16. Den Amerikanske Farm

Ved morgenmaden havde jeg fået at vide at jeg skulle starte på skolen om mandagen, men at de ville tage mig med til deres gård, som de også brugte som overnatningssted for de unge, der ikke kunne afleveres med det samme.

Det blev en lang dag i bilen før at vi sent aften kom til familiens gård, som lå nær landsbyen Virgin ikke så langt fra den skole, jeg skulle gå på. Skolen lå udenfor Hurricane, men jeg kunne ikke se skolen på forhånd.

Der var tale om to huse forbundet med en gang og så en lade. Da vi standsede kom 4 børn ud og kastede sig i armene på de to kvinder. Det er så vores børn ”Mary, Lucy Ann, Augusta og lille Brigham. Følg efter os.” Jeg fulgte efter dem ind i det ene hus. Joe sad i køkkenet og hilste på mig. Vi kom ned til et rum for enden af gangen, hvor at der var et alarmpanel ved siden af selve døren. Chelsea tastede en kode ind og viste mig ind i værelset hvor at der var et TV, en indbygget brusekabine og en seng. Der var også et vindue, men det var ikke til at åbne. Chelsea bankede på det og sagde ”Panserglas”. Hun tog alle kæder og læderremme af og viste mig et håndklæde og en bunke tøj på sengen jeg kunne skifte til, hvorefter at hun forlod rummet.

Jeg tog et meget eftertragtet bad og begyndte at tage tøj på. Det var halvlange underbukser som gik til knæene og en undertrøje som dækkede skuldre. Derefter var der ankelsokker og en ternet kjole. Jeg kom til at tænke på at jeg faktisk havde det samme tøj på som deres børn bar. Jeg skulle åbenbart passe ind. Chelsea kom ind og spurgte om tøjet passede. Da jeg nikkede bad hun mig dreje mig for at hun kunne sikre at jeg så ordentlig ud.

Derefter blev jeg inviteret ind i huset. Det var tid til aftensmad. Joe havde jo kørt i forvejen og stod for madlavningen. Mary som så ud som om at hun var 17 var også i køkkenet. Lucy Ann dækkede bord imens at Augusta og den lille dreng rendte rundt udenfor.

Ved bordet gik snakken mest om hvor at Mary skulle rejse hen når hun skulle ud og missionere i et andet land. Det var åbenbart normalt at de unge mennesker skulle gøre det inden at de giftede sig og fik forpligtelser.

Efter maden så satte Joe og Angela sig ind i stuen, imens at resten ryddede op. Jeg spurgte hvem der var mor til børnene. Angela sagde at det var de begge to. Joe og Angela havde mødt hinanden for mange år siden, men de kunne ikke få børn. Chelseas mand var nogle år forinden omkommet ved en trafikulykke og hun var Angela’s kollega i hæren. Hendes datter Miriam som ikke boede hjemme mere manglede et hjem når mor var oversøs og så lå en løsning lige for. Rent teknisk var Joe kun gift med en kvinde, men i praksis udgjorde de en familie.

”Vi er så lykkelige og vi ser børnene som vores fælles projekt. Vi har været nød til at lave en plan som Joe skal følge så ingen føler sig overset. Det er derfor der er to huse, men derudover så fungerer vi som alle andre familier. Vi kan ikke forestille os det på en anden måde.”

Jeg havde et spørgsmål mere. Jeg spurgte hvorfor at de havde valgt det job, når de nu var i hæren. Angela fik tårer i øjnene. ”Det er Miriam. Hun bor vist over i Californien og arbejder i en restaurant. Det går fint nu, men vi havde nogle rigtige hårde år. Hun mistede sin far og hun forsvandt herfra da hun blev 17 år. Vi ledte efter hende i et helt år, men fandt hende først da hun havde haft sin 18 års fødselsdag. Vi kunne ikke få hende med tilbage på trods af at hun flere gange var hjemløs og boede hos venner eller i sin slidte bil. Hun var også i fængsel en gang. Der gik 4-5 år før at hun fik vendt sit liv om, men troen har hun nok mistet for evigt.”

Hun rømmede sig. At sige det havde berørt hende dybt. ”Vi forstod at vi havde svigtet hende, men mere vigtigt så manglede ressourcerne for forældre som os. Vi besluttede os for at hjælpe andre som måtte komme i vores situation. Vi arbejdede først for et andet transportfirma som udførte interventioner, men hans metoder som bestod af peberspray og håndjern brød vi os ikke om. Desuden gik han ikke så meget op i om den transportør som skulle stå for transporten var af samme køn som teenageren der skulle transporteres. Ville du have klædt dig af overfor en fremmed mand? Vi transporterer kun piger og det er kun på hel specielle missioner at vi bruger Joe som backup, men Joe er aldrig alene med pigerne.”

Jeg skulle til at spørge om mere, men så kom drengen ind. ”Mors lille Brigham. Er det blevet tid til at sove? Kom med mor.” Joe tændte TV’et. Han indtastede en kode på fjernbetjeningen. ”Ja, men nutidens TV er man nød til at styre hvad børnene ser 100 procent.”

Vi sad og så aftenens nyheder, da Chelsea kom ind. ”Janice. Det er tid til at du skal sove. Kom med.” Jeg blev fulgt ned på værelset. Hun viste mig en samtaleknap på indersiden af værelset, som jeg skulle bruge hvis jeg skulle på toilettet. De havde faktisk bygget deres egen lille fængselscelle i huset. På sin vis irriterende, men på den anden side skulle jeg ikke sove bundet i kæder.

Næste morgen så vækkede Chelsea mig klokken 6. Efter maden skulle vi ud i marken. Vi hyppede kartofler på den gamle måde. Det var et slidsomt arbejde, men jeg kunne se at alle børnene lagde energi og glæde i deres arbejde og selvom at det ikke var i min interesse at arbejde på deres mark syntes jeg ikke at jeg ville ødelægge noget for børnene ved at sætte mig ned og nægte at arbejde. Jeg må indrømme at jeg til dato finder det mærkeligt at selv børn kan finde glæde med hårdt arbejde. Måske ved børnene ikke bedre.

Efter frokost skulle Chelsea ud og handle ind. Hun gav mig en slags elektronisk fodlænke på. Den var forbundet med en lille boks som hun havde i sin lomme. Gik jeg mere end 10 meter væk ville fodlænke larme som en bilalarm. På den måde behøvede jeg ikke at få alle kæderne på og som hun sagde. ”Alle i byen er næsten i samme branche. Der er ikke så meget at leve af, så flugt er formålsløst.” Vi kørte mod en større by som hed La Verkin. Da vi kom til byen parkerede vi ved et lille center som hed Farmer’s market. Imens at vi handlede, så hviskede Chelsea til mig. ”Se. Hvor alle de unge ekspedienter ligner hinanden med hensyn til frisure og fremtoning. Det er unge som er på øverste niveau fra en kostskole længere nede af gaden. De har fået det privilegium at få lov til at arbejde for mindsteløn.” Det var rigtigt når man lagde mærke til det. De lignede jo næsten alle hinanden. Deres smil og deres reaktionsmønster var som om at de var blevet samlet på samme samlebånd.

Da vi havde handlet så kørte vi en omvej hjem. Hun viste mig lidt rundt i La Verkin. Den største skole havde afdelinger på ikke mindre end 3 steder på hovedgaden. Hun talte om at de havde cirka 500 elever alene på den skole. På vej gennem Virgin så pegede hun på en gård og fortalte at det var et opholdssted for piger. De arbejdede meget med heste. Stort set lige over på den anden side af vejen var der nogle huset omgrænset af et højt hvidt plankeværk. Det var en slags boot camp for drenge. Nogle drenge gik og malede plankeværket. De var alle barberet skaldet. Det lød som et barsk sted.

Vi kom hjem til farmen igen. Det var blevet tid til aftensmad. De næste par dage gik med arbejde i marken. Det blev også tid til lidt boldspil. Fjernsyn og computer var ikke noget børnene havde andet afmålt adgang til og det var naturligvis ikke muligt for mig at komme til computeren. Aftenen før at jeg skulle møde på skolen kom vi efter maden ind på hvad jeg havde tænkt mig af planer for mit liv når jeg havde fået min eksamen. Jeg fortalte at jeg blot ville tilbage til Danmark. Det var slet ikke meningen at jeg skulle blive student. Jeg ville blot hjem og have et almindelig arbejde i en butik og så være sammen med John. Jeg fortalte at det var min far som havde forældremyndigheden og at jeg ville kunne komme hjem til ham med det samme, hvis jeg blot kunne få fat i ham. Da var det at Chelsea sagde: ”Det skal du nok ikke være så sikker på.”

Jeg var chokeret: ”Hvad mener du med det?”

”Jeg talte med din mor omkring betalingen for dit ophold her på gården. Jeg troede at hun havde hyret flere firmaer i forbindelse med din flugt, men så mange penge har hun ikke. Hun har faktisk taget et lån i huset for at kunne finansiere overlevelseskurset og kostskolen. Grunden til at vi kunne finde dig i Californien var at hun havde fået en mail fra din far om at det var der at du var. Faktisk havde hun også fået en mail fra din far i forbindelse med din flugt fra hendes hus som fortalte at du var flygtet til Minneapolis. Din far må være enig med din mor om at dit forhold til John er en dårlig ide. Hvis at det er rigtigt at han har forældremyndigheden og han ville have dig hjem, så havde han vel gjort noget for det.”

”Du lyver.” Jeg blev rimelig ophidset.

”Fald ned Janice. Lad os nu ikke blive ophidset. Jeg kan kun gengive hvad din mor har fortalt mig. Det er hvad hun siger. Hvis du vil have ordene fra din fars egen mund, så får du chancen på kostskolen, da familieterapi er en del af skolens behandlingstilbud. Lad os nu ikke tale mere om det.”

Jeg sad stille og drak resten af min te. Tankerne flød igennem mit hoved. Var jeg nu helt alene i verdenen. Min far var min eneste billet hjem. Hvad var der galt med mit forhold til John?

7. Fra asken til ilden.

Det var lyst udenfor da jeg vågnede. Angela sagde at vi havde morgenen fri da jeg først kunne checkes ind senere. De tog lænkerne mod at jeg lovede at jeg ikke ville løbe væk. Jeg var så øm i kroppen at jeg ikke kunne løbe 2 meter om jeg så fik med pisken så det var let at love. Vi gik ned på en terrasse hvor der blev serveret morgenmad.

Angela følte at hun måtte forklare lidt om Utah. Utah er USA’s private ungdomsfængsel nummer 1. Man må ikke ryge, man må ikke drikke alkohol, stoffer er selvfølgelig forbudt og faktisk så måtte man heller ikke drikke kaffe på grund af koffeinen i den, men som hun sagde vi må synde lidt en gang imellem. Hun ville advare mig imod at løbe væk. Hvis jeg syntes at hun og Chelsea var strenge så var det intet imod hvad man kunne forvente her i staten. Hvis de bad om at man skulle hoppe, var det eneste spørgsmål: ”Hvor Højt?”

Vi havde siddet der i en halv time da Chelsea kom med en mand som præsenterede sig som Joe. Han kyssede først Angela og derefter Chelsea. Jeg var ved at tabe både mund og næse da de præsenterede ham som deres mand. Han havde en gård oppe ved en by som hed Virgin (Ja, det lyder som en joke), men det tørre klima gjorde udbytte vanskeligt så konerne havde arbejde ude i byen, hvilket ellers ikke var så velset. Jeg som troede at den slags var forbudt (Jeg har siden fundet ud af at det var forbudt, men at flerkoneri stadig praktiseres ude på landet om end ikke på papiret.)

Men det var blevet tid til at tage afsked. Jeg skulle ned på det kontor som tilhørte det firma som arrangerede vandreture. Vi gik ned af hovedgaden. Lige inden at vi kom til kontoret som lå i en rød bygning i baggården til en flot hvid bygning i hovedgaden, så stoppede Angela mig. ”Du er nød til at have håndjern på. Når de læser dine papirer vil de tro at vi har bestukket dig med stoffer for at få dig med. Det vil vi ikke have på vores renommé.” Jeg følte en smule tiltro til hende nu hvor at hun havde åbnet sig for mig, så jeg lod hende give mig håndjern på uden protester. Vi gik ind i bygningen hvor at en dame tog imod.

Hun præsenterede sig som Nicole. Hun bad mig følge med ind til et venteværelse. Jeg skulle undersøges af en læge så de ikke sendte unge ud på vandretur der ikke kunne klare det fysisk. Jeg fik også håndjernene af og jeg sagde farvel til Angela for hvad jeg troede skulle være for sidste gang.

Der gik vel nok 10 minutter imens at mine papirer blev undersøgt. Så fulgte Nicole mig ind til en kvindelig læge og en assistent som jeg ikke husker navnet på. De næste par linjer har været svære at skrive. Da jeg skrev de første ord måtte jeg stoppe. Jeg kan ikke beskrive hvad der skete. Jeg har jo drømt det så mange gange at jeg burde kunne gengive hvert sekund, men hvert ord kræver køkkenrulle og min mave vender sig.

De bad mig smide alt tøjet. Jeg protesterede og straks tog Nicole fat i min arm og vred dem om på ryggen. Jeg skreg af smerte. De lod forstå at de virkelig mente det. Jeg græd da jeg tog kedeldragten af og derefter undertøjet. Jeg blev sendt på vægten og jeg blev målt. Derefter blev jeg sat meget bestemt på en stol og de tog en blodprøve og jeg fik målt mit blodtryk. Derefter udspurgte de mig om stoffer og medicin. Jeg kunne se på dem at de ikke troede på mig når jeg sagde at jeg ikke brugte noget.

Nicole bad mig stå op og sprede benene. Jeg skulle hoppe på stedet for at vise at jeg ikke havde skjult noget inde i mig. Da var grænsen nået. Jeg råbte og skreg af dem. Det skulle jeg have gjort. Nicole smed jeg ind over bordet og assistenten holdte mig fast. Den til dato meget ubehagelig lyd af en latex handske der blev taget på genlød i rummet og jeg mærkede hvordan at jeg blev befølt jeg bagi. Lægens fingre arbejde sig ind i mig for som hun sagde jeg var jo ikke jomfru hverken det ene eller andet sted. Hvordan kunne hun vide det? Jeg havde jo ingenting sagt om hvor meget jeg havde været sammen med John eller hvad jeg havde gjort under min flugt til Minneapolis. Jeg skreg i en blanding af smerte og forskrækkelse da hun undersøgte mig i endetarmen.

Det føles som evigheder før at lægen sagde at jeg var tom hvilket Nicole lød noget forbløffet over. De rejste mig op igen. På det tidspunkt kollapsede jeg nærmest og de måtte løfte mig over til et andet bord hvor at der lå noget tøj til mig. Jeg rystede over hele kroppen.

Jeg kunne se at tøjet var beregnet til vandreture. Der var solide støvler m.v. Da jeg havde fået tøjet på, fik jeg håndjern på ryggen hvorefter at de førte mig ud til en ventede varevogn. Inde i den bagerste del af varevognen var der nogle specielle sæder hvor at der var en fordybning i sædet så man kunne sidde i dem med hænderne i håndjern på ryggen. Da jeg var blevet sat i sædet fik jeg ikke mindre end to sikkerhedsseler på og mand hvor kunne de spændes hårdt ind. Ved fødderne var der læderstropper, som blev bundet rundt om mine ben. Jeg skulle vist ingen steder. Lige før at vi skulle køre sagde chaufføren at vi nu skulle ud i ørkenen og jeg ikke måtte vide hvordan at lejren lå. Han trak hurtigt en hætte ned over mit ansigt så kun min mund var fri. Jeg kunne mærke at vognen begyndte at køre.