14. Viva California

Vi lå og sov ved søen. På et tidspunkt tog jeg et bad. Det var første gang i lang tid hvor at jeg ikke kun skulle nøjes med klatvask. Det var herligt selvom jeg ingen sæbe havde og jeg skulle tilbage i det samme beskidte tøj. Hen under aftenen arbejdede vi os sydpå langs søen. Hen under aftenen skulle vi passeere en lille å før at vi kom til noget som lignede en campingplads. Der var campingvogne og telte. Lindsay bad mig vente. Hun sneg sig hen til en af teltene hvor at hun rodede i nogle tasker. Da hun kom tilbage, så havde hun en mobiltelefon med. Der var heldigvis dækning og hun ringende til en ven i New York. Samtalen var lang. Da hun var færdig så sagde hun at hun havde talt med hendes fyr som tilhørte en bande. De havde afdelinger i andre byer og han ville sørge for at der kom en vogn fra Las Vegas og hentede os. Hun kravlede tilbage og afleverede telefonen, så ingen ville savne den. De ville nok opdage opkaldet med tiden når de fik telefonregningen, men så ville vi være væk.

Vi gik tilbage til åen. Vi skulle følge åen mod øst til et sted hvor at den var tæt på vejen, da området omkring campingpladsen var så åben at folk ville få mistanke til to piger der render rundt i orange/brunt tøj og som ser ud som om at de havde været ude i ødemarken i et halvt år.

Langs åen lå nogle huse og vi måtte snige os forbi dem ganske stille. Jeg tror at vi var kommet 3 kilometre ned af vejen før at Lindsay sagde at det var stedet. Hun rev et stykke af sit tøj og bandt det omkring en træpæl tæt på vejen. Vi skulle nu bare vente.

Vi ventede hele dagen. Det blev mørkt. Næste dag skete der heller ingen ting. Var vi blevet svigtet. Sidst på dagen stoppede en varevogn tæt ved pælen. Vi var usikre på hvorvidt at det var vores kontakt. En mand stod ud af bilen. Han havde et tørklæde på og lignede en af de skurke Steven Seagal ville skyde. Lindsay sagde at det var hendes bandes farve og vi gik over til bilen. Chaufføren præsenterede sig som Jesse og vi hoppede ind bagi. Inde i bagagerummet var der colaer og kolde pizzaer. Det var kongemad ovenpå flere ugers vand og grød uden smag. Jeg faldt hurtigt i søvn på gulvet mæt af maden og af de sidste dages oplevelser.

Jeg ved ikke hvor længe vi havde kørt da Lindsay vækkede mig.  ”Janice. Vi er ude af Utah.”. Vi var kommet til en by som hedder Mesquite. Her fandt vi en tankstation, hvor at vi kunne skifte tøj. Det var rart at få noget andet på selvom det var alt for stort til mig. Vi kørte videre og vi kom til Las Vegas. Jeg ved hvordan at de fleste ser Las Vegas. Neon, Casinoer osv. Men i den nordlige del af Las Vegas ligger der lufthavn, industri og ganske almindelige huse, som kunne ligge i hvilken som helst anden Amerikansk by. Her fik vi husly hos en af bandemedlemmer og dennes familie. De var næsten alle sammen nogle der lignede immigranter fra Mexico og jeg ville ikke fornærme deres gæstfrihed ved at spørge. Lindsay talte spansk og kunne kommunikere med dem. Jeg var ikke i stand til det. 

Lindsay sagde at vi vækkede opsigt i kvarteret så hun kom med hårfarve. Jeg måtte yde ofre og jeg fik farvet mit hår sort efter en time i et bad, som jeg føler helt ind i sjælen. Jeg ved ikke om I nogensinde har gået flere uger uden shampoo. Følelsen af en hårvask under disse vilkår er helt ubeskrivelig. Vi blev der nogle dage. Lindsay fik besked om at hendes mor nu viste at hun var flygtet. Hun havde ikke efterlyst hende via de officielle kanaler og jeg stod heller ikke på nogen liste. Det betød så ikke at vi var sikre, da det var et udtryk for at private selskaber havde fået kontrakten på vores tilfangetagelse. For Lindsay betød det at hun ikke kunne vende tilbage til New York. Hun havde derfor så talt med hendes kæreste og aftalt at vi skulle til Los Angeles i stedet, hvor at banden havde kontrol med hele kvarterer.

Jeg vidste at jeg skulle i kontakt med Danske myndigheder. Med lidt hjælp på internettet fandt jeg ud af at der var en dansk repræsentation i Los Angeles, så jeg besluttede mig for at køre med. I Las Vegas ville jeg være opdaget før eller siden og der var intet jeg kunne tage mig til ud over at rode mig ud i noget kriminalitet, da jeg ikke havde arbejdstilladelse eller andre vigtige papirer.

Vi ankom til Los Angeles og blev indlogeret hos Jose’s Tante. Jose var Lindsay’s fyr. Meningen var at vi skulle bo hos tanten indtil at Jose kom fra New York, så Lindsay og Jose kunne starte et nyt liv i Californien. De var nød til at holde sig skjult i nogle år indtil at Lindsay blev myndig. Tantens hus lå i en slags trailerpark op af nogle grønne områder hvor at der var højspændingsledninger. Ikke så langt derfra lå en stor motorvej som hed Artesia Freeway og støjen derfra var konstant døgnet rundt.

13. Syndflod og frelse

Et par dage senere var vi på vej ned i en dal hvor at det var meningen at vi skulle slå lejr og afvente det ugentlige psykologbesøg. Da var det at sorte skyer trak over himlen. Peter så forskrækket ud. ”Uvejr er på vej. Vi må slå lejr. Straks”.

Vi havde lige slået teltene op, da det begyndte at regne. Kort tid efter stod himmel og jord i et. Det begyndte at lyne og da der ingen træer var derude, så var det faktisk ret truede. Peter så mere og mere bleg ud. Inden længe var han i panik. Han skulle forestille sig at være guide og så er det ham som går halvvejs i panik. Pludselig begyndte han at græde. Da var det at jeg for alvor blev bekymret. Han havde været den der havde taget føringen blandt de voksne. Kathy tog radioen og bad om assistance. En jeep kom til lejren kørt af en meget barsk udseende mand. Jeg forstod at det var den tredje guide som ellers skulle holde med lejren på afstand. Misha sagde til mig at han hed Chuck. Han havde fanget en dreng som var på kurset da hun kom til det nogle uger før mig.

Chuck og Kathy prøvede at få Peter beroliget. Da var det at Lindsay tog min arm. ”Kom. Vi smutter. Vi får aldrig en bedre chance.” På grund af den noget kaotiske stemning da vi slog lejr havde de ikke taget hendes støvler endnu.

Vi sneg os væk. Vi var kommet nogle kilometre væk da vi kunne høre dem kalde. Regnen og tordenen fortsatte. Lindsay førte an. Det var som om at hun vidste hvor at vi skulle hen. Vi havde måske gået i en halv time da Lindsay førte mig hen til en grøft halvt fyldt med vand. Vi lagde os i mudderet og hun fortalte at vi skulle afvente at uvejret stilnede af før at vi gik videre.

Der gik måske et par timer, så var vi på flugt igen. Det var nu blevet mørkt og jeg kunne ikke forstå hvor at hun ville hen. Lindsay fortalte at hun havde lært området at kende i forbindelse med en tidligere flugt. Hun havde fotografisk hukommelse, men hendes evner i ødemarken var begrænset. Hun var derfor blevet fanget mange gange. Kunne hun nå til et civiliseret område så kunne hun skaffe hjælp. Det var det hun skulle bruge min hjælp til. Hun havde været på kurset i 6 uger og var blevet flyttet imellem forskellige grupper efter hver flugt. Hun havde aldrig set nogle været i stand til at lave bål så hurtigt efter at være blevet sendt til kurset som jeg havde været i stand til.

Vi gik hele natten. Da vi så det første lys sagde Lindsay at vi skulle finde et sted hvor at vi kunne vente på aftenen. Hun havde været så smart at tage nogle vanddunke med som hun havde fyldt da vi lå i grøften. Vandet smagte ikke godt, men vi kunne overleve dagen. Vi lå ned og hvilede os i skyggen af nogle klipper. Periodisk flyttede vi os lidt. På et tidspunkt kørte en Jeep forbi på en grusvej nogle kilometre væk. Lindsay beroligede mig med at kurserne i området normalt ikke involverer myndighederne de første 72 timer. Kunne vi nå væk fra området og ringe hjem, så ville myndighederne slet ikke blive involveret, da den slags koster. Der ville ikke komme nogen helikopter op og vejene vil ikke blive gennemtravlet af politiet. Alt handlede om penge.

Det var blevet aften igen og vi startede med at gå. Vi skulle gå mod vest da mange unge normalt ville søge mod øst imod Loa som var den største by på egnen. Men Loa husede forskellige overlevelseskurser og kostskoler. Dvs. at hele byen var afhængig af samme industri. Alle ville dække over alle blot at der kom unge til byen som kunne sendes ud til kurserne og skolerne. Vi ville blive angivet indenfor et kvarter efter at vi krydsede bygrænsen. Loa var udelukket. Lindsay satsede i stedet på at vi skulle nå Otter Creek som var en sø. Folk kom langvejs fra for at fiske regnbueørreder. Vi skulle have fat i en telefon, så ville Lindsay’s venner klare resten derfra.

Da det var tæt på morgenen så slog vi lejr en gang til. Vi så slet ikke nogen biler hele dagen. Det var klart at guiderne måtte have troet at vi ville søge imod Loa. Lindsay fortalte om sit liv.

Hun var født i Boheme, som er en forstad til New York. Hendes far havde kontrakt med hæren og var ofte væk. Hendes mor var assistent i et ejendomsmægler selskab. Det var hendes opgave at lave om på indretningen i folks huse så de så mest mulig præsentable ud. Nogle gange skulle sælgernes møbler helt ud og andre som de så lagerførte ind. Hun gik meget op i sit arbejde, så Lindsay havde været overladt til hendes mormor, der døde da hun var 13 år. Det havde været et stort tab for Lindsay og hun fik mere og mere lyst til at være sammen med kammeraterne. Jeg forstod hende så godt. Min far som om nogle ville gå hele vejen for mig kunne ikke erstatte min mor og jeg havde også valgt John og kammeraterne fordi at jeg følte at jeg manglede et eller andet.

Lindsay blev sendt væk første gang da hun var 14. Hun blev sendt til North Carolina på et overlevelseskursus. Hun stak af. Så kom hun til et sted i Utah og da hun stak af derfra, så var hun hjemme i en periode før at hun blev sendt til dette kursus. Det var meningen at hun bagefter skulle til en kostskole oppe i Vermont.

Vi snakkede om vores liv og vores fyre. Selvom Lindsay var et år yngre end mig, så havde hun haft tre fyre. Den ene var 21 hvilket jeg fandt at være et oldtidsfund.

Da det blev aften så gik vi igen. Der var nu mange bakker. Vi havde vel gået den halve nat, da der pludselig var lys på vejen nogle kilometer væk. Vi lagde os hurtigt ned. Bilen stoppede og der blev lyst rundt om på bakkerne. Havde de opdaget os? Hvad ville der ske os hvis vi blev fanget? Jeg har aldrig været så bange i mit liv før. Der gik 10 minutter før at bilen satte i gang igen og kørte videre.

Om morgenen lå vi og ventede på næste nat. Vi havde et problem. Vi havde ikke mere vand. Jeg havde skaffet os nogle blade fra en plante som Peter havde forklaret os var spiselig og som vi ville være nød til at leve af hvis vi brugte vores ugeration af mad før tid. Der var sat 2.000 kalorier af til os pr. dag, hvilket var et krav myndighederne i Utah havde dikteret efter at flere teenagere var døde i 90’erne på lignede overlevelseskurser. På nettet kan man finde en film om drengen Aaron Bacon som døde for en del år siden og som viser hvor barske at kurserne var dengang. Når jeg tænker på det i dag så var det mest traumatiske for mig ikke selve kurset, men de ting som ledte op til det.

Jeg brød mig ikke om at blive tvunget til at dele mig selv og guderne måtte vide hvor lang tid at det ville have taget for mig at nå alle niveauer igennem. Mand hvor var jeg tørstig. Det var nu blevet eftermiddag og solen stod højt på himmelen. Jeg ville så godt videre, men Lindsay sagde at det nu handlede om disciplin. Vi skulle vente til i aften og vi skulle helst nå søen i morgen.

Endelig blev det aften. Det var hårdt at komme op af bakkerne. En hel dag uden vand havde drænet mig for mine kræfter. Jeg måtte tvinge mig selv til at tage hvert skridt jeg tog. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs, da Lindsay stoppede op og sagde at vi er fremme. Over bakketoppen kunne jeg se en kæmpe sø. Jeg ville løbe ned til den, men Lindsay sagde at der kunne være campister og vi derfor skulle være meget forsigtige. Der var også lokale som boede i området og bestyrere af campingpladser, der viste at vi med stor sandsynlighed var nogle som var på flugt.

Det var tæt ved morgengry før at vi var nede ved søen. Aldrig har almindelig vand smagt så godt. Lindsay fortalte mig at der var en rasteplads i den sydlige ende af øen. Det var der vi skulle hen.

10. Jo hårdere falder de ….

Næste morgen stod der pludselig to mennesker i lejren. De præsenterede sig som Kathy og Peter. De var vores nye guider. De var ikke meget ældre end os. Misha sagde til mig at det var normalt at kurserne hyrede unge som lige var blevet færdige med gymnasiet og som nærmest var lige så nye i naturen som os. Ideen var at vi bedre kunne åbne os og tale med dem, da de lignede os.

Vi skulle nu pakke lejren og efter anvisninger fik jeg pakket min rygsæk som jeg selv mente så lige voldsom ud. Jeg skulle til at tage den på ryggen da jeg nærmest faldt bagover i forsøget. ”Der er vist en som lige skal lære det.” Alle lo.

Det viste sig at den vejede lidt over 20 kg. Var de sindssyge? Det var meningen. Jeg fik hjælp til at komme op og jeg vidste nu at jeg helst ikke skulle sætte mig ned. Vi begyndte at gå. Efter nogle få kilometre var jeg fuldstændig død. De andre så dog ikke ud til at de ville beklage sig. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs før at jeg syntes at jeg blev svimmel. Misha kom hen til mig. ”Du skal huske at drikke”. Jeg drak noget af vandet og fortsatte. Peter og Kathy så ud som om at de snakkede om noget og efter nogen tid begyndte de at debattere. De var åbenbart ikke enige om retningen. Vi havde nu gået hvad jeg senere fik at vide var 2 timer. Vi unge måtte ikke have ur på fordi at vi skulle frigøre os selv var det minut-tyranni vi angiveligt skulle være underlagt derhjemme.

Pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg satte mig ned hvilket blev til at jeg rullet om på ryggen da den massive vægt af rygsækken tvang mig bagover. Peter kom hen til mig og sagde at jeg skulle rejse mig op. Jeg nægtede. Kathy kom til og trak mig op på benene. Jeg skulle til at lave mig falde ned da Peter stak sin hånd ind i min armhule og pressede nogle fingre opad. Det gjorde sindssygt ondt og jeg skreg i smerte. Jeg sparkede ud efter ham og straks tog Kathy min hånd og vred mit håndled så det også gjorde ondt. De blev ved med at fastholde deres greb indtil at jeg lovede at få videre uden protester.

Jeg fandt senere ud af via søgen på nettet at metoden de brugte hed Positive Control System, hvilket jeg finder temmelig misvisende, da det ikke er positivt at få vredet sine led eller få stukket fingre ind i armhulen eller op under kindbenet, hvilket jeg prøvede senere på dagen.

Jeg vaklede videre indtil at vi kom til et bord som stod midt ude på marken. På bordet var der nye vandflasker, brød og noget frugt. Vi spiste stående fordi at vi alle var så presset at det ville kræve temmelig smertefuld hjælp fra personale at komme op og stå igen, hvis vi satte os ned.

Vi gik i måske en time. Det var stegende hedt og jeg blev svimmel igen. Jeg forsøgte at drikke, men jeg kastede vandet op. Kathy kom hen til mig og tvang mig til at drikke indtil at jeg fik en smule ned. Vi begyndte at gå igen. Vi så ikke ud til at komme nogle vegne. Da jeg det at jeg faldt og jeg gik ud som et lys.

Da jeg vågnede sad de andre omkring mig. Lægens assistent var der også og hun havde givet mig et drop med væske. Peter rasede fordi at vi ikke havde nået dagens mål, men assistenten sagde at vi skulle slå lejr her fordi at min krop lige skulle stabilisere sig.

Vi slog lejr og Kathy gav mig en notesbog. I bogen skulle jeg skrive dagens oplevelser og det var så meningen at jeg skulle snakke med psykologen senere på ugen. I bogen var der også nogle uddybende personlige spørgsmål om vores angivelige misbrug, forhold og vaner i forbindelse med sidstnævnte. Som om at jeg ville hælde mit liv ud på papir overfor en fremmed psykolog som jeg var blevet tvunget til at konsultere.

Da vi havde spist og vi havde lagt os kunne jeg ikke falde i søvn. I dag havde jeg været tæt ved at dø. Ville jeg overleve kurset? Var det derfor at man kalder det en overlevelsestur?

9. Impact – og i den grad

Om aftenen efter maden så kom Nancy op til mig. Hun gav mig bind for øjnene og førte mig ned til lejren.

Da jeg fik bindet af så tog Nancy ordet og ønskede mig velkommen til den første dag i mit nye liv. For at få fjernet alle de byrder jeg skulle være kommet til programmet med så var det meningen at jeg skulle læse svarene på mine opgaver op, hvilket jeg gjorde. Det så ikke ud til at gøre specielt indtryk på de andre unge. Faktisk tog en dreng som hed Mickey ordet og anklagede mig for at holde noget tilbage, hvilket jeg på det kraftigste benægtede. Men som Misha sagde var der ingen der kom til dette kursus med så lidt bagage. Hun mente at jeg fornægtede fakta. Det blev til lidt råb og gråd. Jeg følte ikke at de forstod mig. Jeg havde svaret så ærligt at jeg kunne når det blev forventet af mig at jeg skulle lyve for i virkeligheden ville jeg jo ikke lave noget om.

Brad havde været noget tilbagelænet under det hele. Han havde blot hygget sig ved at snitte en pind. Pludselig tog han ordet. ”Stille. Alle sammen. Vi kan jo ikke tale i munden på hinanden og forvente at få noget ud af det. Jeg har snittet denne pow-pow pind som indianerne brugte til at styre hvem som taler. Kun den som har pinden må tale. Resten skal lytte. Vi har hørt hvad Janice har sagt. Lad hende få ordet en gang til og denne gang kan hun læse det brev op som hendes mor har sendt til os her på kurset da hun meldte Janice til. Janice. Her er dit impact brev. Læs det op for gruppen.”

Hvad for noget? Impact brev – hvilket brev. Brad gav mig et papir. Jeg genkendte mors håndskrift.

Kære Janice

Det er med sorg at jeg har opdaget at dit liv har taget en forkert drejning efter at jeg forlod dig i Danmark. Jeg fortryder i dag mit valg og vil gerne give dig hjælp til at vende dit liv om til noget fornuftigt. Du har ført et udsvævende liv. Du drikker alkohol og der er længe til du fylder 21. Du har et forhold til en dreng og din far har tilladt dette forhold at gå alt for langt. Du vil være død eller i fængsel før at du fylder 25 hvis jeg ikke havde grebet ind.

Jeg har sendt dig på denne overlevelsestur for at du kan genfinde de indre ressourcer som jeg ved at du indeholder, så du kan få værktøjer til at lave positive valg i livet. Jeg tror på dig. Jeg ved at du indeholder meget mere end du selv tror. Du skal ikke gå i lære eller på handelsskole efter 9. klasse. Du skal række ud efter mulighederne og få en high school eksamen så du kan få en videregående uddannelse. Jeg stoler på dig. Jeg er ved dig hele vejen – i tankerne.

De kærligste hilsner – mor.

Robert tog pinden. ”Ja, sandheden kom frem. Jeg vidste at der lå mere bag. Jeg er selv blevet konfronteret med sandheden og den kan være hård kost. Janice: Accepter den. Fortæl med dine egne ord nu hele sandheden.”

Jeg havde ikke lyst til at tale. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Jeg lever et liv som de fleste teenagere i Danmark. Nu har min mor gjort sit bedste for at ødelægge mit liv. En overlevelsestur. Hvad hvis jeg ikke overlever. De andre unge tog pinden en efter en blot for at hakke på mig og få mig til at fortælle dem at indholdet i brevet var sandt. Efter 20 minutter med konstant kritik sagde Brad at jeg nok fornægtede sandheden så meget at det ville tage tid at få mig åbnet. Der ville komme en psykolog forbi senere på ugen. Det kunne være at næste fællesmøde ville blive mere produktivt når jeg havde fået arbejdet med mig selv.

Mit telt blev flyttet ned til lejren. Jeg var nu på næste niveau som hed prærieulv.

8. Musen der ville finde hullet

Jeg ved ikke hvor længe at vi kørte. Måske var det en time. Måske var det to. Når jeg tænker over det så sover jeg altid med lys på. Det gjorde jeg ikke før at jeg kom til Utah. Måske var det denne lange tid i mørket som har medført dette.

Hætten kom af og jeg kom ud af stolen. Nu var min krop rigtig ødelagt. Håndjernene kom af og jeg blev fulgt ned til to hippier. Ja, det lignede de. De præsenterede sig som Brad og Nancy. De viste mig et lille en-mands telt og et bunke pinde. Her bad de mig om at sidde og så skulle jeg lige aflevere mine støvler. Da jeg spurgte så sagde de at det var fordi at nogle af de unge der kom til lejren følte sig fristet til at løbe væk.

Jeg kunne se et bål et stykke væk. Jeg spurgte om jeg ikke også kunne få et bål da det var gået hen og var blevet koldt. De sagde at jeg havde det der skulle til. Jeg kunne få bål når jeg havde lært at tænde det. Havde de slugt søm? Jeg grundede lidt over det og så tænkte jeg at det nok var en slags test. Nu var det sådan at jeg faktisk næsten altid var den som tændte bål ude i Hareskoven fordi at jeg var gået til Spejder et halvt års tid før at vi måtte flytte fra Hillerød, så jeg tog en snor som lå ved brændet og begyndte at file løs. Der gik måske en halv time før at der kom røg. Jeg tænkte at jeg var blevet rusten, men ild kom der og Brad kom forbløffet op til mig for at spørge om jeg havde snydt mig til tændstikker. Jeg sagde at jeg havde været spejder i Danmark og så rystede han på hovedet hvorefter at halvt brokkende mumlede noget om at jeg nok ville blive en svær nød at knække.

På trods af bålet så var det svært at falde i søvn. Min krop protesterede over de sidste døgns hændelser og nu lå jeg i en sovepose nærmest ude i det fri hvor at fremmede lyde fyldte området. Men til sidst lykkedes det dog.

Næste morgenen vågnede jeg og opdagede et fantastisk syn. Der var bjerge hele vejen rundt. Jeg rejste mig op og kiggede rundt. Der var intet – absolut intet at se. Ingen huse, ingen veje udover nogle stier. 30 meter væk lå den lejr som de andre unge sov i. Der var en enkelt voksen som sad og passede deres bål og som vinkede til mig. Jeg gik ned til lejren.

Det var blevet tid til morgenmad. I hvert fald troede jeg sådan. Vi fik noget grød. Da jeg smagte det så manglede det alt. Da jeg sagde det så svarede Brad at tilsætningsstoffer som salt og sukker ikke var tilladt ude i felten. Vi kunne få den grød der blev serveret med vand til eller sulte. Som han sagde så er der nogle som sulter i starten men deres overlevelsesinstinkt plejer at slå igennem.

Efter maden satte de forskellige i gruppen sig ned og præsenterede sig. Det var unge fra mange steder i USA. Vi var 5 i alt mig inklusive. Der var to guider sammen med os unge og en som var et sted derude for at holde øje med os og som kunne tilkalde hjælp hvis vi angreb guiderne. (Det var sket på en tidligere tur kunne jeg efterfølgende læse da jeg søgte på kurset.)

Her i starten ville jeg ikke have så meget kontakt med gruppen da jeg først skulle finde ud af hvad jeg kunne tilbyde gruppen. Herude var jeg det laveste niveau på fødekæden. Jeg var en mus som de kaldte det. Jeg fik udleveret en blok til at skrive på og to opgaver som jeg skulle løse. Først og fremmest skulle jeg skrive hvad jeg troede var årsagen til at jeg var blevet sendt hertil og for det andet skulle jeg så skrive hvad jeg troede der skulle til for at jeg kunne forandre mig.

Det første var en nem opgave. Min mor var gået amok. Nummer to kunne ikke løses, for jeg ønskede ikke at ændre mig. Jeg havde et godt liv i Værebroparken. Jeg havde min fremtid planlagt. Jeg skulle være sammen med John. Så jeg skrev at der absolut intet var jeg ville lave om.

Om eftermiddagen kom Brad op til mig og vi satte os ned. Jeg fortalte hvad jeg havde skrevet. Hans svar var at det ikke var godt nok. Det måtte jeg lave bedre. Han gik. Lige før aftensmaden som også bestod af grød, så kom der pludselig en mand til lejren. Brad fulgte ham op til mig. De bad mig stå foran teltet og smile. Da jeg spurgte om hvad det skulle til for, så sagde de at de havde brug for et billede til mine forældre. Jeg syntes ikke at der var noget at være glad over, men de sagde at de ikke tager billeder af triste unger, så jeg kunne lige så godt få det overstået. Så jeg gav dem det mest fake smil jeg kan huske. De tog billedet og så tilfredse ud.

Næste morgen var det samme uspiselige grød. De andre fik the og jeg spurgte om jeg også måtte få noget, men så længe at jeg ikke havde løst min opgave, så måtte jeg kun få vand. Ved middagstid var Brad igen forbi og han forlod mig med samme bemærkning som dagen før da han forstod at jeg ikke havde ændret mening om opgavernes besvarelser.

Hen under aftenen kom en af pigerne i gruppen hen til mig. Hendes navn var Misha. Hun var fra Florida. Hun spurgte hvorfor at jeg ikke havde svaret på opgaverne. Hun lod mig forstå at de andre unge var fanget på et bestemt niveau i programmet indtil at de kom ud og vandre. Der var ingen vandring før at jeg havde bestået opgaverne. Hun bad mig om at løse dem. Ja, det var lige før at hun ville kysse mine fødder hvis jeg gjorde det. Hvad var det for en vandretur at jeg var kommet på? Her var jo ingen som ville være her.

Lige før at jeg skulle sove fik jeg ondt i maven. Jeg havde ikke været på toilettet siden at jeg forlod Loa. Jeg bad om at få vist toilettet. Nancy gav mig en spade. Jeg måtte have set dum ud for alle i lejren begyndte at grine. Nancy tog spaden og fortalte mig at hun ville vise mig hvordan at man gør det i naturen. Det var et upraktisk foretagende. Bukserne var halvejs overalls. De skulle af og da det var lidt køligt hen under aftenen tog man ikke dem helt af. Papir havde man men vand var der intet af. Man skulle virke passe på når man kæmpede med tøjet og papir så man ikke fik noget på hænderne. Selerne skulle jo heller ikke ned i hullet. Det var noget af det mest uhumske jeg havde oplevet i mit liv. Men jeg fik gravet mit hul og jeg fik afleveret nummer 2. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk herfra, så jeg fik skrevet noget om at jeg ikke havde klaret mig så godt i skolen (Jeg var skoletræt) og at oplevelsen havde fået mig til at indse at jeg måtte have mig en uddannelse og tage mig sammen.

Men i virkeligheden ønskede jeg at jeg kunne have taget spaden for at grave et hul så stort at jeg kunne kravle tilbage til Danmark gennem det. Det var jo fake alt det jeg skrev. Var jeg svag? Gav jeg efter bare fordi at der ingen vej var ud af det her?

Næste morgen efter morgenmaden gav jeg Brad besvarelserne. Selvom at jeg nok kunne se at han troede at han vidste bedre, så accepterede han besvarelserne.

7. Fra asken til ilden.

Det var lyst udenfor da jeg vågnede. Angela sagde at vi havde morgenen fri da jeg først kunne checkes ind senere. De tog lænkerne mod at jeg lovede at jeg ikke ville løbe væk. Jeg var så øm i kroppen at jeg ikke kunne løbe 2 meter om jeg så fik med pisken så det var let at love. Vi gik ned på en terrasse hvor der blev serveret morgenmad.

Angela følte at hun måtte forklare lidt om Utah. Utah er USA’s private ungdomsfængsel nummer 1. Man må ikke ryge, man må ikke drikke alkohol, stoffer er selvfølgelig forbudt og faktisk så måtte man heller ikke drikke kaffe på grund af koffeinen i den, men som hun sagde vi må synde lidt en gang imellem. Hun ville advare mig imod at løbe væk. Hvis jeg syntes at hun og Chelsea var strenge så var det intet imod hvad man kunne forvente her i staten. Hvis de bad om at man skulle hoppe, var det eneste spørgsmål: ”Hvor Højt?”

Vi havde siddet der i en halv time da Chelsea kom med en mand som præsenterede sig som Joe. Han kyssede først Angela og derefter Chelsea. Jeg var ved at tabe både mund og næse da de præsenterede ham som deres mand. Han havde en gård oppe ved en by som hed Virgin (Ja, det lyder som en joke), men det tørre klima gjorde udbytte vanskeligt så konerne havde arbejde ude i byen, hvilket ellers ikke var så velset. Jeg som troede at den slags var forbudt (Jeg har siden fundet ud af at det var forbudt, men at flerkoneri stadig praktiseres ude på landet om end ikke på papiret.)

Men det var blevet tid til at tage afsked. Jeg skulle ned på det kontor som tilhørte det firma som arrangerede vandreture. Vi gik ned af hovedgaden. Lige inden at vi kom til kontoret som lå i en rød bygning i baggården til en flot hvid bygning i hovedgaden, så stoppede Angela mig. ”Du er nød til at have håndjern på. Når de læser dine papirer vil de tro at vi har bestukket dig med stoffer for at få dig med. Det vil vi ikke have på vores renommé.” Jeg følte en smule tiltro til hende nu hvor at hun havde åbnet sig for mig, så jeg lod hende give mig håndjern på uden protester. Vi gik ind i bygningen hvor at en dame tog imod.

Hun præsenterede sig som Nicole. Hun bad mig følge med ind til et venteværelse. Jeg skulle undersøges af en læge så de ikke sendte unge ud på vandretur der ikke kunne klare det fysisk. Jeg fik også håndjernene af og jeg sagde farvel til Angela for hvad jeg troede skulle være for sidste gang.

Der gik vel nok 10 minutter imens at mine papirer blev undersøgt. Så fulgte Nicole mig ind til en kvindelig læge og en assistent som jeg ikke husker navnet på. De næste par linjer har været svære at skrive. Da jeg skrev de første ord måtte jeg stoppe. Jeg kan ikke beskrive hvad der skete. Jeg har jo drømt det så mange gange at jeg burde kunne gengive hvert sekund, men hvert ord kræver køkkenrulle og min mave vender sig.

De bad mig smide alt tøjet. Jeg protesterede og straks tog Nicole fat i min arm og vred dem om på ryggen. Jeg skreg af smerte. De lod forstå at de virkelig mente det. Jeg græd da jeg tog kedeldragten af og derefter undertøjet. Jeg blev sendt på vægten og jeg blev målt. Derefter blev jeg sat meget bestemt på en stol og de tog en blodprøve og jeg fik målt mit blodtryk. Derefter udspurgte de mig om stoffer og medicin. Jeg kunne se på dem at de ikke troede på mig når jeg sagde at jeg ikke brugte noget.

Nicole bad mig stå op og sprede benene. Jeg skulle hoppe på stedet for at vise at jeg ikke havde skjult noget inde i mig. Da var grænsen nået. Jeg råbte og skreg af dem. Det skulle jeg have gjort. Nicole smed jeg ind over bordet og assistenten holdte mig fast. Den til dato meget ubehagelig lyd af en latex handske der blev taget på genlød i rummet og jeg mærkede hvordan at jeg blev befølt jeg bagi. Lægens fingre arbejde sig ind i mig for som hun sagde jeg var jo ikke jomfru hverken det ene eller andet sted. Hvordan kunne hun vide det? Jeg havde jo ingenting sagt om hvor meget jeg havde været sammen med John eller hvad jeg havde gjort under min flugt til Minneapolis. Jeg skreg i en blanding af smerte og forskrækkelse da hun undersøgte mig i endetarmen.

Det føles som evigheder før at lægen sagde at jeg var tom hvilket Nicole lød noget forbløffet over. De rejste mig op igen. På det tidspunkt kollapsede jeg nærmest og de måtte løfte mig over til et andet bord hvor at der lå noget tøj til mig. Jeg rystede over hele kroppen.

Jeg kunne se at tøjet var beregnet til vandreture. Der var solide støvler m.v. Da jeg havde fået tøjet på, fik jeg håndjern på ryggen hvorefter at de førte mig ud til en ventede varevogn. Inde i den bagerste del af varevognen var der nogle specielle sæder hvor at der var en fordybning i sædet så man kunne sidde i dem med hænderne i håndjern på ryggen. Da jeg var blevet sat i sædet fik jeg ikke mindre end to sikkerhedsseler på og mand hvor kunne de spændes hårdt ind. Ved fødderne var der læderstropper, som blev bundet rundt om mine ben. Jeg skulle vist ingen steder. Lige før at vi skulle køre sagde chaufføren at vi nu skulle ud i ørkenen og jeg ikke måtte vide hvordan at lejren lå. Han trak hurtigt en hætte ned over mit ansigt så kun min mund var fri. Jeg kunne mærke at vognen begyndte at køre.

Nej – ikke overlevelsesture i Danmark

Jeg læser til min gru at der nu er danske unge som udsættes for overlevelsesturer.

Jeg er klar over at det måske ikke foregår helt på samme måde som da jeg var på en sådan i Utah.

Og måske er myndighederne bare ikke opmærksomme nok på, hvad der sker på de ture af den simple grund at der ikke er nok der er døde under disse ture.

Men hvorfor skal vi vente til nogle dør? Der er allerede nogle som føler at de er blevet udsat for vold.

I sagen fra Borremose Efterskole er det netop vold, som er kritik punktet. Hvad udfaldet af sagen bliver vides ikke, men det som er vigtigt er at det ikke sker igen. Derfor må myndighederne sætte ind og forbyde overlevelsesturer medmindre at der er en anden aktør indblandet ud over skolerne, så de ikke udarter sig til rene straffeaktioner, som den jeg blev sendt ud på.

Når det ikke er nok at være damefrisør

Jeg har ikke haft høje mål i mit liv, når det gælder uddannelse. Det har ikke sagt mig noget og det har været et konfliktpunkt i mit forhold til min mor.

En af mine kammerater fra overlevelsesturen som jeg har fået kontakt med på Facebook, sendte mig dette link til en artikel i The Guardian, som fortæller om en mor som ikke ville have at hendes datter blev damefrisør, men hellere så en akademisk karriere for datteren.

Derfor sneg hun en sovepille i datteren og hyrede et transportfirma til at slæbe datteren til et overlevelsesprogram i Utah hvor hun kunne blive på ubestemt tid indtil hun ombestemte sig med hensyn til valg af uddannelse.

Det gjorde rigtig ondt på mig at læse historien for jeg kunne pludselig huske hvert sekund af min egen smertefulde rejse til Utah.

Experience: I paid to have my daughter kidnapped (The Guardian)

Jeg tænker om det er et særligt udenlandsk fænomen at være så fokuseret på barnets valg af uddannelse og job. Min far har aldrig blandet sig i hvad jeg gjorde. Da jeg ikke gik så meget i skole, sagde han ingenting ud over at jeg så kunne gøre lidt mere rent nu hvor jeg gik mere hjemme. Det tror jeg også jeg ville gøre med mine børn (selvom jeg nok aldrig får nogle).

Hvad mener I? Er det næsten ikke udansk at være så forhippet på uddannelse?

Han blev kun 17 år

Ligesom mig stak han af fra et overlevelsesprogram. Desværre faldt han og brækkede hoften. Derefter frøs han ihjel.

Mit held dengang var at jeg havde en erfaren flugtkonge ved min side. Sekundært så var det en slags steppe. Der var MEGET koldt om natten, men jeg havde min førlighed. Vigtigst af alt. Min følgesvend havde retningssans eller havde det måske været mig man kunne skrive om.

http://www.cbs46.com/story/27479656/deputies-missing-teen-found-in-in-stream-with-broken-hip-died-from-cold

Det kræver en plan at stikke af

Drengen i nedestående artikel blev fanget modsat undertegnede, men jeg havde også en veninde med erfaring og en plan.

Og det kræver en plan at flygte når du er 20-30 kilometre fra alt og du intet kort har. Heldigvis var min veninde hardcore og havde prøvet turen før, så hun havde en ide om hvor vi var. Hun kendte eftersøgningsmønstrene og vidste at arrangørerne af denne overlevelsestur var mere tilbageholdende med at tilkalde myndighederne før de havde prøvet at finde unge på flugt først.

Jeg håber aldrig at danske unge bliver sendt på overlevelsesture af den kaliber som jeg prøvede, men hvis det skulle ske, så tænk før I flygter – det kræver en plan.

Missing boy from wilderness program found on desert – Emery County Progress