13. Syndflod og frelse

Et par dage senere var vi på vej ned i en dal hvor at det var meningen at vi skulle slå lejr og afvente det ugentlige psykologbesøg. Da var det at sorte skyer trak over himlen. Peter så forskrækket ud. ”Uvejr er på vej. Vi må slå lejr. Straks”.

Vi havde lige slået teltene op, da det begyndte at regne. Kort tid efter stod himmel og jord i et. Det begyndte at lyne og da der ingen træer var derude, så var det faktisk ret truede. Peter så mere og mere bleg ud. Inden længe var han i panik. Han skulle forestille sig at være guide og så er det ham som går halvvejs i panik. Pludselig begyndte han at græde. Da var det at jeg for alvor blev bekymret. Han havde været den der havde taget føringen blandt de voksne. Kathy tog radioen og bad om assistance. En jeep kom til lejren kørt af en meget barsk udseende mand. Jeg forstod at det var den tredje guide som ellers skulle holde med lejren på afstand. Misha sagde til mig at han hed Chuck. Han havde fanget en dreng som var på kurset da hun kom til det nogle uger før mig.

Chuck og Kathy prøvede at få Peter beroliget. Da var det at Lindsay tog min arm. ”Kom. Vi smutter. Vi får aldrig en bedre chance.” På grund af den noget kaotiske stemning da vi slog lejr havde de ikke taget hendes støvler endnu.

Vi sneg os væk. Vi var kommet nogle kilometre væk da vi kunne høre dem kalde. Regnen og tordenen fortsatte. Lindsay førte an. Det var som om at hun vidste hvor at vi skulle hen. Vi havde måske gået i en halv time da Lindsay førte mig hen til en grøft halvt fyldt med vand. Vi lagde os i mudderet og hun fortalte at vi skulle afvente at uvejret stilnede af før at vi gik videre.

Der gik måske et par timer, så var vi på flugt igen. Det var nu blevet mørkt og jeg kunne ikke forstå hvor at hun ville hen. Lindsay fortalte at hun havde lært området at kende i forbindelse med en tidligere flugt. Hun havde fotografisk hukommelse, men hendes evner i ødemarken var begrænset. Hun var derfor blevet fanget mange gange. Kunne hun nå til et civiliseret område så kunne hun skaffe hjælp. Det var det hun skulle bruge min hjælp til. Hun havde været på kurset i 6 uger og var blevet flyttet imellem forskellige grupper efter hver flugt. Hun havde aldrig set nogle været i stand til at lave bål så hurtigt efter at være blevet sendt til kurset som jeg havde været i stand til.

Vi gik hele natten. Da vi så det første lys sagde Lindsay at vi skulle finde et sted hvor at vi kunne vente på aftenen. Hun havde været så smart at tage nogle vanddunke med som hun havde fyldt da vi lå i grøften. Vandet smagte ikke godt, men vi kunne overleve dagen. Vi lå ned og hvilede os i skyggen af nogle klipper. Periodisk flyttede vi os lidt. På et tidspunkt kørte en Jeep forbi på en grusvej nogle kilometre væk. Lindsay beroligede mig med at kurserne i området normalt ikke involverer myndighederne de første 72 timer. Kunne vi nå væk fra området og ringe hjem, så ville myndighederne slet ikke blive involveret, da den slags koster. Der ville ikke komme nogen helikopter op og vejene vil ikke blive gennemtravlet af politiet. Alt handlede om penge.

Det var blevet aften igen og vi startede med at gå. Vi skulle gå mod vest da mange unge normalt ville søge mod øst imod Loa som var den største by på egnen. Men Loa husede forskellige overlevelseskurser og kostskoler. Dvs. at hele byen var afhængig af samme industri. Alle ville dække over alle blot at der kom unge til byen som kunne sendes ud til kurserne og skolerne. Vi ville blive angivet indenfor et kvarter efter at vi krydsede bygrænsen. Loa var udelukket. Lindsay satsede i stedet på at vi skulle nå Otter Creek som var en sø. Folk kom langvejs fra for at fiske regnbueørreder. Vi skulle have fat i en telefon, så ville Lindsay’s venner klare resten derfra.

Da det var tæt på morgenen så slog vi lejr en gang til. Vi så slet ikke nogen biler hele dagen. Det var klart at guiderne måtte have troet at vi ville søge imod Loa. Lindsay fortalte om sit liv.

Hun var født i Boheme, som er en forstad til New York. Hendes far havde kontrakt med hæren og var ofte væk. Hendes mor var assistent i et ejendomsmægler selskab. Det var hendes opgave at lave om på indretningen i folks huse så de så mest mulig præsentable ud. Nogle gange skulle sælgernes møbler helt ud og andre som de så lagerførte ind. Hun gik meget op i sit arbejde, så Lindsay havde været overladt til hendes mormor, der døde da hun var 13 år. Det havde været et stort tab for Lindsay og hun fik mere og mere lyst til at være sammen med kammeraterne. Jeg forstod hende så godt. Min far som om nogle ville gå hele vejen for mig kunne ikke erstatte min mor og jeg havde også valgt John og kammeraterne fordi at jeg følte at jeg manglede et eller andet.

Lindsay blev sendt væk første gang da hun var 14. Hun blev sendt til North Carolina på et overlevelseskursus. Hun stak af. Så kom hun til et sted i Utah og da hun stak af derfra, så var hun hjemme i en periode før at hun blev sendt til dette kursus. Det var meningen at hun bagefter skulle til en kostskole oppe i Vermont.

Vi snakkede om vores liv og vores fyre. Selvom Lindsay var et år yngre end mig, så havde hun haft tre fyre. Den ene var 21 hvilket jeg fandt at være et oldtidsfund.

Da det blev aften så gik vi igen. Der var nu mange bakker. Vi havde vel gået den halve nat, da der pludselig var lys på vejen nogle kilometer væk. Vi lagde os hurtigt ned. Bilen stoppede og der blev lyst rundt om på bakkerne. Havde de opdaget os? Hvad ville der ske os hvis vi blev fanget? Jeg har aldrig været så bange i mit liv før. Der gik 10 minutter før at bilen satte i gang igen og kørte videre.

Om morgenen lå vi og ventede på næste nat. Vi havde et problem. Vi havde ikke mere vand. Jeg havde skaffet os nogle blade fra en plante som Peter havde forklaret os var spiselig og som vi ville være nød til at leve af hvis vi brugte vores ugeration af mad før tid. Der var sat 2.000 kalorier af til os pr. dag, hvilket var et krav myndighederne i Utah havde dikteret efter at flere teenagere var døde i 90’erne på lignede overlevelseskurser. På nettet kan man finde en film om drengen Aaron Bacon som døde for en del år siden og som viser hvor barske at kurserne var dengang. Når jeg tænker på det i dag så var det mest traumatiske for mig ikke selve kurset, men de ting som ledte op til det.

Jeg brød mig ikke om at blive tvunget til at dele mig selv og guderne måtte vide hvor lang tid at det ville have taget for mig at nå alle niveauer igennem. Mand hvor var jeg tørstig. Det var nu blevet eftermiddag og solen stod højt på himmelen. Jeg ville så godt videre, men Lindsay sagde at det nu handlede om disciplin. Vi skulle vente til i aften og vi skulle helst nå søen i morgen.

Endelig blev det aften. Det var hårdt at komme op af bakkerne. En hel dag uden vand havde drænet mig for mine kræfter. Jeg måtte tvinge mig selv til at tage hvert skridt jeg tog. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs, da Lindsay stoppede op og sagde at vi er fremme. Over bakketoppen kunne jeg se en kæmpe sø. Jeg ville løbe ned til den, men Lindsay sagde at der kunne være campister og vi derfor skulle være meget forsigtige. Der var også lokale som boede i området og bestyrere af campingpladser, der viste at vi med stor sandsynlighed var nogle som var på flugt.

Det var tæt ved morgengry før at vi var nede ved søen. Aldrig har almindelig vand smagt så godt. Lindsay fortalte mig at der var en rasteplads i den sydlige ende af øen. Det var der vi skulle hen.

12. Pigen de kaldte hest

Mormon handcart? Hvad er det?

Jo for mange år siden så flyttede mormonerne til Utah. Egentlig havde de slået sig ned i Ohio og Missiouri, men et bankkrak tvang dem til Illinios. Her kunne de ikke tåle den fri presse og ødelagde et avistrykkeri der havde skrevet kritisk om dem. Lokalbefolkningen blev sur og lynchede lederen, hvorefter at de tog det store skridt og bogstavlig talt gik til Utah. De brugte ikke trækdyr, men trak vogne med deres oppakning. Der er masser af billeder af disse vogne på internettet, hvis man søger efter dem. 

En vogn som den jeg blev tvunget til at trække sammen med de andre unge.

Alt det foregik omkring 1850, men i 2006 stod jeg foran en sådan vogn uden helt at forstå hvorfor at det skulle være en ide at smide alle vores rygsække op i den for at trække en vogn der vejede mere en dobbelt så meget som rygsækkene tilsammen. Det ville så tredoble den vægt der skulle flyttes.

Men ordren var klar og da jeg havde den laveste status på holdet var det mig som skulle trække vognen og de andre som skulle skubbe. Der er så lige det med vægtfordelingen. Inden længe hang jeg oppe i luften uden jordforbindelse.

Ned på jorden kom jeg da efter at de havde justeret på placeringen af deres rygsække. Vi talte til 3 og jeg trak imens at de andre skubbede. Vognen rykkede sig kun ganske lidt. Peter og Kathy skubbede på og vognen kom lidt op i fart. Tricket var at holde den kørende. Men det var også konstant koncentration omkring at holde vægten ligelig fordelt. Jeg havde personerne bag kurset mistænkt for at have fået lavet en speciel udgave af vognen som var ustabil og så tror jeg ikke at de havde smurt akslerne for vognen peb konstant.

Sveden perlede af mig. Kathy gik op på siden af mig og holdte en vandflaske så jeg kunne få noget at drikke imens at jeg trak vognen. Vi havde vel nok brugt omkring en time eller to. Når ure er forbudt så er det svært at sige. Det føltes som en evighed.

Da jeg endelig havde fået lov til at slippe vognen, så mærkede jeg for alvor hvor øm i kroppen jeg var blevet af det hårde arbejde. Alt gjorde ondt. Alt!

For at det ikke skulle være løgn så var det meningen at jeg skulle trække vognen igen efter frokosten. Jeg nægtede. De var på vej hen imod mig for at vride mine håndled om og jeg bakkede ud. Peter besindede sig og besluttede sig at en samtale måske ville være at foretrække i stedet for en konfrontation. ”Janice. Hvorfor svigter du holdet? Kan du ikke se at vi alle prøver at bakke dig op med at skubbe vognen. Vi yder vores, men du yder ikke dit”.

Det var jo ikke sådan at jeg så det. Jeg trak den forbandede vogn. Men Kathy mindede mig om at jeg jo ikke kunne få vognen i gang af mig selv. Det var jo gruppen inklusive guiderne der havde givet vognen det sidste skub. Jeg var egoistisk når jeg bare sådan melder mig ud af gruppen blot fordi at jeg var en smule øm. Jeg kunne få et kvarter at tænke over det i. Hvis jeg ikke tænkte mig om, så måtte de tage hårdere metoder i brug.

Jeg havde ikke lyst til trække vognen videre, men på den anden side så huskede jeg sidste gang at de vred mine håndled af led. Så jeg gik tilbage til vognen. Jeg kunne næsten ikke gå, men gruppen skubbede og efter noget masen så kom der gang i vognen igen.

Vi fortsatte hele dagen indtil at det blev tid til at slå lejr. Efter måltidet ville Kathy evaluere dagen. Hun talte meget om værdien i at forstå at vi alle nok er enkelte individer, men vi er også dele af fællesskaber i skolen, til sport og i familien. Vi er nød til at tænke på hvordan at vi relaterer til hinanden. Byder vi ind med noget eller har vi konstant nej-hatten på.

Uden at nogen af os havde bemærket det, så dukkede Brad op. Det var på en eller anden måde irriterende at vide at der nærmest ud af ingenting kunne dukke folk, drikkedunke, forsyninger og vogne op. Var vi en del af et realityshow? Var der i virkeligheden massere af kameraer derude? Sad folk hjemme i stuerne og stemte om hvorvidt at vi måtte have lov til at forlade kurset?

Brad tog ordet. ”Janice. Du har i dag vist at du kan mere end du selv tror, er muligt. Her på kurset får alle et indiansk navn fordi at stedet her for længe siden har rummet et oprindeligt folk som har færdes på disse vide landskaber. Dit Indianske navn er Den utæmmede hest. Du er solid, du er stærk, men du er også stædig. Tillykke du er nu et skridt tættere på at komme på Ørne-niveau”.

De andre i gruppen rejste sig op og klappede af mig. Jeg forstod ikke navnet. Var jeg utæmmet? Bøjede jeg ikke af for vinden? Var jeg ikke blevet en del af deres beskidte spil, da jeg angreb Robert? Havde jeg ikke accepteret at trække vognen videre blot fordi at jeg ikke ville risikere at få vredet håndledne af guiderne?

Selvom at jeg havde fået en plageånd af nakken og påstås at have lært noget om samarbejde, så kunne jeg stadig ikke forlade kurset. Det krævede hjælp fra oven.

10. Jo hårdere falder de ….

Næste morgen stod der pludselig to mennesker i lejren. De præsenterede sig som Kathy og Peter. De var vores nye guider. De var ikke meget ældre end os. Misha sagde til mig at det var normalt at kurserne hyrede unge som lige var blevet færdige med gymnasiet og som nærmest var lige så nye i naturen som os. Ideen var at vi bedre kunne åbne os og tale med dem, da de lignede os.

Vi skulle nu pakke lejren og efter anvisninger fik jeg pakket min rygsæk som jeg selv mente så lige voldsom ud. Jeg skulle til at tage den på ryggen da jeg nærmest faldt bagover i forsøget. ”Der er vist en som lige skal lære det.” Alle lo.

Det viste sig at den vejede lidt over 20 kg. Var de sindssyge? Det var meningen. Jeg fik hjælp til at komme op og jeg vidste nu at jeg helst ikke skulle sætte mig ned. Vi begyndte at gå. Efter nogle få kilometre var jeg fuldstændig død. De andre så dog ikke ud til at de ville beklage sig. Jeg ved ikke hvor længe at vi havde været undervejs før at jeg syntes at jeg blev svimmel. Misha kom hen til mig. ”Du skal huske at drikke”. Jeg drak noget af vandet og fortsatte. Peter og Kathy så ud som om at de snakkede om noget og efter nogen tid begyndte de at debattere. De var åbenbart ikke enige om retningen. Vi havde nu gået hvad jeg senere fik at vide var 2 timer. Vi unge måtte ikke have ur på fordi at vi skulle frigøre os selv var det minut-tyranni vi angiveligt skulle være underlagt derhjemme.

Pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg satte mig ned hvilket blev til at jeg rullet om på ryggen da den massive vægt af rygsækken tvang mig bagover. Peter kom hen til mig og sagde at jeg skulle rejse mig op. Jeg nægtede. Kathy kom til og trak mig op på benene. Jeg skulle til at lave mig falde ned da Peter stak sin hånd ind i min armhule og pressede nogle fingre opad. Det gjorde sindssygt ondt og jeg skreg i smerte. Jeg sparkede ud efter ham og straks tog Kathy min hånd og vred mit håndled så det også gjorde ondt. De blev ved med at fastholde deres greb indtil at jeg lovede at få videre uden protester.

Jeg fandt senere ud af via søgen på nettet at metoden de brugte hed Positive Control System, hvilket jeg finder temmelig misvisende, da det ikke er positivt at få vredet sine led eller få stukket fingre ind i armhulen eller op under kindbenet, hvilket jeg prøvede senere på dagen.

Jeg vaklede videre indtil at vi kom til et bord som stod midt ude på marken. På bordet var der nye vandflasker, brød og noget frugt. Vi spiste stående fordi at vi alle var så presset at det ville kræve temmelig smertefuld hjælp fra personale at komme op og stå igen, hvis vi satte os ned.

Vi gik i måske en time. Det var stegende hedt og jeg blev svimmel igen. Jeg forsøgte at drikke, men jeg kastede vandet op. Kathy kom hen til mig og tvang mig til at drikke indtil at jeg fik en smule ned. Vi begyndte at gå igen. Vi så ikke ud til at komme nogle vegne. Da jeg det at jeg faldt og jeg gik ud som et lys.

Da jeg vågnede sad de andre omkring mig. Lægens assistent var der også og hun havde givet mig et drop med væske. Peter rasede fordi at vi ikke havde nået dagens mål, men assistenten sagde at vi skulle slå lejr her fordi at min krop lige skulle stabilisere sig.

Vi slog lejr og Kathy gav mig en notesbog. I bogen skulle jeg skrive dagens oplevelser og det var så meningen at jeg skulle snakke med psykologen senere på ugen. I bogen var der også nogle uddybende personlige spørgsmål om vores angivelige misbrug, forhold og vaner i forbindelse med sidstnævnte. Som om at jeg ville hælde mit liv ud på papir overfor en fremmed psykolog som jeg var blevet tvunget til at konsultere.

Da vi havde spist og vi havde lagt os kunne jeg ikke falde i søvn. I dag havde jeg været tæt ved at dø. Ville jeg overleve kurset? Var det derfor at man kalder det en overlevelsestur?

9. Impact – og i den grad

Om aftenen efter maden så kom Nancy op til mig. Hun gav mig bind for øjnene og førte mig ned til lejren.

Da jeg fik bindet af så tog Nancy ordet og ønskede mig velkommen til den første dag i mit nye liv. For at få fjernet alle de byrder jeg skulle være kommet til programmet med så var det meningen at jeg skulle læse svarene på mine opgaver op, hvilket jeg gjorde. Det så ikke ud til at gøre specielt indtryk på de andre unge. Faktisk tog en dreng som hed Mickey ordet og anklagede mig for at holde noget tilbage, hvilket jeg på det kraftigste benægtede. Men som Misha sagde var der ingen der kom til dette kursus med så lidt bagage. Hun mente at jeg fornægtede fakta. Det blev til lidt råb og gråd. Jeg følte ikke at de forstod mig. Jeg havde svaret så ærligt at jeg kunne når det blev forventet af mig at jeg skulle lyve for i virkeligheden ville jeg jo ikke lave noget om.

Brad havde været noget tilbagelænet under det hele. Han havde blot hygget sig ved at snitte en pind. Pludselig tog han ordet. ”Stille. Alle sammen. Vi kan jo ikke tale i munden på hinanden og forvente at få noget ud af det. Jeg har snittet denne pow-pow pind som indianerne brugte til at styre hvem som taler. Kun den som har pinden må tale. Resten skal lytte. Vi har hørt hvad Janice har sagt. Lad hende få ordet en gang til og denne gang kan hun læse det brev op som hendes mor har sendt til os her på kurset da hun meldte Janice til. Janice. Her er dit impact brev. Læs det op for gruppen.”

Hvad for noget? Impact brev – hvilket brev. Brad gav mig et papir. Jeg genkendte mors håndskrift.

Kære Janice

Det er med sorg at jeg har opdaget at dit liv har taget en forkert drejning efter at jeg forlod dig i Danmark. Jeg fortryder i dag mit valg og vil gerne give dig hjælp til at vende dit liv om til noget fornuftigt. Du har ført et udsvævende liv. Du drikker alkohol og der er længe til du fylder 21. Du har et forhold til en dreng og din far har tilladt dette forhold at gå alt for langt. Du vil være død eller i fængsel før at du fylder 25 hvis jeg ikke havde grebet ind.

Jeg har sendt dig på denne overlevelsestur for at du kan genfinde de indre ressourcer som jeg ved at du indeholder, så du kan få værktøjer til at lave positive valg i livet. Jeg tror på dig. Jeg ved at du indeholder meget mere end du selv tror. Du skal ikke gå i lære eller på handelsskole efter 9. klasse. Du skal række ud efter mulighederne og få en high school eksamen så du kan få en videregående uddannelse. Jeg stoler på dig. Jeg er ved dig hele vejen – i tankerne.

De kærligste hilsner – mor.

Robert tog pinden. ”Ja, sandheden kom frem. Jeg vidste at der lå mere bag. Jeg er selv blevet konfronteret med sandheden og den kan være hård kost. Janice: Accepter den. Fortæl med dine egne ord nu hele sandheden.”

Jeg havde ikke lyst til at tale. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Jeg lever et liv som de fleste teenagere i Danmark. Nu har min mor gjort sit bedste for at ødelægge mit liv. En overlevelsestur. Hvad hvis jeg ikke overlever. De andre unge tog pinden en efter en blot for at hakke på mig og få mig til at fortælle dem at indholdet i brevet var sandt. Efter 20 minutter med konstant kritik sagde Brad at jeg nok fornægtede sandheden så meget at det ville tage tid at få mig åbnet. Der ville komme en psykolog forbi senere på ugen. Det kunne være at næste fællesmøde ville blive mere produktivt når jeg havde fået arbejdet med mig selv.

Mit telt blev flyttet ned til lejren. Jeg var nu på næste niveau som hed prærieulv.

8. Musen der ville finde hullet

Jeg ved ikke hvor længe at vi kørte. Måske var det en time. Måske var det to. Når jeg tænker over det så sover jeg altid med lys på. Det gjorde jeg ikke før at jeg kom til Utah. Måske var det denne lange tid i mørket som har medført dette.

Hætten kom af og jeg kom ud af stolen. Nu var min krop rigtig ødelagt. Håndjernene kom af og jeg blev fulgt ned til to hippier. Ja, det lignede de. De præsenterede sig som Brad og Nancy. De viste mig et lille en-mands telt og et bunke pinde. Her bad de mig om at sidde og så skulle jeg lige aflevere mine støvler. Da jeg spurgte så sagde de at det var fordi at nogle af de unge der kom til lejren følte sig fristet til at løbe væk.

Jeg kunne se et bål et stykke væk. Jeg spurgte om jeg ikke også kunne få et bål da det var gået hen og var blevet koldt. De sagde at jeg havde det der skulle til. Jeg kunne få bål når jeg havde lært at tænde det. Havde de slugt søm? Jeg grundede lidt over det og så tænkte jeg at det nok var en slags test. Nu var det sådan at jeg faktisk næsten altid var den som tændte bål ude i Hareskoven fordi at jeg var gået til Spejder et halvt års tid før at vi måtte flytte fra Hillerød, så jeg tog en snor som lå ved brændet og begyndte at file løs. Der gik måske en halv time før at der kom røg. Jeg tænkte at jeg var blevet rusten, men ild kom der og Brad kom forbløffet op til mig for at spørge om jeg havde snydt mig til tændstikker. Jeg sagde at jeg havde været spejder i Danmark og så rystede han på hovedet hvorefter at halvt brokkende mumlede noget om at jeg nok ville blive en svær nød at knække.

På trods af bålet så var det svært at falde i søvn. Min krop protesterede over de sidste døgns hændelser og nu lå jeg i en sovepose nærmest ude i det fri hvor at fremmede lyde fyldte området. Men til sidst lykkedes det dog.

Næste morgenen vågnede jeg og opdagede et fantastisk syn. Der var bjerge hele vejen rundt. Jeg rejste mig op og kiggede rundt. Der var intet – absolut intet at se. Ingen huse, ingen veje udover nogle stier. 30 meter væk lå den lejr som de andre unge sov i. Der var en enkelt voksen som sad og passede deres bål og som vinkede til mig. Jeg gik ned til lejren.

Det var blevet tid til morgenmad. I hvert fald troede jeg sådan. Vi fik noget grød. Da jeg smagte det så manglede det alt. Da jeg sagde det så svarede Brad at tilsætningsstoffer som salt og sukker ikke var tilladt ude i felten. Vi kunne få den grød der blev serveret med vand til eller sulte. Som han sagde så er der nogle som sulter i starten men deres overlevelsesinstinkt plejer at slå igennem.

Efter maden satte de forskellige i gruppen sig ned og præsenterede sig. Det var unge fra mange steder i USA. Vi var 5 i alt mig inklusive. Der var to guider sammen med os unge og en som var et sted derude for at holde øje med os og som kunne tilkalde hjælp hvis vi angreb guiderne. (Det var sket på en tidligere tur kunne jeg efterfølgende læse da jeg søgte på kurset.)

Her i starten ville jeg ikke have så meget kontakt med gruppen da jeg først skulle finde ud af hvad jeg kunne tilbyde gruppen. Herude var jeg det laveste niveau på fødekæden. Jeg var en mus som de kaldte det. Jeg fik udleveret en blok til at skrive på og to opgaver som jeg skulle løse. Først og fremmest skulle jeg skrive hvad jeg troede var årsagen til at jeg var blevet sendt hertil og for det andet skulle jeg så skrive hvad jeg troede der skulle til for at jeg kunne forandre mig.

Det første var en nem opgave. Min mor var gået amok. Nummer to kunne ikke løses, for jeg ønskede ikke at ændre mig. Jeg havde et godt liv i Værebroparken. Jeg havde min fremtid planlagt. Jeg skulle være sammen med John. Så jeg skrev at der absolut intet var jeg ville lave om.

Om eftermiddagen kom Brad op til mig og vi satte os ned. Jeg fortalte hvad jeg havde skrevet. Hans svar var at det ikke var godt nok. Det måtte jeg lave bedre. Han gik. Lige før aftensmaden som også bestod af grød, så kom der pludselig en mand til lejren. Brad fulgte ham op til mig. De bad mig stå foran teltet og smile. Da jeg spurgte om hvad det skulle til for, så sagde de at de havde brug for et billede til mine forældre. Jeg syntes ikke at der var noget at være glad over, men de sagde at de ikke tager billeder af triste unger, så jeg kunne lige så godt få det overstået. Så jeg gav dem det mest fake smil jeg kan huske. De tog billedet og så tilfredse ud.

Næste morgen var det samme uspiselige grød. De andre fik the og jeg spurgte om jeg også måtte få noget, men så længe at jeg ikke havde løst min opgave, så måtte jeg kun få vand. Ved middagstid var Brad igen forbi og han forlod mig med samme bemærkning som dagen før da han forstod at jeg ikke havde ændret mening om opgavernes besvarelser.

Hen under aftenen kom en af pigerne i gruppen hen til mig. Hendes navn var Misha. Hun var fra Florida. Hun spurgte hvorfor at jeg ikke havde svaret på opgaverne. Hun lod mig forstå at de andre unge var fanget på et bestemt niveau i programmet indtil at de kom ud og vandre. Der var ingen vandring før at jeg havde bestået opgaverne. Hun bad mig om at løse dem. Ja, det var lige før at hun ville kysse mine fødder hvis jeg gjorde det. Hvad var det for en vandretur at jeg var kommet på? Her var jo ingen som ville være her.

Lige før at jeg skulle sove fik jeg ondt i maven. Jeg havde ikke været på toilettet siden at jeg forlod Loa. Jeg bad om at få vist toilettet. Nancy gav mig en spade. Jeg måtte have set dum ud for alle i lejren begyndte at grine. Nancy tog spaden og fortalte mig at hun ville vise mig hvordan at man gør det i naturen. Det var et upraktisk foretagende. Bukserne var halvejs overalls. De skulle af og da det var lidt køligt hen under aftenen tog man ikke dem helt af. Papir havde man men vand var der intet af. Man skulle virke passe på når man kæmpede med tøjet og papir så man ikke fik noget på hænderne. Selerne skulle jo heller ikke ned i hullet. Det var noget af det mest uhumske jeg havde oplevet i mit liv. Men jeg fik gravet mit hul og jeg fik afleveret nummer 2. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk herfra, så jeg fik skrevet noget om at jeg ikke havde klaret mig så godt i skolen (Jeg var skoletræt) og at oplevelsen havde fået mig til at indse at jeg måtte have mig en uddannelse og tage mig sammen.

Men i virkeligheden ønskede jeg at jeg kunne have taget spaden for at grave et hul så stort at jeg kunne kravle tilbage til Danmark gennem det. Det var jo fake alt det jeg skrev. Var jeg svag? Gav jeg efter bare fordi at der ingen vej var ud af det her?

Næste morgen efter morgenmaden gav jeg Brad besvarelserne. Selvom at jeg nok kunne se at han troede at han vidste bedre, så accepterede han besvarelserne.

7. Fra asken til ilden.

Det var lyst udenfor da jeg vågnede. Angela sagde at vi havde morgenen fri da jeg først kunne checkes ind senere. De tog lænkerne mod at jeg lovede at jeg ikke ville løbe væk. Jeg var så øm i kroppen at jeg ikke kunne løbe 2 meter om jeg så fik med pisken så det var let at love. Vi gik ned på en terrasse hvor der blev serveret morgenmad.

Angela følte at hun måtte forklare lidt om Utah. Utah er USA’s private ungdomsfængsel nummer 1. Man må ikke ryge, man må ikke drikke alkohol, stoffer er selvfølgelig forbudt og faktisk så måtte man heller ikke drikke kaffe på grund af koffeinen i den, men som hun sagde vi må synde lidt en gang imellem. Hun ville advare mig imod at løbe væk. Hvis jeg syntes at hun og Chelsea var strenge så var det intet imod hvad man kunne forvente her i staten. Hvis de bad om at man skulle hoppe, var det eneste spørgsmål: ”Hvor Højt?”

Vi havde siddet der i en halv time da Chelsea kom med en mand som præsenterede sig som Joe. Han kyssede først Angela og derefter Chelsea. Jeg var ved at tabe både mund og næse da de præsenterede ham som deres mand. Han havde en gård oppe ved en by som hed Virgin (Ja, det lyder som en joke), men det tørre klima gjorde udbytte vanskeligt så konerne havde arbejde ude i byen, hvilket ellers ikke var så velset. Jeg som troede at den slags var forbudt (Jeg har siden fundet ud af at det var forbudt, men at flerkoneri stadig praktiseres ude på landet om end ikke på papiret.)

Men det var blevet tid til at tage afsked. Jeg skulle ned på det kontor som tilhørte det firma som arrangerede vandreture. Vi gik ned af hovedgaden. Lige inden at vi kom til kontoret som lå i en rød bygning i baggården til en flot hvid bygning i hovedgaden, så stoppede Angela mig. ”Du er nød til at have håndjern på. Når de læser dine papirer vil de tro at vi har bestukket dig med stoffer for at få dig med. Det vil vi ikke have på vores renommé.” Jeg følte en smule tiltro til hende nu hvor at hun havde åbnet sig for mig, så jeg lod hende give mig håndjern på uden protester. Vi gik ind i bygningen hvor at en dame tog imod.

Hun præsenterede sig som Nicole. Hun bad mig følge med ind til et venteværelse. Jeg skulle undersøges af en læge så de ikke sendte unge ud på vandretur der ikke kunne klare det fysisk. Jeg fik også håndjernene af og jeg sagde farvel til Angela for hvad jeg troede skulle være for sidste gang.

Der gik vel nok 10 minutter imens at mine papirer blev undersøgt. Så fulgte Nicole mig ind til en kvindelig læge og en assistent som jeg ikke husker navnet på. De næste par linjer har været svære at skrive. Da jeg skrev de første ord måtte jeg stoppe. Jeg kan ikke beskrive hvad der skete. Jeg har jo drømt det så mange gange at jeg burde kunne gengive hvert sekund, men hvert ord kræver køkkenrulle og min mave vender sig.

De bad mig smide alt tøjet. Jeg protesterede og straks tog Nicole fat i min arm og vred dem om på ryggen. Jeg skreg af smerte. De lod forstå at de virkelig mente det. Jeg græd da jeg tog kedeldragten af og derefter undertøjet. Jeg blev sendt på vægten og jeg blev målt. Derefter blev jeg sat meget bestemt på en stol og de tog en blodprøve og jeg fik målt mit blodtryk. Derefter udspurgte de mig om stoffer og medicin. Jeg kunne se på dem at de ikke troede på mig når jeg sagde at jeg ikke brugte noget.

Nicole bad mig stå op og sprede benene. Jeg skulle hoppe på stedet for at vise at jeg ikke havde skjult noget inde i mig. Da var grænsen nået. Jeg råbte og skreg af dem. Det skulle jeg have gjort. Nicole smed jeg ind over bordet og assistenten holdte mig fast. Den til dato meget ubehagelig lyd af en latex handske der blev taget på genlød i rummet og jeg mærkede hvordan at jeg blev befølt jeg bagi. Lægens fingre arbejde sig ind i mig for som hun sagde jeg var jo ikke jomfru hverken det ene eller andet sted. Hvordan kunne hun vide det? Jeg havde jo ingenting sagt om hvor meget jeg havde været sammen med John eller hvad jeg havde gjort under min flugt til Minneapolis. Jeg skreg i en blanding af smerte og forskrækkelse da hun undersøgte mig i endetarmen.

Det føles som evigheder før at lægen sagde at jeg var tom hvilket Nicole lød noget forbløffet over. De rejste mig op igen. På det tidspunkt kollapsede jeg nærmest og de måtte løfte mig over til et andet bord hvor at der lå noget tøj til mig. Jeg rystede over hele kroppen.

Jeg kunne se at tøjet var beregnet til vandreture. Der var solide støvler m.v. Da jeg havde fået tøjet på, fik jeg håndjern på ryggen hvorefter at de førte mig ud til en ventede varevogn. Inde i den bagerste del af varevognen var der nogle specielle sæder hvor at der var en fordybning i sædet så man kunne sidde i dem med hænderne i håndjern på ryggen. Da jeg var blevet sat i sædet fik jeg ikke mindre end to sikkerhedsseler på og mand hvor kunne de spændes hårdt ind. Ved fødderne var der læderstropper, som blev bundet rundt om mine ben. Jeg skulle vist ingen steder. Lige før at vi skulle køre sagde chaufføren at vi nu skulle ud i ørkenen og jeg ikke måtte vide hvordan at lejren lå. Han trak hurtigt en hætte ned over mit ansigt så kun min mund var fri. Jeg kunne mærke at vognen begyndte at køre.

6. Utah – hvor kragerne er vendt om for længe siden

Næste morgen spurgte de om jeg ville i bad. Jeg sagde ja. Stor var min skuffelse da jeg så at badeværelset ingen vinduer havde. Jeg husker endnu hvor øm i kroppen jeg var. Bedst som jeg var næsten færdig så brød jeg sammen og satte mig i bunden af brusekabinen med vandet løbende ned over mig. Jeg var fuldstædig opløst i tårer.

Der gik måske et kvarter så kom Angela ind til mig. Hun tog mig ud af brusekabinen og tørrede mig. Så holdte hun sine arme omkring mig og trøstede mig. ”Du holdte længere ud end nogle af de andre piger vi har hentet. Var du fra Danmark sagde du? Amerikanske piger er ofte langt mindre rustede til at håndtere hvad du oplever nu. Mange af dem har været så serviceret at de ikke engang kan rede deres egen seng eller koge et æg uden at brænde det på. De kender ikke en anden verden end hvad de ser på MTV. På sin vis er det i orden at bryde sammen. De viser at den skal som du har omgivet dig med at ved at være væk. Du vil være mere åben til at modtage den gave som du vil opleve på din vandretur. Kom lad os få bundet dig igen, så vi kan komme videre. Du skal vide at vi kun ønsker det godt for dig.”

Vi fik spist og kursen blev sat mod Utah. Vi var nu kommet på en motorvej som syntes at forsætte i det uendelige. Vi krydsede grænsen til Colorado. Vi holdte de sædvanlige trivielle stop. Det er mærkeligt at bruge så mange timer i bil. Angela fortalte at hendes søster havde 2 timers transport i bil på arbejde hver dag hver vej! De har en anden fornemmelse for afstand og tid end vi har i Danmark.

Vi kom til Denver. Da var det som om at landskabet ændrede karakter. Der kom bakker og skov. For en tid glemte jeg min situation. Bakkerne blev afløst af bjerge. På et tidspunkt var der vejarbejde. Angela blev irriteret og mente at vi nok kom for sent. Men Chelsea beroligede hende.

Sent på eftermiddagen skiftede landskabet igen til at være mere ørkenagtigt. Efter at have passeret en by som hedder Grand Junction kom vi til grænsen mellem Colorado og Utah. Vi stoppede ved en restaurant. Da jeg steg ud så forventede jeg at Chelsea ville give mig Ponchoen på, men hun sagde at de var blandt venner. Da vi kom ind på restauranten kunne jeg forstå hvorfor. Der var mange teenagere på min alder som var lænket til borde, på ryggen eller blot henslæbt med det mest døde blik i deres øjne jeg nogen sinde havde set. Kvinderne hilste på mange af de andre voksne. Da vi havde sat os var nogle af dem henne ved os for at føle på de læderremme jeg havde på og de snakkede om hvor gode de så ud og hvad priserne var. Jeg husker en lille dreng på 12 år som sad i en spændetrøje og som blev madet af en voksen alt imens at tårerne løb ned over hans ansigt. Var det her året 2006 eller var jeg på magisk vis transporteret til et andet århundrede?

Efter en del snak forlod vi stedet for at køre det sidste stræk.  Det var nu blevet mørkt og jeg faldt i søvn. Det var sen aften da vi kom til Loa som landsbyen i Utah hed.

Vi indlogerede os på et lille hotel og jeg faldt i søvn lige så ubekvemt som forrige nat.

5. Angela og Chelsea

Da vi var kommet lidt ud af byen så begyndte Angela at snakke. Hun fortalte at de arbejdede for et professionelt transportselskab som hjalp unge som havde mistet sig selv og havde lavet dårligt valg i livet med at transporteret til behandlingssteder og kostskoler som kunne hjælpe dem. Hun fortalte at de begge havde tjent i hæren for forsyningstropperne og de efter at have gennemført deres kontraktperiode var blevet headhuntet af transportselskabet på grund af deres viden om logistik. Jeg tænkte at de nok også var blevet hyret fordi at de frygtindgydende. Jeg var i hvert fald ikke helt trygge ved dem.

De fortalte at vi skulle køre hele vejen til Utah som ville være en køretur på 2.000 kilometre da jeg havde en profil som indikerede at jeg nok ville stikke af hvis jeg fik chancen. De undskyldte endnu engang for den nødvendige fiksering af mig som mest af alt var for min sikkerhed. De regnede med at vi skulle have en overnatning og nogle pauser undervejs.

Jeg var stadig lidt i chok, men også træt så jeg faldt i søvn.

Jeg ved ikke hvor lang tid at der var gået men Angela ruskede mig og sagde at det var tid til morgenmad. Jeg var forvirret. Var dette en drøm? De løsnede kæden på gulvet så jeg kunne stige ud. Jeg så over på hvad der var et cafeteria. Kunne jeg blive ført ind i cafeteriaet i lænker i fuld offentlighed. Angela hev en strikket Poncho frem og puttede den på mig. På den måde vækkede jeg ikke så meget opsigt mente hun. Angela støttede mig da jeg skulle til at gå for jeg kunne kun tage små skridt.

Ponchoen skjulte at jeg var i håndjern ganske som da politiet arresterede en model for en del år siden.

Ponchoen skulle sikre at situationen ikke så bizar ud. Alligevel så larmede lænkerne og jeg følte at alle kiggede på mig. Ikke engang en brandhane kunne være så rød som jeg var i hovedet. Ejeren hilste på kvinderne og spurgte til om det var en tur til Utah eller Missouri som om at det var noget som foregik hver dag.

Vi satte os ned og jeg fik tilbudt stort set alt fra menuen jeg kunne finde på for som de sagde. ”Der er nok ikke så meget mad ude i naturen”. De løsnede min ene arm så jeg kunne bruge en gaffel og jeg spiste hvad jeg kunne selvom jeg ikke rigtig kunne fatte hvad der var sket.

Efter maden skulle jeg på toilettet. Ejeren kom med en nøgle. Han var vant til den rutine som kvinderne ville have. Ude på toilettet fik jeg læderremme og kæder af bortset fra fodlænkerne. Bagefter var det på med det hele igen og vi kørte videre.

Vi kørte for evigt. I hvert fald føltes det sådan. Der var ingenting at se på. Bare uendelige marker med en lille by eller en klump træer som afveksling. Vi holdte nogle flere pauser på forskellige små cafeer. Hver gang samme rutine og med Ponchoen som eneste forklædning i forhold til den bizarre mængde af kæder jeg var bundet med. Min krop begyndte at beklage sig. Jeg kunne ikke bøje mig forover eller bagover fordi at kæderne på maven og ryggen holdte min krop lige. Angela bemærkede at det godt nok kunne føles lidt snærrene men de havde købt systemet fra en butik der blev drevet af en tidligere ansat i Kansas fængselsvæsen efter at have set hvor effektivt at det forbedrede folks holdning i en film. Jeg fandt senere ud af at det var en filmatisering af Capotes roman ”In cold blood”. Jeg så filmen i Palads og måtte løbe ud og brække mig til sidst filmen da jeg genkendte systemet.

Det var nu blevet aften og vi skulle finde et sted at overnatte. Vi kom til en by som hedder North Platte. Angela fortalte at det var et stort jernbaneknudepunkt og floden som gik nær byen mundede ud i Mississippi. Chelsea supplerede med en vis stolthed med at hendes familie havde boet i byen og ældre kvinder havde været med i verdens største kantine som blevet drevet under 2. verdenskrig for at brødføde soldater der var på vej i krig. Vi kom til et lille hotel. Chelsea etablerede sig med en sovepose på gulvet. Angela satte sig i en stol. Jeg blev lagt på dobbeltsengen stadig i kæder. Jeg protesterede og sagde at jeg ikke kunne sove på den måde, men det de ignorerede mig. Jeg havde intet valg. Jeg måtte sove bundet. Chelsea lagde en dyne over mig og slukkede lyset.

4. Det var en mørk og stormfuld nat

Det er hvad Nuser fra Radiserne kun når at skrive når han forsøger sig som forfatter. Jeg ville ønske at det var alt hvad jeg formåede at skrive, men et eller andet sted så ved jeg at jeg skal det her igennem for at jeg ikke skal bære på det mere.

Jeg tror at det var 3-4 dage efter at jeg kom tilbage til min mors hus. Jeg vågnede klokken 3 om natten ved at der var høj snak nede i stuen. Jeg sov på første sal da de mente jeg nok ikke havde lyst til at hoppe ud af vinduet. Jeg kunne ikke forstå hvem min mor havde på besøg på det tidspunkt. De snakkede noget om spray. Min mor sagde at de helst ikke skulle bruge det da det gav pletter på tapetet. Det gav ikke mening så jeg døsede væk igen.

Da var det at lyset blev tændt på værelset. Ind kom min mor og så kvinder. De var næsten et hoved højere end både min mor og mig. De så godt nok også noget barske ud. Min mor satte sig på sengen og begyndte at tale. ”Skat. Jeg har tænkt meget imens at du var løbet væk. Jeg har svigtet dig ved at rejse hjem. Jeg troede at jeg gjorde det bedste ved at lade dig bo i et land hvor at du har været hele dit liv. Jeg tog fejl. Din far kunne ikke beskytte dig og har ledt dig væk fra Gud. Nu vil jeg gøre det bedre og derfor har jeg bedt Angela og Chelsea her om at køre dig ud til et sted hvor at du kan komme på vandretur sammen med nogle terapeuter.”

Jeg satte mig op i sengen. Min mor flyttede sig lynhurtigt og var hurtigt ude af døren med et ”Jeg elsker dig”. Jeg var på vej op af sengen da Chelsea stoppede mig. Jeg råbte efter mor, men de to kvinder bag mig om at dæmpe mig hvis jeg ville undgå at blive lagt ned på gulvet med magt. Med tårer i øjnene indså jeg at jeg ikke havde andre muligheder end at adlyde dem.

De bad mig om at hoppe i en kedeldragt. På ryggen stod der. ”Runner – Phone 911”. Hvad var dette her for noget? Jeg spurgte dem om jeg skulle tage noget tøj med, men de sagde at min mor havde pakket og at alt andet vil blive givet til mig når jeg kom til min destination. Det lød meget formelt.

Jeg skulle til at gå ud af rummet med dem, men Chelsea sagde at der lige var en lille ting. De vidste at jeg var stukket af og de ønskede ikke at komme ud i en situation hvor at de ville blive nød til at fastholde mig, da jeg kunne komme til skade. Chelsea havde en pose og op af posen kom nogle læderemme med kæder. Jeg bakkede lidt tilbage og havnede i favnen hos Angela. ”Nu går du ikke i panik. Det er for din egen skyld.”. Panik?? Var hun sindssyg? Jeg står i et fremmed land med to vildfremmede kvinder der ser ud som om at de har tygget på Irakiske selvmordsbombere midt om natten! Og så spørger hun mig om hvorvidt at jeg var ved gå i panik.

Jeg turde ikke andet end at bøje hovedet og følge strømmen. Med tårerne ned af kinderne fandt jeg mig stiltiende i at jeg fik et bredt læderbælte om maven. Andre bælter omkring overkroppen. Kæder gik ned til mavebæltet og som toppen på kransekagen fik jeg læder manchetter om håndledede som blev låst fast til mavebæltet. Med et fast greb i læderbæltet kunne Chelsea styre mig fuldstændigt. Jeg blev ført ned i stuen. Min mor og hendes familie var væk. Jeg blev ført ud af huset til en varevogn med tonede ruder bagi.

Det ligner det seletøj som kvinderne gav mig på. Fodlænker fik jeg på da jeg blev placeret i varevognen.

Her blev jeg sat ind på bagsædet. Til min forbløffelse havde de fodlænker liggende i bilen som de satte på mine ankler da jeg sad i bilen. Kæden blev låst fast til gulvet. Sikkerhedsselen kunne jeg ikke betjene så det tog de sig også af.

De to kvinder satte sig ind og bilen startede imod en ukendt destination. Jeg var på vej imod en ukendt skæbne.

3. På flugt i Minnesota

Ved du hvor at Danmark har ambassader og konsulater henne i USA? Nej, det vidste jeg heller ikke. Den var måske den del af min plan som fejlede lidt. Toget kørte mod øst og det tog rigtig lang tid før at den kom til Minneapolis. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på og i dag forstår jeg ikke at jeg turde hoppe på et godstog der kun kørte 30 km/t. Det kunne jo sætte farten senere og hvad hvis jeg faldt af.

Inde i mit desperate hoved dannede der trods alt en plan. Jeg ville til Minneapolis. Her var planen at jeg skulle gemme mig lidt før at jeg tog videre. Hvor at Clara City ligger ude på landet uden megen skov omkring byen er der masser af steder omkring Minneapolis hvor at man gemme sig. Jeg hoppede af toget kort før at det kom til stationen og sov i en lille skov. Jeg drak af vandet fra en sø. Det smagte ikke godt, men jeg kunne overleve. Jeg havde nogle få dollars så jeg fokuserede på at ringe hjem til John og satte ham ind i hvor at jeg var. Han ville tale med min far og rådede mig til at tage hjem igen, men jeg følte mig forrådt og sagde at jeg nok skulle ringe op igen senere.

De næste dage arbejdede jeg mig ind imod bymidten. Der var et stort universitetsområde i midten af byen, hvor at der var unge fra mange lande – også nogle europæiske. Hjemløse kunne få mad, men jeg viste ikke hvor meget min mor havde sat i gang, så jeg havde ikke lyst til at lade mig se for mange steder. På et tidspunkt var der dog en gruppe unge som hang ved busterminalen som jeg kom i kontakt med. De tog mig ind mest af alt fordi at det nok var spændende at høre om livet i Europa. Der var dog også en ubehagelig side ved dette lille arrangement idet at pigerne i gruppen nærmest tilhørte alle, men målet helliger midlet som man siger.

Et par uger tog det før at jeg fik min far i telefonen. Jeg gjorde det klart at jeg under ingen omstændigheder ville gå i skole i USA. Han gav efter og lovede at sørge for at jeg fik billet hjem. Han skulle dog lige have mit pas hos min mor, men han regnede med at det bare var en formalitet.

Nogle dage senere stod jeg foran en bank og ventede på nogle penge. Der var det at jeg blev arresteret af politiet for at være løbet hjemmefra. Jeg kom for en dommer og min mor var der. Der var ikke brug for advokat, da de ikke giver en sådan medmindre at der er tale om alvorlige sager. På domstolens hjemmeside står der.

Your child has the right to have an attorney represent them in delinquency cases. A court appointed attorney will be provided if the level of the offense is higher than a petty misdemeanor, and if under the poverty guidelines you qualify to have one appointed.

At løbe hjemmefra er en lovovertrædelse, men ikke en rigtig lovovertrædelse. Jeg var fanget mellem to stole. På den ene side kunne jeg ikke få en advokat, men jeg kunne godt blive tilbageholdt som om at jeg var en forbryder. Anklageren sagde at min mor havde forældremyndigheden hvilket jeg protesterede, men det blev ignoreret. Dommeren sagde at der var to muligheder for mig. Enten ungdomsfængsel eller følge hjem med min mor. De gad ikke høre noget om mit danske pas eller kontakt til ambassaden.

Så mange timer senere sad jeg hjemme hos min mor og ikke nok med det. Hendes bror og hans kone var også kommet hjem og de var vågne på skift. Jeg var fange i min mors hjem.