20. En uventet overraskelse

Jeg husker det som i går. Jeg sad foran computeren da Goodwin kom ind i klassen. Det var ret usædvanligt. Han kaldte på mig med vrede i stemmen og bad mig om at følge efter ham. Jeg var næsten ved at tisse i bukserne af bare nervøsitet. Hvilken regel havde jeg brudt? Hvor længe skulle jeg være på niveau 0 denne gang?

Jeg blev ført ind i hovedbygningen og fik besked på at sidde i et tomt kontor. Jeg ved ikke hvor længe at jeg havde siddet der da døren gik op og sammen med Goodwin stod min far pludselig foran mig sammen med en ældre mand jeg havde set ham sammen med et par gange.

Jeg var målløs! Far her! Hvad skete der? Far skubbede Goodwin til side og omfavnede mig. ”Janice. Min tøs. Hvad har de dog gjort ved dig?” Goodwin rømmede sig og sagde at han havde en kuvert med mit pas og mine papirer. Vi havde 10 minutter til at forlade skolens område. Ellers ville de tilkalde politiet. Der var ikke tid til at gå tilbage til sovesalen og faktisk havde jeg heller intet som jeg ville have med. Vi satte os ud i hans lejede bil og kørte væk fra skolen.

Vi var kommet ud til den store landevej, da far begyndte at tale. Han havde fået mit brev og han kunne ikke forstå det med overlevelseskurset. Han havde forinden fået et brev fra min mor om at jeg ønskede at tilbringe et år i USA og jeg havde så travlt med min skole at jeg nok selv skulle skrive til ham senere. Det var han blevet ked af og han sagde at han faktisk havde brugt meget tid nede på bodegaen. Den anden mand i bilen var skriveren som han præsterede mig for. Skriveren havde været advokat på Sydsjælland og havde lånt af klientkontoen. Det havde han mistet sin bestalling for. Han havde derefter læst til ejendomsmægler hvor at de etiske krav i faget ikke er så høje. Nu havde han trukket sig tilbage og var også havnet på bodegaen hvor han og min far så talte om livets store problemer det meste af tiden.

Men da han så fik mit brev fandt han ud af at noget var galt. Han havde regnet med at jeg gik på et almindeligt gymnasium og ikke en skole for adfærdsvanskelige unge. Han havde kontaktet min mor som påstod at han jo udmærket havde været bekendt med hendes valg da han havde givet grønt lys på computeren, men den havde han ikke haft tændt i umindelige tider og da han så tændte den var der ingen mails.

Da han havde forældremyndigheden så havde han fortalt min mor at han ville tage til USA med det og få mig med hjem. Hun havde truet med alverdens ulykker, men da han havde hendes underskrift på at han fik forældremyndigheden da de fik skilsmisse, så var der intet hun kunne gøre medmindre at hun trak ham i retten hjemme i Danmark.

Så han rejste og han tog skriveren med der kendte advokater i USA, hvis der skulle opstå problemer. Goodwin havde været overrasket og var blevet sur, men der var intet han kunne gøre. Han måtte frigive mig og det med det samme for at undgå at blive sagsøgt for at holde mig fanget ulovligt, da han ikke havde undersøgt det med forældremyndigheden og derfor faktisk havde kidnappet mig i forhold til lovgivningen ved at have mig på skolen uden tilladelse fra den forælder som havde forældremyndigheden.

Vi kom til St. George og tog et fly til New York. Her boede vi på et hotel i Midtown og jeg fik hurtigt noget andet tøj at gå i end skoleuniformen. Næste morgen fløj vi videre imod København. Efter 5 måneder i USA var jeg nu tilbage i Danmark. Jeg havde fået mit liv tilbage. Nu gjaldt det min fremtid med John.

19. Familieterapi og afklaring

Jeg var nu kommet op på næste niveau, som de kaldte ”Studerende”. Mit nye uniform var nu en brun nederdel og en T-shirt med navnet på min sovesal.

Vores sovesal var stadig et af skurene. I hvert skur var der 2 værelser hvor at der var 4 senge. Der var toilet og et køkken. En voksen tog sig af hvert hus. Alice var vores vicevært. Hun kaldte sig ”Dorm mother”, men hun var ikke min mor, så hvor hun havde ideen om den titel fra ved jeg ikke.

Jeg skulle gå i skole. Da jeg kom hen til skolestuen som lå i en af hovedbygningerne, så fik jeg vist en arbejdsplads som var en computerarbejdsplads med afskærmning til mine kammerater. Alle opgaver blev lavet på computeren. Man fik et login. Man fik nogle tekster eller matematikopgaver. Når man f.eks. havde læst et kapitel i en bog så kom computeren med spørgsmål. Jeg fandt ud af at hvis man svarede forkert, så stillede den flere spørgsmål og havde man for mange forkerte, så sendte den en mail til læreren som så gav en konsekvens som man skulle udføre før at man måtte tage spørgsmålene igen. Man kunne så selv vælge om man ville prøve med det samme eller læse kapitlet igen.

Man kunne række hånden i vejret og så ville læreren i teorien hjælpe en, men læreren var typisk et ungt menneske som lige havde bestået sin eksamen. Nogen gange hvis der var sygdom var det faktisk en elev fra de højere niveauer, som fungerede som nødlærer og i princippet var systemet også mere baseret på udenadslære baseret på computerens tekster end analyse og debat i samarbejde med lærergruppen. Det var en hel anden måde at blive undervist på i forhold til hvad jeg havde kendt til i Danmark.

Om onsdagen var det terapi dag. Vi startede med individuel terapi og om eftermiddagen var der sovesalsmøde som godt kunne udvikle sig til en omgang psykodrama. Der var her at jeg mødte Albert som skulle få stor betydning for mit fortsatte ophold i USA.

Han så det som sin opgave at få mig til at få et godt forhold til min mor igen. Vi talte om de indrømmelser som jeg havde givet for at kunne komme et niveau op. Han fortalte at min mor var glad for at jeg havde gjort rent bord fordi at indrømmelserne fortalte hende at hendes fornemmelser var korrekte. Jeg levede et udsvævende liv i Danmark som kun kunne føre mig en vej og det i graven eller til liv indhyllet i tøj som en tjenende ånd i et mellemøstligt land.

Psykologen spurgte ind til mit liv i Danmark og mit liv med John. Han havde meget svært ved at forstå at alkohol bare kunne købes frit for en pige som mig. Han forstod ikke at min far havde tilladt forholdet til John. Det blev lange samtaler med Albert og efter nogle konsultationer også med telefonterapi med min mor. Inden samtalen fik jeg dog at vide at jeg ville blive degraderet til niveau 0, hvis jeg sagde noget negativt om skolen. Hvordan at jeg levede og hvordan at jeg blev undervist var ikke noget min mor skulle bruge tid at tænke på. Det handlede alene om hende og mit forhold.

Der var en ting som nagede mig. Jeg havde fået at vide at min far havde givet tilladelse til at jeg blev sendt til overlevelseskurset og senere til denne skole. Det ville jeg simpelthen ikke tro på. Det kostede mig 3 timer ved trækvognen på niveau 0 fordi en af vores terapisessioner endte med at jeg og min mor råbte i munden på hinanden. Jeg ville ikke tro på hendes ord. Jeg kaldte hende en løgner.

Ved næste konsultation havde Albert beviser. Han havde fået sendt mail korrespondancen mellem min mor og min far. Jeg kunne ikke tro det. Min flugt i Minnesota. Min far havde skrevet at jeg var i Minneapolis. Overlevelseskurset: Min far havde givet min mor ret i at jeg var ude af kontrol og behøvede en intervention. Min flugt til Californien. Min far havde skrevet at jeg nok ville forsøge at finde et Dansk konsulat eller en Dansk ambassade. Han havde hjulpet min mor hele vejen. Her havde jeg troet at jeg i det mindste i ham havde en allieret som ville kunne redde mig hvis han blot vidste at jeg var fanget herovre.

Jeg brød sammen. Jeg følte at mit liv var færdigt. Jeg kunne ikke overskue hvordan at jeg kunne klare mig igennem det pensum som skolen bød på. Det var jo ikke sværhedsgraden rent skolemæssigt. Det var alle de ting de ville lave om på inde i mit hovedet som jeg slet ikke kunne klare. Jeg havde nu kun John tilbage i mit liv og han kunne jeg ikke få fat på. Selv hvis jeg kunne, så kunne jeg ikke se hvordan at han skulle hjælpe mig. 

Albert trøstede mig. Han sagde at han vidste hvad der var galt. Min fortid tyngede mig. Jeg havde været ude af stand til at række ud efter store ting i mit liv fordi at jeg havde låst mig fast i en rolle som John’s vedhæng i et socialt belastet boligkvarter. Han havde kuren.

Jeg havde vel været på skolen en måneds tid da Albert tog mig og nogle andre elever ud på en lille tur lidt fra skolen. Han bekendtgjorde at vi nu skulle skrive hvad vi ønskede os at skille os af med i vores liv mest af alt på store sten der lå foran os. Stenene må have vejet 10-15 kilo. Jeg havde efter yderligere snak med Albert fundet ud af at det var manglende selvsikkerhed der var mit problem.

Albert bad os løfte stenene og holde dem i favnen. Derefter bad han os om at bære dem op på toppen af en bakke, som vi nok skulle gå et par kilometre for at nå. Prøv I at løfte på 10-15 kilo i en halv time eller mere. Stien op på toppen af bakken var af grus og man var konstant bange for at falde. Stenene føltes tungere og tungere efter hvert skridt vi tog. Vi kunne ikke stoppe op og drikke da stien var smal og stenene for tunge til at kunne bære i en hånd. Jeg var nærmest ved at kaste op da vi nåede toppen. Et par af de andre elever græd decideret undervejs.

Oppe på toppen bad Albert os om at holde stenene ud i strakt arm så længe som vi overhovedet kunne og så kaste dem ned af bakken så de stort set havnede hvor at vi havde samlet dem op. Når vi kastede dem skulle vi råbe det som vi havde skrevet på dem så højt at vi kunne. Jeg kastede min sten og knækkede sammen af ømme muskler. Da alle havde kastet deres sten, sagde Albert at vi kunne mærke hvor lettet at vi var. Det ville være samme lettelse vi ville føle i vores liv, når vi skilte os af med det som tyngede os alt af mest i vores liv. Vi humpede ømme og trætte tilbage til skolen.

Ugerne sneglede sig af sted med skolearbejde foran computeren og sessioner med Albert. Jeg bad om at skrive til min far, så jeg kunne spørge om hvorfor at han mente at jeg skulle gå på skolen. Albert mente efter at have talt med min mor at det var i orden, men brevet skulle være på Amerikansk og det skulle sendes med post, så de kunne gennemse indholdet først for eventuelle kritiske bemærkninger om skolen. Jeg beskrev hvad jeg havde oplevet på overlevelseskurset og hvor at jeg glædede mig til at komme hjem til Danmark igen. Jeg spurgte også om hvorfor at jeg skulle gå på skolen i USA, når jeg allerhelst ville gå i skole i Danmark.

Brevet blev postet og jeg ventede på svar. I mellemtiden havde de fundet ud af at jeg som europæer havde spillet fodbold som de kender som soccer derovre. Fordi at der var tale om at skolen måske en dag kunne spille kampe med andre skoler i området, så fik jeg fri til det. Det var bedre end at løbe rundt om skolens område 4 gange som var den motion jeg ellers allernådigst fik og det var tusinde gange bedre end at trække trækvognen.

Jeg må sige at jeg havde affundet mig med min skæbne. De havde knækket Janice. Danmark lå langt væk. Mit sind havde indfundet sig på at være i overlevelsesmode hele tiden.

18. Den japanske interneringslejr

Næste dag var det tid til at blive indskrevet på skolen. Angela kørte mig. Det var ikke nødvendigt med håndjern nu hvor jeg havde vist dem at jeg ikke var en flugtrisiko længere og hvor skulle jeg i øvrigt flygte hen? Jeg var i Utah og i nogle byer hvor alle direkte eller indirekte levede at drive hvad jeg vil kalde private fængsler. Vi kørte ned til Hurricane og ud af byen igen imod et område som ret misvisende kaldes Apple Valley for der kan ikke gro æbletræer uden konstant kunstvanding. Jeg så aldrig nogle æbletræer udover de få træer som er på den del af skolens område som bliver brugt til forældrebesøg.

Da vi var kommet cirka 5 km ud af byen drejede vi til venstre ned af en markvej, som tilsyneladende førte direkte ud i ørkenen. Vi havde vel kørt 3 km mere at vi kørte over en lille bakke før at skolen pludselig lå foran os. Umiddelbart var det nærmest bizart. Nede i dalen var der en flot anlagt kunstig sø, nogle flotte ranch lignende huse, lade og så hvad der lignede nogle skure helt isoleret i baggrunden.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at de skure skulle blive mit hjem. På Internettet har grupper af unge der har været på skolen lavet sammenligninger mellem skurene og de skure som Amerikanerne internerede Japanske emigranter i under 2. verdenskrig.

Vi kørte op foran et af de store huse og en mand kom ud for at tage imod os. ”Goddag. Mit navn er Goodwin og jeg er manager for skolen. Jeg går ud fra at det er Angela fra transportfirmaet X og Janice som skal være elev her på skolen. Følg med ind på kontoret.”

Inde på kontoret blev mine papirer gennemgået. Da det var slut, så tog Angela afsked med mig. Jeg skulle nu undersøges af en læge før at jeg kunne blive vist til mit værelse.

Jeg frygtede for lægeundersøgelsen, da jeg kunne huske hvordan at det gik sidste gang. Den kvindelige læge var dog mere afslappet. Hun sagde at jeg kunne gøre det på den blide måde eller den hårde måde. Jeg tror at hun vidste hvordan at de tog fat på overlevelseskurserne. Jeg indvilligede i at gøre det på den bløde måde. Så tøjet kom af og jeg blev vist hen til en gynækologisk briks. Jeg ved ikke hvordan at mænd har det, men jeg tror ikke at der er nogle kvinder som finder koldt stål mod de nedre regioner specielt behageligt og jeg skulle undersøges begge steder. Det er at forsøge at slappe af og tænke på noget andet.

Lægen var nu flink. Hun fortalte at hun var glad for at jeg tog det så afslappet. At skulle tage blodprøve på en person som kæmper og vrider sig er et mareridt. Det er svært alene at forestille sig tanken.

Da det var fastslået at jeg ikke havde gemt noget som jeg ville smugle ind på skolen, så fik jeg min skoleuniform udleveret. Den bestod foruden undertøj af uformelige orange bukser og en lige så orange T-shirt og jakke. Da jeg kom ud fra lægeundersøgelsen tog Goodwin imod mig og bad mig følge efter ham. Imens at vi gik hen til vores bestemmelsessted, så forklarede han mig om stedet. Skolen var etableret i Idaho, men knas med myndighederne gjorde at de flyttede til Utah. Skolen var stiftet af Goodwins far, men han var ikke så meget på skolen fordi at han arbejde som konsulent og ekspert på Tv- og filmproduktioner i Californien. Blandt han havde hans ekspertise været brugt i en serie med en ung, senere kendt Star Wars skuespiller.

På skolen arbejdede man med forskellige niveauer som man kunne opnå baseret på hård indsats. Med et højere niveau fulgte forskellige privilegier. Kunne man ikke opføre sig ordentlig blev man degraderet til niveau 0, som kaldtes ”Observation og Vurdering”. På det niveau måtte man ikke røre sig, tale, gå eller spise uden at der er givet individuel tilladelse. Man kunne komme op på næste niveau ved at løse 14 opgaver, som Goodwin mente at de fleste ville kunne løse indenfor kort tid.

Vi passerede de fleste huse og kom til et område hvor at der var slået nogle pavilloner op. I en af pavillonerne stod et bord klar til mig. Der var en vandflaske på bordet og nogle blokke, samt en blyant. ”Sæt dig ned og start. Du er nu officiel student her på skolen”.

Jeg bladrede lidt i blokken. Det var lidt de samme spørgsmål som jeg havde set på overlevelseskurset. Hvad havde jeg lavet af forkerte ting i mit liv? Havde jeg et sexliv? Brugte jeg alkohol og stoffer? Hvordan var mit forhold til min mor og far, samt resten af familien? Hvordan gik det i skolen? Hvordan var mine fremtidsplaner osv?

Jeg ville spørge Goodwin inden at han gik om han forventede at jeg ville tage det alvorlig og jeg lige sagt et ord da to meget bestemt kvinder kom hen imod mig. De pegede på et skilt hvor reglerne var skrevet. Neden under reglerne stod der, at man blev fastholdt og slæbt ud i en stencirkel udenfor teltet hvor at man kunne sidde i en time, hvis man ikke overholdt reglen om at række hånden i vejret inden at man stillede et spørgsmål.

Jeg bøjede hovedet og tav. Deres kropssprog indikerede at alt de ventede på var et slagsmål. Jeg kiggede forsigtigt rundt. En lyshåret pige sad et par borde væk. Pludselig lagde jeg mærke til at hendes bukser skiftede farve. Hun tissede i bukserne! Jeg var forbløffet, men så kom jeg i tanker om at der på skiltet også stod at man kun kunne komme på toilettet to gange om dagen. Senere har jeg erfaret at dette ofte skete på niveau 0. For at undgå mistanke om at man som elev var ude på at snyde sig til fritid og dermed yderligere konsekvenser, så valgte mange elever at tisse i bukserne.

Jeg gjorde op med mig selv at jeg ikke ville være på det niveau længe. Jeg måtte lyve og give dem nogle tilståelser så jeg kunne komme op på næste niveau.

Vi havde vel nok siddet i teltet nogle timer da en lærer kom ind. ”Kom. Nu er det tid til lidt motion. Vi kan ikke have at vores elever bliver sløve af at sidde i teltet hele dagen.” Vi gik ud af teltet og her stod så endnu engang en af de trækvogne som mormonerne havde brugt. Men i modsætning til overlevelseskurset var denne vogn fyldt med kampesten. Jeg husker endnu de næste 3 timer som de hårdeste i mit liv. Vi var 8 elever om vognen og den flyttede sig få meter af gangen. Vi var 4 elever som trak det bedste vi har lært. Begyndte nogle af os at tale var lærerne straks over den stakkel.

Jeg var fuldstændig udkørt og svedig da jeg kom tilbage til teltet. Der var intet bad. Det var bare ned og sidde for at løse opgaver.

Det blev tid til aftensmad. Vi fik serveret hvad de andre havde fået at spise i går og det kom frisk fra køleskab. Vi på det laveste niveau havde ikke gjort os fortjent til de store kulinariske udskejelser.

Efter maden kom vi omsider i bad. Jeg blev nu sammen med pigerne fra niveau 0 ledt ned til en hytte hvor at vi sov 4 piger på hvert værelse. Der var en lærer i døren konstant, så reglen om at lade være med at tale med andre elever blev stadig håndhævet.

Hver dag på niveau 0 lignede hinanden og det var virkelig hårdt. Vi kom ud til gymnastik 2 gange om dagen a 3 timer. Resten af tiden bortset fra frokost og aftensmad blev brugt på at løse opgaverne. Havde man løst alle opgaver skulle man fremlægge det for en gruppe elever på højeste niveau, som åbenbart fik goder for at stille skarpe dumpende spørgsmål. Dagene flød ud i hinanden og jeg husker til dato ikke hvor mange dage at jeg tilbragte på niveau 0, men det har vel været 8-10 dage.

Til sidst lykkedes det dog. På det tidspunkt havde jeg givet indrømmelser på noget som jeg ikke havde lavet, men de ville hele tiden have mere. Jeg var ligeglad, jeg ville bare ikke leve på den måde mere.