sagde at vi var kommet væk fra hinanden op i Utah. Jeg kunne se at de ikke troede på mig. Jeg spurgte hvordan at de kunne finde mig. De sagde at deres selskab havde overvågning af alle konsulenter og ambassader efter min flugt. Det kunne jeg ikke se at min mor ville have råd til, men måske var der en slags forsikring indbygget i prisen på overlevelseskurset, så jeg slog mig til tåls med deres forklaring.

Da vi kørte tænkte jeg på hvordan at jeg skulle kunne slippe væk denne gang. Det var jo ikke sikkert at jeg mødte en Lindsay med evner for at kunne huske kort. Jeg ville fare vild og måske dø af sult, tørst eller elementerne.

”Skal du ikke græde?” spurgte Chelsea. ”Dem vi plejer at fange, plejer at bryde sammen.” Jeg gad egentlig ikke svare hende, men til sidst følte jeg at hun havde fortjent et svar. Det var jo ikke hende eller de andre fra transportselskabet som havde besluttet at sende mig af sted. ”Der er ikke flere tårer tilbage. Der er kun had til min mor tilbage”. Hun sagde ikke mere før at vi stoppede ved et motel i udkanten af byen.

Det var tilbage til den sædvanlige rutine med den strikkede Poncho. Af en eller anden grund så rørte det mig ikke så meget mere. Jeg fik en pizza med Pebberoni. Jeg viste at de trods det at de havde bundet mig ikke ville spraye mig med peberspray som jeg havde hørt fra nogle af de andre unge på kurset eller give mig bank som en af bandemedlemmerne i Jose’s bande havde prøvet.

”Nå. Janice. Denne gang går turen til Hurricane. Jeg har et bevis fra arrangøren af overlevelseskurset som lyder på bestået. Godt nok nåede du ikke alle niveauer, men din mor har talt med en uddannelseskonsulent som samarbejder med forskellige skoler og overlevelsesture. Han har fortalt hende at han ud fra de rapporter der er lavet på dig ikke finder at du kan indskrives på Maccray uden at du lærer at begå dig i det Amerikanske skolesystem, så derfor skal du på kostskole indtil at du har vist at du godt kan passe en almindelig skole.”

Jeg var forbløffet, lettet og urolig på en gang. Jeg var utrolig lettet over at undgå mere tid på overlevelseskurset da jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne bestå kurset, men hvad ville opholdet på skolen kunne bringe af udfordringer?

Det var ikke så få tanker som fyldte mit hovedet da jeg lagde mig til at sove den aften og det var mere deres skyld end den ubekvemme sovestilling på grund af kæderne som gjorde at det tog lang tid før at jeg faldt i søvn.

14. Viva California

Vi lå og sov ved søen. På et tidspunkt tog jeg et bad. Det var første gang i lang tid hvor at jeg ikke kun skulle nøjes med klatvask. Det var herligt selvom jeg ingen sæbe havde og jeg skulle tilbage i det samme beskidte tøj. Hen under aftenen arbejdede vi os sydpå langs søen. Hen under aftenen skulle vi passeere en lille å før at vi kom til noget som lignede en campingplads. Der var campingvogne og telte. Lindsay bad mig vente. Hun sneg sig hen til en af teltene hvor at hun rodede i nogle tasker. Da hun kom tilbage, så havde hun en mobiltelefon med. Der var heldigvis dækning og hun ringende til en ven i New York. Samtalen var lang. Da hun var færdig så sagde hun at hun havde talt med hendes fyr som tilhørte en bande. De havde afdelinger i andre byer og han ville sørge for at der kom en vogn fra Las Vegas og hentede os. Hun kravlede tilbage og afleverede telefonen, så ingen ville savne den. De ville nok opdage opkaldet med tiden når de fik telefonregningen, men så ville vi være væk.

Vi gik tilbage til åen. Vi skulle følge åen mod øst til et sted hvor at den var tæt på vejen, da området omkring campingpladsen var så åben at folk ville få mistanke til to piger der render rundt i orange/brunt tøj og som ser ud som om at de havde været ude i ødemarken i et halvt år.

Langs åen lå nogle huse og vi måtte snige os forbi dem ganske stille. Jeg tror at vi var kommet 3 kilometre ned af vejen før at Lindsay sagde at det var stedet. Hun rev et stykke af sit tøj og bandt det omkring en træpæl tæt på vejen. Vi skulle nu bare vente.

Vi ventede hele dagen. Det blev mørkt. Næste dag skete der heller ingen ting. Var vi blevet svigtet. Sidst på dagen stoppede en varevogn tæt ved pælen. Vi var usikre på hvorvidt at det var vores kontakt. En mand stod ud af bilen. Han havde et tørklæde på og lignede en af de skurke Steven Seagal ville skyde. Lindsay sagde at det var hendes bandes farve og vi gik over til bilen. Chaufføren præsenterede sig som Jesse og vi hoppede ind bagi. Inde i bagagerummet var der colaer og kolde pizzaer. Det var kongemad ovenpå flere ugers vand og grød uden smag. Jeg faldt hurtigt i søvn på gulvet mæt af maden og af de sidste dages oplevelser.

Jeg ved ikke hvor længe vi havde kørt da Lindsay vækkede mig.  ”Janice. Vi er ude af Utah.”. Vi var kommet til en by som hedder Mesquite. Her fandt vi en tankstation, hvor at vi kunne skifte tøj. Det var rart at få noget andet på selvom det var alt for stort til mig. Vi kørte videre og vi kom til Las Vegas. Jeg ved hvordan at de fleste ser Las Vegas. Neon, Casinoer osv. Men i den nordlige del af Las Vegas ligger der lufthavn, industri og ganske almindelige huse, som kunne ligge i hvilken som helst anden Amerikansk by. Her fik vi husly hos en af bandemedlemmer og dennes familie. De var næsten alle sammen nogle der lignede immigranter fra Mexico og jeg ville ikke fornærme deres gæstfrihed ved at spørge. Lindsay talte spansk og kunne kommunikere med dem. Jeg var ikke i stand til det. 

Lindsay sagde at vi vækkede opsigt i kvarteret så hun kom med hårfarve. Jeg måtte yde ofre og jeg fik farvet mit hår sort efter en time i et bad, som jeg føler helt ind i sjælen. Jeg ved ikke om I nogensinde har gået flere uger uden shampoo. Følelsen af en hårvask under disse vilkår er helt ubeskrivelig. Vi blev der nogle dage. Lindsay fik besked om at hendes mor nu viste at hun var flygtet. Hun havde ikke efterlyst hende via de officielle kanaler og jeg stod heller ikke på nogen liste. Det betød så ikke at vi var sikre, da det var et udtryk for at private selskaber havde fået kontrakten på vores tilfangetagelse. For Lindsay betød det at hun ikke kunne vende tilbage til New York. Hun havde derfor så talt med hendes kæreste og aftalt at vi skulle til Los Angeles i stedet, hvor at banden havde kontrol med hele kvarterer.

Jeg vidste at jeg skulle i kontakt med Danske myndigheder. Med lidt hjælp på internettet fandt jeg ud af at der var en dansk repræsentation i Los Angeles, så jeg besluttede mig for at køre med. I Las Vegas ville jeg være opdaget før eller siden og der var intet jeg kunne tage mig til ud over at rode mig ud i noget kriminalitet, da jeg ikke havde arbejdstilladelse eller andre vigtige papirer.

Vi ankom til Los Angeles og blev indlogeret hos Jose’s Tante. Jose var Lindsay’s fyr. Meningen var at vi skulle bo hos tanten indtil at Jose kom fra New York, så Lindsay og Jose kunne starte et nyt liv i Californien. De var nød til at holde sig skjult i nogle år indtil at Lindsay blev myndig. Tantens hus lå i en slags trailerpark op af nogle grønne områder hvor at der var højspændingsledninger. Ikke så langt derfra lå en stor motorvej som hed Artesia Freeway og støjen derfra var konstant døgnet rundt.