Jeg var nu kommet op på næste niveau, som de kaldte ”Studerende”. Mit nye uniform var nu en brun nederdel og en T-shirt med navnet på min sovesal.
Vores sovesal var stadig et af skurene. I hvert skur var der 2 værelser hvor at der var 4 senge. Der var toilet og et køkken. En voksen tog sig af hvert hus. Alice var vores vicevært. Hun kaldte sig ”Dorm mother”, men hun var ikke min mor, så hvor hun havde ideen om den titel fra ved jeg ikke.
Jeg skulle gå i skole. Da jeg kom hen til skolestuen som lå i en af hovedbygningerne, så fik jeg vist en arbejdsplads som var en computerarbejdsplads med afskærmning til mine kammerater. Alle opgaver blev lavet på computeren. Man fik et login. Man fik nogle tekster eller matematikopgaver. Når man f.eks. havde læst et kapitel i en bog så kom computeren med spørgsmål. Jeg fandt ud af at hvis man svarede forkert, så stillede den flere spørgsmål og havde man for mange forkerte, så sendte den en mail til læreren som så gav en konsekvens som man skulle udføre før at man måtte tage spørgsmålene igen. Man kunne så selv vælge om man ville prøve med det samme eller læse kapitlet igen.
Man kunne række hånden i vejret og så ville læreren i teorien hjælpe en, men læreren var typisk et ungt menneske som lige havde bestået sin eksamen. Nogen gange hvis der var sygdom var det faktisk en elev fra de højere niveauer, som fungerede som nødlærer og i princippet var systemet også mere baseret på udenadslære baseret på computerens tekster end analyse og debat i samarbejde med lærergruppen. Det var en hel anden måde at blive undervist på i forhold til hvad jeg havde kendt til i Danmark.
Om onsdagen var det terapi dag. Vi startede med individuel terapi og om eftermiddagen var der sovesalsmøde som godt kunne udvikle sig til en omgang psykodrama. Der var her at jeg mødte Albert som skulle få stor betydning for mit fortsatte ophold i USA.
Han så det som sin opgave at få mig til at få et godt forhold til min mor igen. Vi talte om de indrømmelser som jeg havde givet for at kunne komme et niveau op. Han fortalte at min mor var glad for at jeg havde gjort rent bord fordi at indrømmelserne fortalte hende at hendes fornemmelser var korrekte. Jeg levede et udsvævende liv i Danmark som kun kunne føre mig en vej og det i graven eller til liv indhyllet i tøj som en tjenende ånd i et mellemøstligt land.
Psykologen spurgte ind til mit liv i Danmark og mit liv med John. Han havde meget svært ved at forstå at alkohol bare kunne købes frit for en pige som mig. Han forstod ikke at min far havde tilladt forholdet til John. Det blev lange samtaler med Albert og efter nogle konsultationer også med telefonterapi med min mor. Inden samtalen fik jeg dog at vide at jeg ville blive degraderet til niveau 0, hvis jeg sagde noget negativt om skolen. Hvordan at jeg levede og hvordan at jeg blev undervist var ikke noget min mor skulle bruge tid at tænke på. Det handlede alene om hende og mit forhold.
Der var en ting som nagede mig. Jeg havde fået at vide at min far havde givet tilladelse til at jeg blev sendt til overlevelseskurset og senere til denne skole. Det ville jeg simpelthen ikke tro på. Det kostede mig 3 timer ved trækvognen på niveau 0 fordi en af vores terapisessioner endte med at jeg og min mor råbte i munden på hinanden. Jeg ville ikke tro på hendes ord. Jeg kaldte hende en løgner.
Ved næste konsultation havde Albert beviser. Han havde fået sendt mail korrespondancen mellem min mor og min far. Jeg kunne ikke tro det. Min flugt i Minnesota. Min far havde skrevet at jeg var i Minneapolis. Overlevelseskurset: Min far havde givet min mor ret i at jeg var ude af kontrol og behøvede en intervention. Min flugt til Californien. Min far havde skrevet at jeg nok ville forsøge at finde et Dansk konsulat eller en Dansk ambassade. Han havde hjulpet min mor hele vejen. Her havde jeg troet at jeg i det mindste i ham havde en allieret som ville kunne redde mig hvis han blot vidste at jeg var fanget herovre.
Jeg brød sammen. Jeg følte at mit liv var færdigt. Jeg kunne ikke overskue hvordan at jeg kunne klare mig igennem det pensum som skolen bød på. Det var jo ikke sværhedsgraden rent skolemæssigt. Det var alle de ting de ville lave om på inde i mit hovedet som jeg slet ikke kunne klare. Jeg havde nu kun John tilbage i mit liv og han kunne jeg ikke få fat på. Selv hvis jeg kunne, så kunne jeg ikke se hvordan at han skulle hjælpe mig.
Albert trøstede mig. Han sagde at han vidste hvad der var galt. Min fortid tyngede mig. Jeg havde været ude af stand til at række ud efter store ting i mit liv fordi at jeg havde låst mig fast i en rolle som John’s vedhæng i et socialt belastet boligkvarter. Han havde kuren.
Jeg havde vel været på skolen en måneds tid da Albert tog mig og nogle andre elever ud på en lille tur lidt fra skolen. Han bekendtgjorde at vi nu skulle skrive hvad vi ønskede os at skille os af med i vores liv mest af alt på store sten der lå foran os. Stenene må have vejet 10-15 kilo. Jeg havde efter yderligere snak med Albert fundet ud af at det var manglende selvsikkerhed der var mit problem.
Albert bad os løfte stenene og holde dem i favnen. Derefter bad han os om at bære dem op på toppen af en bakke, som vi nok skulle gå et par kilometre for at nå. Prøv I at løfte på 10-15 kilo i en halv time eller mere. Stien op på toppen af bakken var af grus og man var konstant bange for at falde. Stenene føltes tungere og tungere efter hvert skridt vi tog. Vi kunne ikke stoppe op og drikke da stien var smal og stenene for tunge til at kunne bære i en hånd. Jeg var nærmest ved at kaste op da vi nåede toppen. Et par af de andre elever græd decideret undervejs.
Oppe på toppen bad Albert os om at holde stenene ud i strakt arm så længe som vi overhovedet kunne og så kaste dem ned af bakken så de stort set havnede hvor at vi havde samlet dem op. Når vi kastede dem skulle vi råbe det som vi havde skrevet på dem så højt at vi kunne. Jeg kastede min sten og knækkede sammen af ømme muskler. Da alle havde kastet deres sten, sagde Albert at vi kunne mærke hvor lettet at vi var. Det ville være samme lettelse vi ville føle i vores liv, når vi skilte os af med det som tyngede os alt af mest i vores liv. Vi humpede ømme og trætte tilbage til skolen.
Ugerne sneglede sig af sted med skolearbejde foran computeren og sessioner med Albert. Jeg bad om at skrive til min far, så jeg kunne spørge om hvorfor at han mente at jeg skulle gå på skolen. Albert mente efter at have talt med min mor at det var i orden, men brevet skulle være på Amerikansk og det skulle sendes med post, så de kunne gennemse indholdet først for eventuelle kritiske bemærkninger om skolen. Jeg beskrev hvad jeg havde oplevet på overlevelseskurset og hvor at jeg glædede mig til at komme hjem til Danmark igen. Jeg spurgte også om hvorfor at jeg skulle gå på skolen i USA, når jeg allerhelst ville gå i skole i Danmark.
Brevet blev postet og jeg ventede på svar. I mellemtiden havde de fundet ud af at jeg som europæer havde spillet fodbold som de kender som soccer derovre. Fordi at der var tale om at skolen måske en dag kunne spille kampe med andre skoler i området, så fik jeg fri til det. Det var bedre end at løbe rundt om skolens område 4 gange som var den motion jeg ellers allernådigst fik og det var tusinde gange bedre end at trække trækvognen.
Jeg må sige at jeg havde affundet mig med min skæbne. De havde knækket Janice. Danmark lå langt væk. Mit sind havde indfundet sig på at være i overlevelsesmode hele tiden.
Emo Janice 